Bragt som debatindlæg i Politiken den 28. februar 2009

U-landene har krav på første afdrag på vores klimagæld

MS’ forkvinde Trine Pertou Mach kritiserer EU's såkaldt ’foreløbige position’ i klimaforhandlingerne – der skal penge på bordet til u-landene.

Af Trine Pertou Mach, forkvinde for Mellemfolkelig Samvirke

28. februar 2009

PÅ MANDAG mødes samtlige EU's miljøministre til endnu et COP 15-formøde. Det er EU's fælles forhandlingsposition, der gøres klar til endelig vedtagelse, når statsministrene mødes til forårstopmøde i slutningen af marts. Ingen tvivl om, at også politikere fra u-landene med spænding venter på anbefalingerne fra Connie Hedegaard & Co. En række u-landspolitikere ser gerne, at miljøministrene kommer med langt mere end den varme luft, der damper op af dokumenterne fra den såkaldte ’foreløbige position’ fra 28. januar 2009.

Her står der en masse om, hvad u-landene bør, kan og skal gøre, mens der til gengæld ikke er et eneste konkret tal, der indikerer, hvor stor en del af klimagælden EU på sin side vil tage ansvar for.

Det kan man mene meget om. I MS mener vi, at den ’foreløbige position’ ganske enkelt ikke er god nok. Den er for dårlig.

FOR DER er milliarder af euro på spil – og denne gang er det ikke u-landene, der skylder os i form af en uoverskuelig ulandsgæld. Det er den anden vej rundt.

Det er os, der står med en regning, vi skal forholde os til.

En klimagæld: UNDP anslår, at det hvert år (!) vil koste u-landene 65 milliarder euro at tilpasse sig de klimaændringer, som vi har forårsaget. De klimaændringer, som u-landene allerede betaler prisen for i form af manglende regn og andre ekstreme vejrforhold, der risikerer at påvirke fødevareproduktionen i verden, hvor hvert sjette menneske i forvejen sulter.

Skal u-landene tilpasse sig vores klimaændringer, vil det altså koste rigtig mange penge.

Men hvem skal nu betale? Os eller dem? Forureneren eller..? En mulighed er selvfølgelig, at vi fortsætter den hidtil selvfede stil fra ’den foreløbige position’. Vi er de rige og barmhjertige. Vi forbarmer os eventuelt over u-landene og bidrager lidt til tilpasningen. Lidt til regningen. En anden mulighed er, at vi samarbejder med u-landene og gør deres nuværende dybe mistillid til skamme og sætter tal og konkret handling på klimagælden.

EU'S FORELØBIGE udspil siger en masse om, hvad u-landene bør gøre, men undlader elegant at sætte tal på, hvor stor en del af klimagælden EU vil tage ansvar for. Dette til trods for, at EU er bekendt med alvoren i konflikten, således udtalte EU's miljøkommissær i januar: »No money, no deal«. Det bør og skal være forureneren – og ikke de lande, forureningen går ud over – der betaler regningen. Det ansvar er åbenbart svært for EU-landene at påtage sig. Men det haster.

I begyndelsen af næste uge ligger bolden og venter hos Connie Hedegaard og hendes kolleger – men mest hos Connie.

En ny global klimaaftale kommer kun i stand i København, hvis u-landene opfatter de rige lande som troværdige.

Som vært for COP 15 har vi selvfølgelig en særlig rolle. Vi skal ikke bare være vært og mediator, men sparke de bagstræberiske forhandlingspartnere som Tyskland og Polen ind i kampen. Ind til regningen på de 65 milliarder euro.

ALLEREDE PÅ mandag skal Connie Hedegaard vise det danske lederskab. Efter mødet skal dokumenterne, der går videre til statsministrenes forårsmøde i slutningen af marts, indeholde konkrete tal og forpligtelser over for u-landene.