El Salvador vælger til venstre
Socialisten Mauricio Funes vinder præsidentvalget i El Salvador og sætter en stopper for 20 års neoliberal politik. Men kan han samle landet og partiet?
|
|
En ARENA-tilhænger uddeler valgmateriale i et lyskryds i San Salvador - men til ingen nytte. Efter 20 år ved magten må højrepartiet nu aflevere landets højeste embede til Mauricio Funes fra det socialistiske FMLN. Foto: Christian Korsgaard.
|
Af Christian Korsgaard :: Informationsmedarbejder, MS Mellemamerika
”Jeg er nu, hinsides al tvivl, El Salvadors nye præsident.”
Med disse historiske ord erklærede socialisten og journalisten Mauricio Funes sig i nat for vinder af det salvadoranske præsidentvalg, på et tidspunkt hvor 90 procent af stemmerne var optalt. Optællingen gav på det tidspunkt Funes 51,2 procent af stemmerne. Kort tid efter erkendte kandidaten for det regerende højreparti ARENA, den tidligere politichef Rodrigo Ávila, sit nederlag, og dermed har endnu et latinamerikansk land valgt til venstre for midten.
Funes bliver El Salvadors 72. præsident og sætter med sin sejr en stopper for 20 års ARENA-regeringer, som med sin ukritiske liberaliserings- og globaliseringspolitik har kastet landet ud i en alvorlig social, økonomisk og sikkerhedspolitisk krise.
Hård kampagne
Valgkampen har været hård og beskyldninger har føget fra den ene lejr til den anden. På sin side har Funes utilsløret klandret Ávila og ARENA for alle det mellemamerikanske lands problemer og ladet sin modstander tage det historiske ansvar for beslutninger som eksempelvis tidligere præsident Cristiani traf tilbage i begyndelsen af 1990’erne.
Omvendt har Ávila lige så utilsløret prøvet at sætte lighedtegn mellem den ret beset temmelig moderne socialist Funes og gammelkommunisme a la Cuba. På kæmpestore billboards i hovedstaden har ARENA således finansieret fotomontager hvor Funes optræder flankeret af kontroversielle præsidenter som fx Hugo Chávez fra Venezuela og Daniel Ortega fra Nicaragua. Budskabet har været tydeligt: Vælger I Funes, vælger I kaos.
”En ny fredsaftale”
Samtidig har billeder af krig, ødelæggelse og konflikt domineret ARENAs kampagnemateriale og Funes’ tilhængere havde på forhånd frygtet at mange vælgere i sidste ende ville reagere på skræmmekampagnen. Det lader imidlertid ikke til at være sket, og Funes rakte da også allerede i nat hånden ud mod det slagne ARENA.
”Denne aften kendetegnes af det samme ønske om håb og forening, som i sin tid gjorde det muligt at indgå fredsaftalerne. I dag har vi underskrevet en ny aftale, som forener landet med sig selv. Jeg vil derfor med det samme opfordre de forskellige sociale og politiske grupperinger i landet til at arbejde sammen om at bygge en fremtid sammen. Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at de der har sejret i dag, er de borgere som har troet på håbet og har nedkæmpet frygten,” udtalte Funes i nat.
Kampen på de indre linier
Funes, der er 49 år gammel, er uddannet journalist og blev først politisk aktiv for nogle få år siden. Netop det faktum, at hans partipolitiske baggage er begrænset, viste sig tidligt i kampagnen at være en kolossal fordel, fordi ARENAs kampagner i mange tilfælde kom til at virke forfejlede. Funes havde nemlig ikke nogen rolle i El Salvadors blodige borgerkrig, men har gennem sit journalistiske virke tværtimod opbygget et image som kompromisløs forkæmper for demokratiet.
”Han har sådan set altid ført valgkamp, han har bare ikke været i politik,” kommenterer hans tidligere kollega, journalisten Susana Barrera.
Netop de socialistiske kandidaters politiske og revolutionære baggage har tidligere vist sig at være en alvorlig hæmsko for den gamle guerillabevægelse FMLN, for selvom borgerkrigen nu ligger nogle år tilbage i tiden, så har befolkningen den i klar erindring. Det har derfor også skabt en del panderynken at Funes’ vicepræsident netop kommer fra FMLN’s gammelrevolutionære gruppe.
De kommende dage vil vise om Funes har magt nok i FMLN til at insistere på at han selv bør sammensætte sin regering af moderate og moderne socialister, eller om han må give efter for de krav som partiets ortodokse allerede nu har formuleret – noget for noget, de vil også have magt i den nye regering.



