Cardoso-sagen føres i annoncer
Fredag ville Carlos Cardoso være fyldt 50 år, og familie og venner brugte endnu engang dagen til at vise, at sagen ikke vil blive glemt, inden sandheden er fundet.
Af Lisbeth Jensen12. august 2001
Men sandheden gemmer sig i flere og flere røgslør. Gennem hele juni og juli har de anklagede i helsidesannoncer fremført sig selv som uskyldigheder og lagt deres forklaringer frem. Men alle bruger samtidig annoncen til at beskylde politiet og især politidirektøren for magtmisbrug, psykisk tortur og at købe vidner.
Ingen aviser griber disse oplysninger og går videre med dem.
Et let eksempel kunne for eksempel være, at hovedvidnet, som kobler bagmændende fra bankskandalen sammen med lejemorderne, siger, at han overværede et møde mellem dem på værelserne 104 og 105 på Hotel Rovuma. De anklagede har i en annonce med store bogstaver meddelt, at ledelsen på hotellet bekræfter, at de to værelsesnumre ikke eksisterer, men ingen journalister har tjekket.
Indtil nu er kun sikkert, at der midt i maj blev fremlagt det foreløbige anklageskrift for undersøgelsesdommeren. Cardosos familie fremlagde et, hvor de anklagede fire mænd for at have udført mordet. Den offentlige anklager gik skridtet videre og anklagede yderligere to mænd for at have bestilt mordet. Ved den lejlighed blev de eksisterede beviser lagt frem, og derefter har forsvar og politi samt undersøgelsesdommeren tre måneder, det vil sige til midt i august, til at fremlægge den endelige anklage.
Men heller ikke den proces forløber glat. I fredags skulle hovedvidnet til mødet på hotellet afhøres, men om aftenen faldt han om og blev indlagt. Han ligger nu under politibeskyttelse og på det offentliges regning på Centralsygehuset.
Den 8. juli blev den første undersøgelsesdommer forflyttet. Han havde tilsyneladende ikke lavet noget på sagen.
I sidste uge blev eksperter fra Sydafrika tilkaldt til at lave en rekonstruktion for at beregne, hvor kuglerne kom fra, og for at lave DNA-test bl.a. på tøj, som nu har hængt hjemme i skabet hos den hovedanklagedes familie i otte måneder.
Og hver uge kører annoncekampangnen med helsider i den uafhængige avis Savanna og Renamo-avisen Demos.
Den ellers meget regeringsvenlige søndagsavis Domingo har taget afstand fra disse annoncer og nu to gange på lederplads opfordret journalister og andre til at diskutere denne fremgangsmåde i en verserende retsag.
Faktisk har denne avis tiest haft nyheder om sagen, som andre ikke havde. Savannas dagsorden i sagen har været mindre klar. Og flere iagttagere er skuffede over, at det ikke er Savanna, der har gravet i sandhed og løgn i denne sag, men har kørt mest på de rige fængsledes rettigheder beskrevet af deres advokater.
Midt i dette kører Cardoso-familiens kampagne "Vi vil leve uden frygt" også på ottende måned. Cardosos enke og to børn stiller op til blomsternedlægning på mordstedet hver måned på dødsdagen og en ekstra gang i fredags på hans fødselsdag.
Om aftenen var familie, venner og andre støtter inviteret i teatret til et nyt stykke skrevet til hans ære. Det hedder "Stilheden" og er lavet af gruppen Mutumbela Gogo og deres instruktør, den svenske forfatter Henning Mankell. Stykket vil senere blive vist som offentlige forestillinger.



