Et besøg hos Jestina Mukoko på hospitalet
Udviklingsarbejder Malin Dorph Reits personlige beretning om sit besøg i Zimbabwe hos menneskerettighedsaktivisten Jestina Mukoko efter hendes nylige frigivelse fra fængslet.
Af Malin Dorph Reit05. marts 2009
Kære MS derhjemme!
Jeg besøgte Jestina på hospitalet i går eftermiddag!
Efter at hun er blevet løsladt, er det endelig muligt for en hvid udlænding som mig at komme til at se hende. Da hun var fængslet, skulle man ved ansøgning om tilladelse til at besøge hende som udlænding aflevere sit pas på politiets hovedkvarter – og så ville de se dig efter i sømmene, før de besluttede, om det var tilrådeligt. Ikke nogen god ide.
Det var skønt at se hende. Hun ser virkelig godt ud efter forholdene og er meget levende og til stede.
Og nogle ting er helt uforandrede. Siddende i hospitalssengen i lilla silkepyjamas med broderier holdt hun hof, som Jestina nu gør, mens hun spiste hospitals-pastaret og varme majs, som en veninde havde med. Hun gennemgik nøgternt avisudklip om sin sag og fortalte om prominente gæster, hun havde haft det seneste døgn.
Andre ting er selvfølgelig anderledes. Hun er f.eks. meget følelsesladet. Hun fik tårer i øjnene, da jeg kom ind ad døren, og i de fem minutter, hvor jeg var så heldig at have hende for mig selv, fortalte hun med tårerne trillende ned af kinderne om, hvor enestående Philemon (MS-Zimbabwes landedirektør, red.) har været i hele denne sag. Om hvor meget han har støttet familien, især hendes storebror, som er familiens overhoved, og hvor meget hans og Roses (forkvinden for MS-Zimbabwes rådgivende bestyrelse) gentagne besøg i Chikurubi-fængslet har betydet. Vi kan virkelig være stolte af vores landedirektør!
Jestina blev også rørt over at høre om den kraftige reaktion, hendes sag har fremkaldt blandt kvindenetværkets medlemmer. Og glad for at vi fortsat samler ind til Zimbabwe, og at nye, fantastiske kvinder er kommet til. Hun sender en hilsen til alle kvinderne med håb om at møde dem, når de kommer til Zimbabwe.
Efter de første fem minutter af besøget vrimlede det ind med familiemedlemmer, veninder og kolleger. Da jeg gik, var der nok 25 mennesker rundt om sengen i en meget lille hospitalsstue. Stemningen var let, og samtalen vekslede frem og tilbage mellem hendes sindssyge oplevelser, da hun blev bortført, og en soap i fjernsynet dagen før.
Der blev ikke talt om dagens retsmøde eller om fremtiden. Hun fortalte, at hun endnu ikke er klar til at kunne føle optimisme i forhold til, hvad der kommer til at ske. Det vigtigste for hende lige nu er at blive rask og at kunne være sammen med sin søn og sin familie.
Jeg har vedhæftet et billede, jeg tog i går med et meget elendigt mobiltelefon-kamera, så kan I selv se, at hun er i live! Det var ret syret, pludselig hev alle de besøgende deres mobiler op og begyndte at fotografere hende, så jeg tænkte, at det måtte jeg nok også hellere så...
Mange hilsner fra en glad Malin
