Arrestationer i sagen om mordet på Carlos Cardoso
Forretningsmænd arresteret i Maputo anklaget for at stå bag mordet på journalisten Carlos Cardoso.
Af Nadja Manghezi13. marts 2001
For lidt under to uger siden blev først to så i alt fem anholdt. De var mistænkt for at have myrdet den mozambikanske journalist Carlos Cardoso den 22. november sidste år.
Anholdelserne faldt efter tre måneders manglende udvikling i opklaringssagen og i takt med større og større pres på den mozambikanske regering både internt og fra udlandet.
Pressen mødte anholdelserne med en del skepsis og mange spørgsmål.
Havde politiet hele tiden vidst, hvem de skyldige var? Var de anholdte blot et par sølle syndebukke, der skulle stille offentligheden tilpas? Der var advarsler fra en avis om at passe godt på, at de anholdte ikke blev myrdet, inden de havde givet informationer om bagmændene videre. Kritikkerne var glade for at se en så vigtig udvikling i sagen, men opretholdt presset for en total opklaring.
Den 13. marts kom så meddelelsen om, at der var foretaget arrestationer af to meget magtfulde forretningsmænd, Momade Abdul Assife Satar og Ayob Abdul Satar.
En af Cardosos mærkesager var hans forsøg på at komme til bunds i en stor sag om banksvindel fra Den Mozambikanske Handelsbank BCM, hvor 144 milliarder meticais (14 mill US$) blev stjålet i 1996. Vicente Ramaya, direktør for Maputo-afdelingen af BMC, er også blevet anholdt. Det antages, at de også vil blive anklaget på mordet i 1999 på BMCs sagfører, Albano Silva.
Svindelsagen kom aldrig for retten på grund af storkorruption i Rigsadvokatens kontor. Rigsadvokat Diamentino dos Santos blev anklaget for at have skjult nogle af de vigtigste papirer til opklaring af sagen. Der blev udstedt en arrestordre mod ham, men han nåede at forsvinde.
Cardoso anklagede også Satar-familien for at være involveret i andre illegale handler, men brødrene Satar har været urørlige, og mange har gisnet om, hvor meget det har kostet dem, og hvor mange de har måttet bestikke for at undgå anholdelse.
Til det sidste var der spænding. Journalister havde fået et tip om Satar-brødrene ville blive arresteret mandag den 12. marts, men måtte gå med uforrettet sag fra PIC.
Først i dag blev myten om Satar-familiens urørlighed brudt, da de blev ført til Maputos top-sikkerhedsfængsel.
Vi holder vejret.
Skulle det alligevel være muligt at få mordet på Carlos Cardoso opklaret til bunds?
Skulle det være muligt også at komme til bund i de sager, som han kæmpede for?
Skulle vi igen en dag kunne læse Carlos Cardosos avis "Metical", uden at der på forsiden stod: "Det er nu 103 dage/104 dage/110 dage siden, Carlos Cardoso blev myrdet, og endnu ved vi ikke hvem morderen er".
Skulle det være sidste gang, at hans søn Ibo stillede sig frem ved en mindehøjtidelighed og sagde: "Jeg vil vide, hvem der myrdede min far."
Hans enke, Nina Berg, sagde for nyligt i et BBC interview: Vi som familie vil lære at leve uden Carlos, men jeg tvivler på, at regeringen kan leve med, at sagen om min mand ikke bliver opklaret.
Mozambique har et forklaringsproblem, hvis den fortsat vil betragtes som en retsstat og et demokratisk land.



