Ved Carlos Cardosos død

Af Nadja Manghezi

29. november 2000

Et billede af Che Guevara. Et digt af Pablo Neruda. Plakater med Carlos' portræt. Breve. Håndskrevne opråb:

"De kan ikke lukke munden på os." "Vi vil ikke lade os kue. Fremad."

"Min helt. Giv mig din pen. Jeg tørster efter at kæmpe."

"Ned med gangstervældet!"

Nogle nyheder bliver hurtigt kolde. Verden må videre til andre tragedier. Meddelelsen om at den mozambikanske journalist Carlos Cardoso var blev skudt ned på vej hjem fra sit arbejde, blev mødt med lammelse. Folk vidste ikke, hvordan de skulle reagere. Det første var harmen. Så sorgen. Det halve Maputo kendte Carlos Cardoso. Begravelsen på Rådhuset viste den højtidelige respekt, vi har for døden. Men endnu var hele omfanget af tragedien ikke sunket ind.

Så begyndte reaktionerne. I avisernes dødsannoncer. I journalisternes protestmarch. I artikler over hele verden, hvor han er blevet kaldt Den Kritiske Journalistiks Fader. I websitens altmuligland www.ccardoso.tropical.com.mz. I blomsternes sprog på stedet, hvor han blev myrdet. I den anonyme menneskeskare, der fylder fortovet op foran drabsstedet. I underskriftsindsamlingerne til regeringen om at finde bagmændene.

Strømmen bliver ved.

Vi havde troet, at pressefriheden i Mozambique så småt var ved at fæste rod. Små aviser var begyndt at komme med kritik og sandheder, som aldrig havde været muligt tidligere. Carlos Cardoso havde umiddelbart efter uafhængigheden i 1975 startet sin journalistiske løbebane i ugeavisen Tempo. Nogle år efter blev han udnævnt til direktør for det mozambikanske Nyhedsbureau AIM, hvor han særlig var aktiv i forhold til apartheid-regimets hemmelige aktiviteter i nabolandene. I 1992 besluttede han sammen med andre journalister at stifte det første Mediekooperativ i Mozambique. Han flyttede videre og startede sin egen fax avis "Metical", hvor han tog fat i nogle af de værste skandaler, Mozambique har kendt. Han gravede sig ned i en stor bankskandale og afslørede nogle af bagmændene. Han gik til angreb på Verdensbanken og IMF og analyserede, hvad deres krav ville betyde for Mozambique. Han kastede sig ud i mafiaen bag handelen med stoffer. Metical var blevet en farlig avis.

De 10 kugler gennem hovedet gjorde det ikke kun af med ham. Det var en besked til andre journalister om at holde hænderne væk. Det var nok ikke tilfældigt, at han blev myrdet på Journalistforbundets 4-års dag. En anden journalist blev også angrebet og fik tungen skåret igennem. Det refereres, at gerningsmændene skal have sagt, at han "talte" for meget.

Protesterne retter sig mod regeringen. Der er ingen her, der er i tvivl om, at nogle meget magtfulde mennesker står bag mordet. Mange af regeringsmedlemmerne har noget i klemme, som ikke tåler dagens lys. Eller de lader stiltiende forbrydelser ske i venskabets navn.

Carlos havde ladet sig invælge i Maputos Kommunalbestyrelse ved sidste valg. Han var aktiv i bevægelsen "Sammen for Byen" og følte det derfor naturligt at være med til at forbedre Kommunens arbejde indefra.

Hans ven, forfatteren Mia Couto, udtrykte den fortvivlelse, der har ramt mozambikanerne ved Cardosos død, da han ved bisættelsen sagde:

"Vi føler os omgivet af et barbari, hvor dem der vil berige sig for enhver pris, ikke kender nogen form for skrupler. Dem der ophober skatte ved hjælp af handelen med stoffer, pengevask, våbenhandel. Det sker for øjnene af dem, der burde være vores garanti på et retssamfund, men som passivt ser til og ikke straffer lovløsheden.

Hvad er det for et land, vi ønsker vore børn skal leve i? Et lovløshedens land? En nation, der bliver regeret af frygt?

Eller ønsker vi et fredens land, hvor det kan betale sig at være retfærdig og ærlig? Hvis det er det sidste, vi vil, så må et eller andet ændre sig. Og ændre sig radikalt. Men spørgsmålet er, hvor mange af os, der er ved at miste troen på denne ændring. Efter så megen løgn. Så meget forrædderi.

Det er netop dét, de ønsker. Dem, der myrdede Cardoso, er ved at myrde vores land. De vil have, at vi skal opgive håbet og stiltiende finde os i den organiserede forbrydelses orden."

Den massive manifestation, der vokser for hver dag, og protesterne, der presser sig frem, tyder på, at mozambikanerne ikke vil finde sig i mere. De vil et Fredens land, hvor retfærdighed og gennemsigtighed igen får lov at eksistere. En radikal ændring. I dag bliver endnu en lejlighed til at vise deres raseri og fortvivlelse. I følge mozambikanske traditioner mødes man for at lægge blomster ved den dødes grav på syvende dagen for hans død.