Fødevarekrisen vokser i Kenya, sult kan ramme millioner
10 millioner kenyanere lever tæt på sultegrænsen efter et år, hvor politiske uroligheder, tørke og korruption har gjort store indhug i forsyningen af majs og andre basale fødevarer.
|
|
|
Manglende regn gør det næsten umuligt at dyrke majs og andre basale afgrøder i store dele af tørkeramte Kenya.
|
17. februar 2009
Fødevarekrisen på Afrikas horn bliver værre dag for dag, og op mod 20 mio. østafrikanere mangler nu basale fødevarer. I Kenya risikerer knap en tredjedel af de 34 mio. kenyanere at blive ramt af sult efter et år, hvor politiske urolighed og tørke har ramt høsten, mens landbrugsministeren beskyldes for medvirken til, at majs er blevet handlet via spekulanter.
Det internationale Forbund af Røde Kors og Røde Halvmåne-bevægelser (IFRC) vurderer, at 80 pct. af Kenyas areal er berørt af fødevaremanglen, der kommer efter en længere periode, hvor regnen har været sparsom i store dele af Østafrika. Uroligheder efter det kenyanske præsidentvalg i slutningen af 2007 betød desuden, at mange landmænd ikke fik sået deres afgrøder.
Majs-skandalen
Den såkaldte majs-skandale har ikke gjort situationen bedre. Landbrugsminister William Samoei Ruto beskyldes for at have godkendt, at store mængder majs via mæglere er blevet solgt til højestbydende - ofte udenlandske kunder. Ministeren afviser korruptionsanklagen, men sagen kan ifølge flere iagttagere koste ham posten.
National katastrofe
Kenyas præsident, Mwai Kibaki erklærede 9. januar, at fødevaremanglen er en national katastrofe og han erkendte, at det er en stor udfordring for regeringen, at skaffe fødevarer til dele af landet. Regeringen vil importere yderlige 5 mio. sække majs, og vil arbejde for at øge den hjemlige produktion - bl.a. med tilskud til gødning til landmændene. Den kenyanske komité for fødevaresikkerhed (KFSM) vurderer, at situationen her og nu er kritisk for 3,7 millioner kenyanere. Komitéen, der består af repræsentanter fra ministerier og ikke statslige organisationer skønner desuden, at fødevaresikkerheden er meget lav for omkring en halv mio. skolebørn.
Situationen forværres
De nordlige og østlige provinser i Kenya er hårdest ramt, men også Rift Valley, der ofte betegnes som Kenyas brødkurv, er ramt af tørken. ActionAid Kenya, der om nogle måneder fusioneres med MS Kenya, deler fødevarer ud i flere af de hårdest ramte provinser.
”Situationen bliver værre dag for dag. Trods vores interventioner stiger behovet i de berørte områder, og derfor er der behov for, at der gøres mere for at sikre levebrødet for de mest udsatte grupper,” siger ActionAid Kenya’s chef for nødsituationer, Yusuf Artan.
Men fødevarekrisen i Østafrika har ikke den store bevågenhed i den vestlige verden, der plages af finanskrise og negative vækstrater. Røde Kors og Røde Halvmåne appellerede for to måneder om 95 mio. dollars i direkte krisehjælp til nogle af de hårdest ramte områder. Mandag havde komitéen modtaget ca. 6 mio. dollars.



