Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

MS-Nepal årsmøde med fokus på den politiske situation

Dagsordenen for MS-Nepals årsmøde, der startede den 24. februar, er præget af kongens nylige magtovertagelse. Landet er i undtagelsestilstand, og vilkårene for udviklingsarbejde forandrede. At komme frem på vejene er heller ikke let.

Af Line Wolf Nielsen

23. februar 2005

At komme rundt i Nepal er ikke let. Den maoistiske oprørsbevægelse har forbudt al færdsel med bus og biler, og de har samtidig blokeret de største veje med træer, mure af sten og skjulte bomber. Derfor har nogle af MS-Nepals partnerskabsrepræsentanter måtte gå i otte timer med 25 kilo på ryggen, mens andre har bumlet i en rickshaw frem og tilbage over den indiske grænse for at nå frem til årsmødet i tide.

Laxmi Pathak og Yom Nath Aryal, der begge arbejder på Community Radio Madan Pokhara, startede klokken syv om morgenen med kurs mod regionshovedbyen Butwal og lufthavnen i Bhairawa. En gåtur på 40 kilometer.

”Rygsækken var tung af kassettebånd og bøger, og vi skulle forbi fire bomber, der lå i huller midt på vejen. Jeg var dog mere bange for de bevæbnede maoister i skovkanten. De venter på, at regeringens soldater kommer for at rydde vejblokaden, så de kan angribe dem” fortæller Yom Nath Aryal. Han og Laxmi nåede dog vel frem til Butwal, hvor de kunne praje en rickshaw videre til den to timer lange tur mod lufthavnen.

Samme lufthavn var også målet for Kshitiz Acharya og hendes fem medrejsende fra byen Kapilvastu. Deres tre rickshaws måtte vende om halvvejs, fordi vejen var totalt blokeret også for cyklende trafik. I stedet søgte de over grænsen til Indien, fire kilometer syd for deres hjemby. Her måtte de hyre en taxa til en syv timer lang tur og nåede derefter frem til en grænseovergang tæt på lufthavnen. Tilbage i Nepal igen var det igen rickshaws, der kørte dem det sidste stykke til flyet mod Katmandu.

63 partnerrepræsentanter gennem undtagelsestilstand

Frem det kom de, alle MS-Nepals 63 partnerrepræsentanter, og frem skulle de; dette årsmøde er nemlig ikke bare endnu et i rækken. Årsmødet finder sted, selv om grupper på mere end fem mennesker ikke længere har lov til frit at samles. Nepal er i undtagelsestilstand og har været det siden tirsdag den 1. februar, hvor kong Gyanendra afsatte sin egen regering og overtog magten. 

For MS-Nepals partnere er livet ikke blevet lettere efter kongens magtovertagelse. Retten til ytringsfrihed og forsamlingsfrihed samt fri information blev suspenderet, da landet blev erklæret i undtagelsestilstand. Og flere af de øverste politiske ledere er fortsat under husarrest, ligesom en række fagforeningsfolk, journalister, menneskerettighedsaktivister og politisk aktive har været tvunget til at gå under jorden eller tage over grænsen til Indien. Kun derved kan de fortsat arbejde. Kommunikationslinierne er dog - efter den første uges afbrydelser - blevet genetablerede. Det samme kan desværre ikke siges om det demokratiske spillerum. Heller ikke sikkerhedssituationen er blevet mere rolig. 

Med afskaffelsen af ytrings- og forsamlingsfriheden er det blevet meget vanskeligt at arbejde med folkelig deltagelse og indflydelse – to grundprincipper for godt udviklingsarbejde.

Civilsamfundsorganisationernes juridiske rettigheder er uklare – og usikkerheden om, hvor længe denne undtagelsestilstand vil vare, gør det svært for både lokale samarbejdspartnere og MS-Nepal at planlægge arbejdet frem i tiden.

MS-Nepal revurderer programstrategi og partnere

MS-Nepal har i alt 30 partnere, primært civilsamfundsorganisationer. Fire partnere er dog lokale regeringsinstitutioner på distriktsniveau, der arbejder for bedre skolegang til handicappede børn, og som træner fattige i fiskeopdræt. Hvordan dette samarbejde fremover vil se ud, vil blive afgjort i de kommende måneder, hvor MS-Nepal vil revurdere sine programstrategier, sine samarbejdspartnere og gennemgå de enkelte partnerskaber. Dette sker for at identificere de partnere, der kan styrke arbejdet for fred, demokratisering og menneskerettigheder. 

Maoisterne har nu erklæret, at de vil kæmpe for en nepalesisk republik, og der er vedvarende meldinger om en optrapning af maoisternes aktiviteter. Da maoisterne har blokeret veje og erklæret udgangsforbud, er samtlige danske udviklingsarbejdere kaldt ind til hovedstaden Katmandu.

International tilstedeværelse i Nepals landdistrikter, hvor hovedparten af MS-Nepals partnere er placeret, er fortsat meget væsentlig. Udfordringen i den nuværende sikkerhedsmæssige situation er at sikre MS' tilstedeværelse lokalt hos partnerne uden at sætte ansattes sikkerhed på spil.

Årsmødets dagsorden tager afsæt i den nuværende politiske situationen og de problemstillinger, der er knyttet til at arbejde med udvikling i et land i konflikt og i undtagelsestilstand. 

MS-Nepals årsmøde 2005 startede torsdag den 24. februar og varer tre dage.