Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Transportkorridorer er HIV/AIDS smitteveje

Mozambique har i flere år været forskånet for det høje antal HIV smittede, som nabolandene Sydafrika, Zimbabwe og Swaziland har haft. Borgerkrigen i landet satte en stopper for spredning af HIV/AIDS, men billedet er ved at ændre sig. Nu spredes smitten via transportkorridorerne.

Af Per Bergholdt Jensen

20. august 2004

Selv om tallene er alarmerende, har Mozambique hidtil ikke været så hårdt ramt af HIV/AIDS som eksempelvis nabolandene Swaziland, Zimbabwe og Sydafrika. Dette skyldes den 17 år lange borgerkrig i Mozambique, som sluttede i 1992. 

Borgerkrigen afholdt folk fra at rejse på grund af krigshandlinger, minerede broer og ødelagte veje. Derved blev HIV/AIDS smitten bremset. 

Da krigen ophørte vendte flygtninge hjem fra nabolande, hvor der var et højt antal HIV/AIDS smittede. En del af de hjemvendte mozambicanske flygtninge havde pådraget sig HIV/AIDS i landflygtighed og bragte sygdommen med tilbage.

Transportveje er også smitteveje

Efter krigen blev veje og broer genåbnet, og mozambicanerne kunne igen rejse rundt i landet, ligesom det blev muligt for udlændinge at komme på besøg. Men den øgede mobilitet og kontakt med udlandet medførte også en stigning i antallet af HIV/AIDS smittede.

Transportkorridorerne igennem Mozambique har vist sig at være hovedveje for HIV-smitten i landet. Det er nemlig et påfaldende træk ved smittemønstret i Mozambique, at regionerne med de højeste rater af HIV-smittede også er områder med stor gennemstrømning af trafik fra nabolandene. 

Den øgede gennemstrømning af rejsende har også betydet en stigning i prostitution langs de største trafikkorridorer, hvilket afføder en stigning i HIV-smitten. Lastbilchauffører med en pige i hver by nævnes således som en væsentlig smittekilde, fordi de i kraft af deres arbejde har bragt HIV rundt i landet.

Det sydlige og centrale Mozambique hårdest ramt

De hårdest ramte dele af Mozambique er landets sydlige og centrale provinser, der alle har megen kontakt med nabolandene. Undersøgelser fra 2002 viser, at 14,8 procent af befolkningen i de sydlige provinser var smittet med HIV, mens 16,7 procent af indbyggerne i den centrale del af Mozambique var HIV-positive.

Sofala provinsen har den højeste HIV/AIDS rate i landet, og det skyldes ikke mindst, at transportkorridoren mellem Zimbabwe og Beira, Mozambiques næststørste by, fører igennem provinsen. Man anslog i 2002, at 26,5 procent af befolkningen i Sofala var smittet med HIV. 

Derimod har de mere isolerede nordlige provinser endnu ikke så høje smitterater. I 2002 regnede man med, at 8,4 procent af befolkningen var smittet i den nordlige del af landet.