Jestina Mukoko fortsat fængslet efter samlingsregeringen i Zimbabwe
Mens samlingsregeringen i Zimbabwe tager sine første usikre skridt, trækker Zanu-PF stadig oppositionen rundt i manegen i spørgsmålet om løsladelsen af politiske fanger. For nylig blev en af oppositionens ministerkandidater føjet til listen over politiske fanger.
|
Blandt oppositionen og civilsamfundet i Zimbabwe er den fortsatte fængsling af menneskerettighedsaktivisten Jestina Mukoko og en håndfuld andre politiske fanger blevet en mærkesag, der fungerer som en af de vigtigste indikatorer på, hvorvidt Robert Mugabe og Zanu-PF er medspiller eller modspiller i den nye samlingsregering i Zimbabwe. Og hvad de politiske fanger angår, er der ikke meget, der tyder på, at Zanu-PF er trukket i de samme spilledragter som oppositionen.
Betingelser ikke imødekommet
Da Morgan Tsvangirai, lederen af det zimbabwiske oppositionsparti MDC, den 30. januar efter et møde med sit bagland kunne bekendtgøre for verden, at oppositionen ville indgå i en samlingsregering med ærkerivalen Zanu-PF, var det ikke uden betingelser. Morgan Tsvangirai havde en liste med krav til Zanu-PF – og højt på listen var et krav om, at omkring 30 fanger fra civilsamfundet og oppositionen skulle løslades. Kravet blev ikke indfriet, men Morgan Tsvangirai valgte alligevel at lade sig indsætte som premierminister.
Jestina modtager lægebehandling
Og på trods af fortsat pres fra Morgan Tsvangirai og adskillige civilsamfundsorganisationer er Jestina Mukoko og de andre fanger stadig berøvet deres frihed. Den eneste positive udvikling er, at Jestina Mukoko og tre andre fanger nu befinder sig på et hospital i Harare, hvor de har kunnet modtage lægebehandling.
Staten overtrumfer retssystemet
Seks af de fængslede fik deres sager behandlet onsdag den 18. februar, og dommeren fastslog, at de anklagede kunne løslades mod kaution. Dette blev dog straks afvist af statens anklager, der overtrumfede dommerens afgørelse. I følge Otto Saki, som er advokat for Zimbabwe Lawyers for Human Rights (ZLHR), er det derfor tæt på umuligt at få fangerne løsladt – uanset om staten har loven på sin side eller ej.
Jestina Mukokos sag skal for retten igen 27. februar, og her er Otto Saki heller ikke optimistisk.
”Vi forventer ingen ændring i statens håndtering af de her sager”, siger Otto Saki.
De fængslede er anklaget for terrorisme og sabotage med det formål at vælte Robert Mugabe. Anklager som bredt anses for at være fabrikerede med det formål at knægte oppositionen og civilsamfundet.
Flere arrestationer
Ved en demonstration i Bulawayo fredag den 13. januar blev medlemmer af organisationen WOZA (Women of Zimbabwe Arise) tæsket og flere arresteret. Samme dag blev MDC-politikeren og den kommende vicelandbrugsminister, Roy Bennet, arresteret og ligeledes anklaget for terrorisme og sabotage. Han skulle have været formelt indsat som viceminister torsdag den 19. februar.
Besættelser af farme fortsætter
Samtidig fortsatte besættelserne af farme i februar. En af Zimbabwes sidste store kommercielle farme, som ejes af firmaet Interfresh, kunne i en pressemeddelelse fortælle, at en større gruppe mænd ledsaget af politiet og soldater begyndte at besætte farmen i starten af februar. Ansatte på farmen fik en frist indtil den 13. februar til at pakke deres ting og fordufte. Interfresh har over 1000 ansatte og brødføder dermed et mindst ligeså stort antal familier. Lignende meldinger er kommet ind fra farme ejet af hvide andre steder i Zimbabwe.
"Business as usual"
Ernest Mudzengi, som er koordinator for det indflydelsesrige National Constitutional Assembly (NCA), sagde til The Financial Gazette den 19. februar:
”Zapu-PF viser, at det er "business as usual". De fortsætter, som om der ikke var blevet dannet en samlingsregering. Jeg mener, at løsladelsen af de politiske fanger skulle have været en forudsætning for, at Morgan Tsvangirai gik med til at lade sig udnævne til premierminister, men det skete aldrig. Ved fortsat at arrestere og holde politiske fanger indespærret viser Zanu-PF, at det stadig tænker som et eneherskende parti.”



