Radioens stemme kommer stadig ud

Kong Gyanendra har lagt medierne i Nepal i lænker. Nyheder er forbudt og radioerne er blevet pålagt kun at sende musik. Dette er ordren på papiret, men i realiteten er det stadig muligt at lave udvikling gennem radio. Det er kun fantasien, som sætter grænserne.

Af Malene Lærke

30. april 2005

Rædslen og forvirringen var total i det nepalesiske medielandskab, da kong Gyanendra tog magten den 1. februar i år. Med et slag var pressefriheden væk. Politiske nyheder er direkte farlige for helbredet. Der skal tales pænt om kongen, militæret er en institution af helte, og maoisterne skal ties ihjel. Pressefriheden er suspenderet. Ministre fra kongens kabinet har dog forsøgt at overbevise journalisterne om, at der er pressefrihed i Nepal. Dette skete, mens der stadig var 10 journalister i fængsel. 

Der er censurerede nyheder i aviser og tv, men det er forbudt for radioerne at udsende nyheder. De er blevet pålagt kun at sende musik og underholdning. Radioen har i mange år været et anerkendt værktøj i udviklingsverdenen til at nå ud til folk i udviklingslandene for derigennem at give undervisning og informationer. En anden vigtig funktion er at binde små samfund sammen i lande, hvor aviser og tv ikke kommer ud til den brede befolkningsgruppe. 

Nyheden om suspenderingen af pressefriheden ramte hårdt på community radioerne rundt om i Nepal, der laver programmer blandt andet mod kastesystemet, kvindeundertrykkelse og social uretfærdighed. Og spørgsmålet, som journalisterne stillede sig, var, hvor denne pressecensur ville bringe radiomediet hen i fremtiden. Hvad kan der siges, uden det træder magthaverne over tæerne, men stadig hjælper folket? En måde er at fortælle uskadelige eventyr.

100 soldater til landsbyradio
Der var engang et land, hvor en konge overtog den totale magt i landet. Kongen fratog folket muligheden for at sige, hvad de mener. Radioerne i landet måtte ikke længere udsende nyheder. Den dag, hvor kongen overtog den totale magt, kom der klokken to om eftermiddagen cirka 100 soldater til en lille landsby med 325 indbyggere. 

På denne dag kom militæret for at lukke landsbyens stolthed ned. I syv år havde denne community radio kæmpet for at forandre samfundet, men denne dag blev radioen beordret til at kappe livlinen til de mange små samfund. Militærfolkene kom til landsbyen og forsamlede sig rundt om det lille tehus nær templet og på vejen op til radioen, som har hjemme i et lille toetagers mudderhus. Otte militærfolk gik op til radioen for at tale med programchefen. Da de fandt ham, blev han beordret til at gå ned og tale med militærlederen nede ved tehuset. 

- Jeg troede, de ville arrestere mig og smide mig i fængsel, så først gik jeg hen til mit hus for at tage noget pænt tøj på og sko på og putte nogle penge i min lomme. Udenfor ventede militæret med rifler klar til at skyde, mindes programchefen.

Militærlederen fortalte programchefen, at det nu kun var tilladt for radioen at sende musik. Radioen afviste at følge ordren fra militæret.

- Det er folkets ret at få nyheder igennem radioen. Dette er en community radio, og det var min pligt at blive ved med at sende. Alt, hvad vi har gjort, er for det omkringliggende samfund, og det gav mig kræfter til at fortsætte, siger programchefen og fremkalder det billede han havde i hovedet, mens han talte med militærlederen. Et sløret billede af kongen. Et billede som gjorde ham vred og frustreret. Ikke bange. 

Militærlederen beklagede sig over, at radioen kun havde gjort maoisterne stærkere.

- Men det har aldrig været i vores interesse. Vi giver kun de informationer, som vi føler bør gives igennem en radio for at styrke demokratiet. Vi kan ikke lide maoisterne, men de er et brændende problem her i Nepal, og derfor skal vi fortælle om dem, forklarede programchefen til militærlederen. 

En halv time senere kom politiet og beordrede radioen til at stoppe med at sende. Senere samme dag kom militæret og politiet sammen. Programchefen sagde stadig nej til at slukke for radioen. I to dage var radioen i stand til at blive ved med at sende, men efter 48 timers pres fra militæret måtte radioen bukke sig for overmagten. 

- Jeg kunne ikke længere bære byrden, da jeg var bange for, at militæret ville tage vores sender. Vi kunne ikke tage den risiko. Det har vi simpelthen ikke råd til, forklarer programchefen stille. 

Radio et hit i Nepal
Siden 1999 er der skudt 47 community radioer op i Nepal og et utal af kommercielle radioer. Radioerne har været den vigtigste kilde til information for et folk, hvor over 60 procent af befolkningen ikke kan læse og dét at købe et fjernsyn er forbeholdt de rige. Radio har været det frie medie, der kunne flyve frit ud til de mange små isolerede samfund i det ufremkommelige land og skabe luftrum for udvikling i et af verdens fattigste lande. 

- I landsbyerne er der ingen aviser, og radio har gjort det muligt for folk at deltage i debatten. I radioen kunne de udtrykke deres tanker og meninger. De kunne ringe ind til radioerne og synge en sang. De havde fået en stemme, siger Gopal Prasad Bashyal, vice-præsidenten for Federation of Nepalese Journalists (FNJ) i Palpa distriktet.

Det er ikke første gang, at medierne bliver underlagt censur. Det skete også i 2001, da kong Gyanendra første gang erklærede Nepal i undtagelsestilstand. Journalisterne frigjorde sig fra kongens lænker med en landsdækkende kampagne og med støtte fra de politiske partier. 

Angrebet på pressefriheden fra kongens side er denne gang specielt gået ud over radioerne, som har fået totalt forbud mod at sende nyheder, mens aviser og TV godt må bringe censurerede nyheder ud. Informations og kommunikationsministeren, Tanka Dhakal, har udtalt, at det er international praksis, at radioer ikke sender nyheder. Radioer er kun til for at sende underholdning. 

Sådan er det i hele verden, udtaler han. En del af forklaringen på at radiomediet specielt bliver undertrykt ligger i, at det er svært at styre radiomediet, som sender her og nu. En anden del af forklaringen er, at radio når ud til de fattigste af de fattige.

- Radio er mediet for de fattige. De fattige har ingen politisk eller økonomisk magt. De bliver ikke talt med i det store billede, men med informationerne fra radioerne bliver de fattige farlige, fordi de får viden til at kunne ændre deres liv, fortæller Gopal Gauragain, grundlægger af Communication Corner, som før 1. februar sendte landsdækkende nyheder ud fra Kathmandu. I dag er nyhedsredaktionen stille. Journalisterne er sat i venteposition i håbet om, at kongen snart er overbevidst om, at medierne skal frigøres. 

Nyheder i forklædning
Denne dag er ganske speciel for en radio i Nepal. Den er i gang med at omgå kongens dekret om, at der ikke må sendes nyheder ud fra en radio. Nyheder er måske et stort ord at bruge om udsendelsen, men der kommer informationer ud til folket. 

Atmosfæren på radioen er trykket. En stor beslutning er taget og ingen af de ansatte er sikre på konsekvenserne for radioen. De kan kun gætte. Men alle ved, at beslutningen skulle tages. Nyhedschefen er spændt men også dybt seriøs. I 42 dage har han ikke kunnet udføre sit arbejde med at sende nyheder fra radioen. Klokken 18.30 vil radioen gå imod kongen og føre Central District Office, CDO, bag lyset. 

Programmet bliver ikke kaldt et nyhedsprogram, og du kan ikke høre, at det er et nyhedsprogram, men det er nyheder for folket. I forklædning. Formatet er forandret og programmet vil lyde, som om det er underholdning. Det er dog ikke noget nyt for journalisterne, at de ikke må sige ordet nyhed. Det var først i 2003, at det blev tilladt at sige netop dét ord i æteren. Men nyhederne måtte godt lyde som nyheder. 

- Vi vil fortælle historierne, som om at vi gik ud i landsbyen, og der talte vi med nogle folk og gemt mellem alle sætningerne vil historien være. Vi vil ikke fortælle historierne som en nyhedshistorie, men som et eventyr, forklarer nyhedschefen, mens han viser planen for det nye program på en krøllet papirslap. Eventyrerne vil blive sendt uden at blive prioriteret, og nyhederne vil komme ud igennem uskyldige interview med almindelige mennesker, og imellem det hele vil der være musik. 

Stemmerne fra værterne vil lyde som om de er værter i et underholdningsprogram. Men det er nyheder. Dog er det ikke alle nyheder, der vil blive sendt. Politiske eventyr må vente til situationen i landet gør det mindre farligt for journalisternes liv at lave historierne. Pludselig er politiske nyheder blevet et modeord blandt journalisterne og en tvingende nødvendighed til trods for, at der før 1. februar ikke kom politiske nyheder ud fra radioen. 

Nyhedschefen løber op ad trappen for at spørge programchefen om en historie om arrestation af politiske ledere kan sendes i forklædning. Programchefen ryster på hovedet og svarer bestemt: Det kan vi ikke sende! 

- Nyheden om de arrestationen af de politiske ledere er for sensitiv, men vi kan sende bløde nyheder. Vi kan interviewe folk, som sælger grøntsager og få dagens priser på grøntsager udsendt. Det er information, siger programchefen. 

Underholdning eller nyheder?
Navnet på eventyrsprogrammet er ”tas tas laai” som betyder ”Kun for en tid.”

- Vi har valgt det navn, fordi så kan CDO høre programmet kun bliver sendt, indtil vi kan sende vores nyhedsprogrammer, griner programchefen og tilføjer, at CDO ikke kender forskellen mellem underholdning og nyheder. 

– Det er derfor, vi udsender vores nyheder som underholdning. Det er vores fidus, indtil vi har fået pressefriheden tilbage. Langsomt vil vi udvide de grænser, der er blevet lagt rundt om os.

Spørgsmålet er så, hvordan folk i det omgivende samfund vil vide, at det er et nyhedsprogram, når CDO ikke er i stand til at finde ud af det. 

- Vi behøver ikke at sige nyheder for at informere samfundet. Når der er gået noget tid, vil vores radio repræsentanter i landsbyerne informere folk på græsrodsniveauet, at det her er nyheder. Det er vores plan imod kongen, siger han eftertænksomt. 

En lov blev brudt
Dagen efter, at det første tas tas laai er blevet sendt, er programchefen stadig på radioen. Militæret er ikke kommet for at hente ham. 

- Det var med fuldt overlæg, at vi sendte det første program i går, siger han i dag fuld af selvtillid. Vi vidste, at der skulle være en demonstration i distriktsbyen, og at politiet sandsynligvis ville arrestere de politiske ledere. CDO havde andre ting i tankerne og havde ikke tid til at lytte til radio. Måske har de tid i dag, men det vil være bløde nyheder, som vi udsender, men måske vil CDO finde ud af det i dag. Lad os se, hvad der sker i fremtiden. Vi lægger ikke æg i øjeblikket. 

- Vi er i gang med at bygge en rede, siger han skælmsk.

Om aftenen er det tid for en ny udgave af tas tas laai. Stemningen på radioen er stille og koncentreret. Nyhedschefen sidder sammenbidt og redigerer et indslag, mens hans kvindelige kollega går hvileløst rundt og venter på, at det skal blive tid til at gå i studiet. Nyhedsjournalist B. B. har lige taget den lange tur op ad bakken til fods og sveder, mens han skriver eventyr. 

Indimellem spørger de hinanden, om de kan skrive det ene eller det andet. Diskuterer og kommer frem til en brugbar og ufarlig sætning. Nyhedschefen er stolt af, hvad radioen har bedrevet og et stort smil, da han bliver spurgt om gårsdagens program. 

- Vi gav det omgivende samfund, hvad de gerne vil have fra os. De ville have nyheder, og vi gav det til dem. I dag stoppede folk mig på gade og sagde til mig, at de tre andre radio stationer i distriktsbyen sover, og at denne radio er den eneste radio, der er vågen. Det er farligt, det som vi gør i den nuværende situation, men vi er rygraden i dette samfund. Vi er nødt til at gøre dette, siger han.

Den anden udgave af tas tas laai er lige blevet sendt, og journalisterne griner af lettelse. En time senere ringer en militærperson til radioen og spørger, hvordan tingene står til. 

– Alt er fint her på radioen. Her er stille og roligt, svarer nyhedschefen. 

Og sådan er det. På overfladen. Mens radioen prøver at få informationer ud til et folk, der ikke ved, hvad der foregår i nabokommunen. I næste uge går et nyt sundhedsprogram i luften og om et par uger er der premiere på et nyt landbrugsprogram. Og der står specifikt i koncepterne, at der ikke må spilles musik. Radioen har igen fået vejret efter militær og politi med geværets magt forsøgte at true radioen til at makke ret og er et levende bevis på, at udvikling kan lade sig gøre. Pressefrihed eller ej. 

Den pågældende community radio, der er beskrevet i artiklen og de interviewede fra radioen, er alle blevet anonymiseret for at sikre, at de ikke får problemer med magthaverne i Nepal.