På jagt efter forandringer

MS-udviklingsarbejder Jannie Aasted og den nepalesiske journalist Mohan Chapagain tog i efteråret 2004 på en tur rundt blandt landsbyer i det vestlige Nepal. Opgaven var at indkredse de forandringer, mennesker - støttet af MS Nepal – har oplevet. Det blev til 29 interviews og en masse tanker om teori og virkelighed.

Af Jannie Aasted

26. januar 2005

 ”Hvis du vil forandre samfundet, skal du begynde med at forandre dig selv!” Mohan og jeg runder endnu et hårnålesving på den smalle bjergvej mellem Tansen og Pokhara. I firehjulstrækkeren synger Bjørn Afzelius om Juanita og den spanske borgerkrig. Med hænderne fast på rattet lytter jeg til Mohan, der fortæller om det finurlige røde tegn, vi bliver ved at se på stenene i vejkanten. 

Den sirligt malede spiral med en prik for neden symboliserer guruen Bikas Sanandas lære, erfarer jeg. Forudsætningen for altings revolution er, at mennesket starter med at revolutionere sig selv. Er der fred og godhed i prikken – mennesket - kan det sprede fred og godhed i en cirkelbevægelse ud i samfundet, i universet. Så enkelt kan det være. 

Men, hvis lige så mange nepalesere følger guruens lære, som der er spiraltegninger på landevejene i Nepal, hvorfor er her så borgerkrig, ufred og ondskab? 

”Åhå Jannieji”, griner min journalistven og slår ud med hænderne. Lette spørgsmål fører ikke nødvendigvis til lette svar.Virkeligheden kan ikke altid sættes på formel, synes hans tavse smil at sige mig.

Som så mange gange før, er det i pauserne, det sker. Den rykken ved vante forestillinger, jeg som udviklingsarbejdere oplever så tit. Nogle gange hjælper mine spørgsmål med til at afklare ting. Andre gange får jeg dem tilbage i hovedet.

Hvis det var så let at dechifrere en konflikt og gøre alle nepalesere til en homogen masse, var det ingen sag at bo og arbejde i Nepal. Virkeligheden er imidlertid mere nuanceret, og sandheden noget sværere at gribe fat i, når vi skal forsøge at navigere i den anderledes verden, vi som MS-udsendte er havnet i.

Hvordan slår man virkeligheden op? 

I løbet af vores indsamling af historier har jeg flere gange oplevet, at sort/hvide forklaringsmodeller ikke slår til. Mine erfaringer fra Danmark - og fra universitetet - har givet mig en ballast til at møde mennesker med en anden kultur. Jeg har lært, at sandheder defineres forskelligt og at være opmærksom på mine egne forudfattelser og blinde pletter. Men et er teori, noget andet er at overføre boglæren til det vestlige Nepal.

Jeg må efter 29 interviews og mange samtaler med min kollega sande, at min bagage ikke altid rækker til at forstå, hvad der egentlig sker omkring mig; Hvad der foregår blandt mænd, kvinder og børn i en landsby og hvilke sociale koder og antagelser, nepaleserne lever efter. 

Lige så snart jeg tror at have fået fat i den virkelige historie, forvirrer en oversat bemærkning mig, og jeg må stille nye spørgsmål. Hvis den handicappede mand er 52, hvordan kan han så ved ulykken, for 39 år siden, have været 9 år? Og kan det passe, at den golfkugle-store hvide sten, som en førhen barnløs kvinde ærbødigt hiver op af en plasticpose, virkelig sad i livmoderen? 

Når Mohan forklarer, at en kvindes lidelser i voksenlivet skyldes, at ”Hendes forældre ville drikke vand fra hendes fødder før hendes menstruation,” kan jeg ikke hive en ordbog eller en manual op af rygsækken og få et hurtigt svar. Jeg må undre mig og spørge og spørge - og måske til sidste erkende, at jeg ikke kan forstå alting.

Samtidig kører læresætningerne i baghovedet: Husk nu den skarpe vinkel. Undgå at præge interviewet. ”Sæt de sidste forrest” og ”Hav styr på dine facts”. Hjælp! Hvad nu hvis kvinden synes, det er vigtigt at bruge et kvarter på at fortælle om alder og profession på sine sønner, døtre, svigerinder og børnebørn og kun har to ord - som ”Fint nok” - til at beskrive den støtte, hun har fået gennem MS’ partnerorganisation? 

Muligheder før begrænsninger

Gennem fire år på universitetet har jeg lært at løse problemorienterede opgaver. I Nepal har jeg på egen krop mærket, at alt ikke kan reduceres til problemformulering, metode, analyse og konklusion. Til gengæld har jeg forstået, at processen er lige så vigtig som resultatet. 

At arbejde sammen med en nepalesisk journalist og lave interviews på en græsmåtte har været en god chance for at lære at bruge min intuition, pakke mine teorier til side, miste overblikket for en stund og være åben over for, at folk kan have andre sandheder end jeg. En ydmyg fornemmelse af, at verden kan se ud på flere måder, har indfundet sig.

På vej hjem i bilen efter vores sidste interview spørger jeg:

”Hvad med dig, Mohan, har du lært noget af mig?”

”At være interesseret og postiv. Mest af alt se mulighederne før problemerne”, svarer han. 

Pyha. Så er der da noget om snakken. Interkulturelt samarbejde er en arbejdsproces, der fører til gensidig læring. Er det i virkeligheden ikke det, der i udviklingsteorien kaldes ’Appreciative Inquiry’, tænker jeg. Uden at kunne gøre for det!