Et minuts stilhed for Cardoso
På toårsdagen for sin voldsomme død blev Carlos Cardoso mindet i Maputo af et par hundrede mennesker - heriblandt hans to børn på seks og 12 år, som udtrykte savn efter den 48-årige familiefar.
Af Marianne Holst, informationsmedarbejder MS-Mozambique25. november 2002
At smide sig i sofaen og se en fodkamp i fjernsynet. Det var, hvad Carlos Cardoso så frem til, da han tog fra arbejde på avisen Metical den 22. november 2000. Han nåede kun få hundrede meter, inden han fik otte blykugler i hoved og krop og endte sit liv i en blodpøl foran en grå betonmur.
På to-årsdagen for hans død sad hans nu seks-årige datter Milena på samme mur. Med storebroren Ibo stående ved sin side så hun ud over et par hundrede folk, som fredag aften lagde blomster og satte levende lys omkring mordstedet. Det skete også samme tid og sted sidste år.
"Nina Berg holder ingen tale i år, der er et stort pres for hende for tiden", sagde en af mindehøjtidelighedens talere, en jurist ved navn Abdul Carimo med henvisning til enken ved sin side. Hendes ansigt var ikke blot trist, men også meget, meget træt.
Fire dage havde hun bag sig på forreste tilhørerrække under retssagen mod seks mænd tiltalte for deltagelse i mordet på Carlos Cardoso. Fra klokken ni til 16 uden pauser ind i mellem havde Nina Berg været i byretten og tvunget sig selv til at høre hvert et ord om baggrunden for sin mands voldsomme død. En baggrund, der i følge anklageskriftet har rod i Carlos Cardosos afsløringer af en banksvindel til USD 14 millioner.
"Vi savner far"
Selv om det var journalisten, der blev myrdet, var det Cardoso som familiefar, der var i centrum i et brev, som Abdul Carimo læste op. Det var fra journalistens to børn:
"Vi savner far. Han læste altid højt for os og legede med os. Det er svært at leve uden ham".
I det samme skar en gennemtrængende pigestemme gennem aftenluften. Børn fra et nærligende boligkompleks var i gang med at lege bag ved muren, og det var herfra lyden kom: "Papa, papa!". Cardodos datter flyttede sit hoved fra brorens skulder og ned mellem sine knæ og hørte sandsynligvis ikke mindehøjtidelighedens næste taler, Maria dos Anjos Rosario.
Hun repræsenterede en uafhængig borgergruppe, Juntos Pela Cidade (Sammen for byens skyld), for hvilken Cardoso var valgt medlem af Maputo byrråd:
"Cardoso var mere end en journalist. Han var en borger, som lærte os at kæmpe for frihed og sandhed. Med hans kamp for en uafhængig, kritisk, ansvarlig og undersøgende journalistik, symbolisererede han pressefrihed og håb for vort land", sagde Rosario og fortsatte: "Cardosos død har sat en bølge i gang af solidaritet, protester og beslutsomhed. De, der vil holde denne bølge væk, kunne lige så godt prøve at stoppe vinden med hænderne".
Lavede billeder i ovnen
Rosario så på uret. Klokken var 18.40. "Det er nu præcis to år siden, Cardoso blev skudt", sagde hun. Flere i forsamlingen gøs. Mens de fulgte Rosarios opfordring til at holde et minuts stilhed, blev skulende blikke kastet rundt, som frygtede folk at se en rød City-Golf køre forbi med tre mænd og en AK-47. Men tavsheden var total i tusmørket.
Med et minuts respekt for den døde sluttede mindehøjtideligheden. Folk talte med dæmpede stemmer, da de gik hver til sit. Nogle fulgte efter Nina Berg og børnene til en udstilling af Carlos Cardosos billeder.
I 1990-91 havde han midlertidigt droppet journalistikken og kastet sig over billedkunsten. Hans metode var mildest talt utraditionel. I ovnen smeltede han farveblyanter af voks og lavede motiver i det varme voks, før det størknede.
Præsidentens søn skyld i avisdød
Dagen så også en udgivelse af en CD-ROM med samtlige 1043 udgaver af den daglige faxavis Metical, som Cardoso havde startet i juni 1997. Efter hans død fortsatte avisen i godt et år. Men i december 2001 lukkede Metical, hovedsaligt på baggrund af en stor erstatsningssag, der var anlagt mod de daværende ejere, Ibo og Milena. De havde arvet avisen efter deres far og stod dermed som de juridisk ansvarlige udgivere.
Sagen er endnu ikke afsluttet. Den er anlagt af Nympine Chissano, søn af Mozambiques præsident Joaquim Chissano, som mente sig udsat for injurier i avisens skriverier. Nympine Chissano er samtidig manden, som to tiltalte i Cardoso-mordet sidste uge nævnte som den, der bestilte og betalte for mordet på Carlos Cardoso.



