Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Radioen sender igen nyheder

Nepals private FM-radiostationer sender igen nyheder efter seks måneders kongeligt forbud. Pausen har kostet både lyttere, jobs og selvværd, men også kastet lys over nødvendigheden af civil courage.

Af Line Wolf Nielsen

24. august 2005

Mandag morgen den 22. august kører en bil henover en mine, fem minutter væk fra Radio Lumbinis redaktion. Eksplosionen dræber fire politifolk. Målt med alle journalistiske kriterier er der tale om en stor nyhed i lokalområdet.
Foto: Jacob Thorsen.
Foto: Jacob Thorsen.

For en uge siden havde det ikke været muligt at omtale bilsprængningen i radioen. Men Nepals højesteret har netop suspenderet kongens seks måneder gamle nyhedsforbud og derfor bliver historien omtalt kl. 14. Det er godt nok næsten seks timer efter sprængningen, men som Radio Lumbinis programproducer Durga Aryal fortæller:

"Vi kan ikke sende det her som breaking news, men vi kan omtale det i vores normale nyhedsudsendelse."

Jacob Thorsen, der er udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke og har været rådgiver på Radio Lumbini siden november 2004, fortæller, at stemningen er blevet bedre, efter at radioen igen er begyndt at sende regulære nyheder.

"Vi har genvundet noget plads og kan sige mere i radioen end tidligere. Folk er optimistiske."

Radio Lumbini samarbejder med Mellemfolkeligt Samvirke og er en af i alt to radiopartnere. Den anden er Community Radio Madan Pokhara.

Nyheder nej tak – underholdning ja tak
Efter at kongen 1. februar afskedigede sin egen regering og selv overtog magten i Nepal, måtte både Radio Lumbini og Community Radio Madan Pokhara ligesom Nepals øvrige FM-radiostationer finde sig i, at den nepalesiske konge fratog dem retten til at sende nyheder.

Stationerne blev beordret til udelukkende at sende underholdningsprogrammer og musik. Al uafhængig information om den igangværende konflikt mellem regeringshæren og den maoistiske oprørsbevægelse blev strengt forbudt, ligesom det heller ikke var tilladt at omtale de detroniserede politiske partier. Religiøse og kulturelle emner måtte dog fortsat godt dækkes.

Årsagen til at de nepalesiske FM-radiostationer nu har fået mere albuerum er ikke, at kongen har trukket sit nyhedsforbud tilbage. Nepal FM, en Katmandu-baseret radiostation, trodsede myndighedernes nyhedsforbud og omtalte kongens fødselsdag den 7. juli som en nyhed. Siden fulgte flere nyhedsprogrammer.

Foto: Jacob Thorsen.<br />
Foto: Jacob Thorsen.
Informations- og kommunikationsministeriet svarede igen ved at sende et brev til stationen og spørge retorisk, hvorfor myndighederne skulle forlænge deres sendetilladelse, når nu stationen trodsede det udstede forbud. Sagen er endt i Højesteret.

Retten gav regeringen besked på at løfte forbudet, indtil der var faldet en dom i sagen. Straks efter begyndte 17 FM-stationer – heriblandt de to MS-partnere - at sende nyheder.

Nyheder forklædt som eventyr
Community Radio Madan Pokhara holdt dog aldrig helt op med at fortælle deres lyttere om det seneste nye, trods forbudet. Redaktionen begyndte i stedet at sende programmet ”Tas tas laai” - et under-cover nyhedsprogram, hvor nyhedshistorier blev omskrevet til eventyr.

"Folk har stadig kunne få informationer om situationen, radioen har derfor formået at bevare gejsten - både hos sig selv og blandt vores lyttere," fortæller Malene Lærke, der har været tilknyttet radioen som rådgiver i lidt over et år.

At nyhedsredaktionen ikke blev lukket, betød også, at journalisterne kunne fortsætte arbejdet med at dokumentere vigtige begivenheder. Malene Lærke mener, at der er en del optagelser 'til senere brug'.

Hun er overbevist om, at nyhederne er stationens flagskib og vigtig for den halve million potentielle lyttere, som radioen har.

"Radioen ligger i et meget bakket område af Nepal, hvor informationer kommer langsomt frem. Flere måneder efter kongens magtovertagelse besøgte jeg en landsby tre timers gang væk, og her kendte man intet til noget nyhedsforbud. Det viser hvilken vigtige rolle, radioen spiller i et uvejsomt land som Nepal."

Foto: Jakob Thorsen.
Foto: Jakob Thorsen.

Aviser og tv-stationer har ikke været underlagt et generelt nyhedsforbud, sådan som radiostationerne. At det netop har været især radiostationerne, som den nepalesiske Kong Gyanendra har villet kontrollere, er ikke tilfældigt.

I et land hvor kun 48 procent af den voksne befolkning kan læse, og hvor der i landområderne kun er én procent med adgang til et fjernsyn, giver det mening primært at fokusere på dét radioerne kommunikerer. FM-radiostationer når ud til cirka 70 procent af befolkningen - langt flere mennesker end noget andet medie i Nepal.

Lytterflugt
Modsat Community Radio Madan Pokhara måtte Radio Lumbini afskedige fire journalister. Jacob Thorsen vurderer, at nyhedsforbudet ikke kun har kostet radioen jobs og journalistisk selvværd; manglen på nyheder har også kostet lyttere.

"Folk gider ikke bare høre musik og underholdning. De gider heller ikke nøjes med landsbyrygterne. Salget af kortbølgeradioer er steget her i området, og mange af vores lyttere har lært sig at tune ind på BBC," siger Jacob Thorsen.

Gopal Guragain, der er radioekspert og medejer af Communication Corner, et radio-produktionsselskab, vurderer, at nyhedsforbudet har haft store konsekvenser for FM-radioerne. Blandt andet har cirka 500 radiojournalister mistet deres job og især de fjerntliggende distrikter, hvor aviser kan være uger om at nå frem, og hvor fjernsyn er sjældne, har haft svært ved at følge med.

"FM-radioer er den primære kilde til nyheder i landdistrikterne, og her har der været et stort vakuum, hvor folks ret til informationer er blevet ignoreret totalt," siger Gopal Guragain.

I følge ham er FM-radioerne ikke helt så stærke som aviserne og tv-stationerne. Hverken når det kommer til økonomien, eller når det gælder om at slås for den journalistiske ytringsfrihed og retten til informationer.

"Det tog ret lang tid førend radioerne begyndte at kæmpe for deres ytringsfrihed – og det har kostet lyttere, at stationerne ikke var modige nok til at trodse regeringsforbudet. Lytterflugten truer radioernes eksistensgrundlag, for uden lyttere ingen reklamer og indtægter," siger Gopal Guragain.

Tempelofringer for pressefrihed
Radioernes civile ulydighed kom i omdrejninger, efter at netop Gopal Guragains virksomhed, Communication Corner, i slutningen af maj modtog et brev om, at de ville blive lukket. Gopal Guragain og andre startede 'Save Independent Radio Movement' og organiserede demonstrationer og happenings.

Blandt andet besøgte man Nepals vigtigste hindutempel, Pashupatinath, og bad guderne om hjælp. Flere steder i landet begyndte radiojournalister også at læse nyheder op i en megafon på offentlige steder.

Communication Corner endte med at få medhold i det nepalesiske retssystem og blev aldrig lukket.

Højesterettens dom i sagen om Nepal FM skulle være faldet tirsdag den 23. august, men er blevet udskudt på grund af arbejdspres.

Line Wolf Nielsen er informations– og advocacyrådgiver
hos MS-Nepal.

Artikler fra The Kathmandu Post om emnet:
http://www.kantipuronline.com/kolnews.php?&nid=49505 

http://www.kantipuronline.com/kolnews.php?&nid=48536 

http://www.kantipuronline.com/kolnews.php?&nid=49710 

Støt pressefriheden i Nepal, sæt dit navn på denne underskriftsindsamling, der bliver givet videre til FN:
http://www.thepetitionsite.com/takeaction/622930457 

International Federation of Journalists erklæring om mediesituationen i Nepal: http://www.ifj-asia.org/ 

BBC Online om Communication Corner:
http://news.bbc.co.uk/1/hi/world/south_asia/4590907.stm