Hvis bare kvinderne bestemte noget mere!

Pernille Bærendtsen arbejder som informationsmedarbejder for MS Tanzania. Det sidste halve år har hun bl.a. arbejdet med materiale til MS’ landsindsamling den 3. maj.

Bare fordi at kvinder her ikke inddrages i de formelle strukturer, som vi forestiller os fra et dansk demokrati, betyder det ikke at de ikke ved, hvad de ville gøre anderledes. Foto: Pernille Bærendtsen

I følge maasaiernes overleveringer skulle den lange regnsæson – ’masikaen’ - være lige på trapperne når akacietræerne står i blomst. Det er umiddelbart svært at tro, for vejen mellem Arusha i det nordlige Tanzania og den kenyanske grænse snor sig gennem et landskab der har samme farve som mine skosåler. En støvet farveskala af grå og rødbrune nuancer, der kun brydes af en klar, blå himmel og de pletvise, blomstrende akacietræer.

Det er det samme landskab som turister i tusindetal betaler for at komme på safari i – bag os ligger Meru bjerget, og kun et par timer herfra ligger Kilimanjaro og Ngorongoro-krateret. Jeg har en af de helt særlige arbejdsdage - på arbejde som informationsarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Maasailand. Vi er på vej i bil til Kiserian landsby i Longido distrikt. Longido er også navnet på et lille bjerg, der på maasaiernes sprog betyder ’stenen hvor man kan hvæsse sin kniv’. Det rager ret op forude og er det perfekte pejlemærke for, hvor vi skal dreje af asfaltvejen og ind i bushen. Efter en times tid på jordvej når vi til Kiserian, hvor vi skal besøge en kvindegruppe, som MS støtter gennem en lokal organisation, og som er en del af målgruppen for MS’ landsindsamling d. 3. maj. Min opgave er at få landsbyen til at berette om mænd og kvinders bidrag til landsbyens udvikling – herunder kvinders adgang til jord.

Kvinders adgang til jord

’Kijiji cha Kiserian’ står der med sirlige bogstaver på opslaget i landsbyens kontor, en simpel bygning i bar beton. Kiserian landsby – direkte oversat fra kiswahili. Vi giver hånd – her bruger vi det afrikanske håndtryk, hvor vi gensidigt berører hinandens håndflader og holder fast i hinandens fingerspidser meget længere end hvad de fleste danskere vil finde passende. Vi bliver stuvet sammen på smalle træbænke, der tipper ligeså snart at personen i den anden ende flytter sig.

I udviklingslandene står kvinderne for 60-80% af landbrugsproduktionen, men de ejer kun 5% af jorden. De steder, hvor kvinder ejer jorden samt inddrages i den formelle fælles beslutningsstruktur om hvordan landsbyens jord skal anvendes, er familiens fødevaresituation ofte markant bedre. Her er med andre ord en større chance for at hele familien får mad på bordet og at børnene kommer i skole. Adgang til jord kan med andre ord bidrage til at bringe tanzanierne ud af fattigdom.

Kvindegruppen i Kiserian favner over 600 kvinder, og gennem de sidste ni år er de blevet undervist i deres rettigheder i henhold til Tanzanias jordlovgivning. Det er selvfølgelig ikke alle de 600 kvinder der er til stede, men en mindre gruppe. På grund af tørtiden befinder mange sig længere væk, hvor der er adgang til vand og græs til deres kvæg.

På trods af at livet i en maasai landsby langt ude på landet i Tanzania forstærker virkningen af at føle sig meget langt hjemmefra i mere end en forstand, er problemerne vi prænsenteres for, ganske enkle. Jeg er opvokset på et landbrug på Lolland, og det at have adgang til et stykke jord som en vej ud af fattigdom er i virkeligheden ikke er specielt fjernt fra Lollands egen historie. Lolland er et af de steder i Danmark hvor jordfordelingen historisk har været mest skæv – på Lolland har en mindre gruppe jordbesiddere traditionelt ejet store dele land, mens store dele af landbefolkningen var afhængige af ansættelse på disse jorde for at tjene til det daglige brød. Jordreformerne i begyndelsen af 1900-tallet var bl.a. med til at etablere husmandsbrug, der skulle sikre at familier kunne overleve ved mindre landbrugsproduktioner. Det var dog langt fra altid tilfældet, og også på Lolland tog – og tager - udviklingen tid.

I Tanzania kræver det oceaner af tålmodighed. Det tager tid at etablere en undervisningsstruktur for kvinder, der lever i et samfund hvor tradition betyder mere end landets lovgivning. Jeg bliver derfor også overrasket, når kvinder og mænd rejser sig op og beretter med stolthed. Her har landsbyen allerede set ting ske, som har bidraget til forbedringer af deres liv. I Kiserian siger kvinderne ’når’ og ikke ’hvis’.

Vejen mellem Arusha i det nordlige Tanzania og den kenyanske grænse snor sig gennem et landskab der har samme farve som mine skosåler. En støvet farveskala af grå og rødbrune nuancer, der kun brydes af en klar, blå himmel og de pletvise, blomstrende akacietræer. Foto: Pernille Bærendtsen

Kvinder gør det meste, og de gør det bedre

Tanzania har faktisk en udmærket jordlovgivning. På papiret. Problemet er bare, at mange landsbyer, som f.eks. Kiserian, ikke ville have noget kendskab til den, hvis ikke de havde modtaget undervisning. Tanzanias lovgving stiller krav om, at hvert landsbyråd skal have mindst tre kvindelige medlemmer ud af 25 mulige. Her i Kiserian er de otte af de 25 medlemmer kvinder. Landsbyrådet har nedsat en række underkomiteer, bl.a. en jordkomite der skal varetage fordelingen af jord – her skal kvinder og mænd besætte de 10 pladser fifty-fifty.

I Kiserian har man også opfyldt denne målsætning. Men selvom denne landsby givetvis ligger over landsgennemsnittet, mener landsbyrådet godt, at det kan blive meget bedre. Det er nemlig sådan at flere ting bliver gjort anderledes, når antallet af kvinder der er med til at bestemme, stiger. Tingene bliver bedre. Direkte adspurgte, svarer begge køn, at kvinder er mere loyale, at de er mindre korrupte, at de kommunikerer beslutninger til hele landsbyen og at de inddrager andre heri. Begge køn siger lige ud, at flere kvinder i de beslutningsdygtige organer er meget bedre for landsbyens bedste.

Men selvom resultatet af at inddrage flere kvinder - set over tid - er positivt, kniber det med at få flere kvinder ind i de formelle, beslutningstagende strukturer. Kvinderne står nemlig overfor nogle helt håndgribelige praktiske problemer, som skal overkommes før. F.eks. kan de færreste kvinder læse og skrive. Da vi kørte mod landsbyen, passerede vi godt nok skolen hvor vi så flokke af både drenge og piger storme rundt i farverige skoleuniformer som et lovende tegn på at næste generation kan blive til kvinder med basale skolekundskaber.

Men ligenu har deres mødre altså et problem. Som mange andre steder i Afrika er det nemlig stadigvæk kvinderne, der står for langt størstedelen af arbejdet i hjemmet og i marken. Det er kvinderne der henter vand og brænde, som dyrker marken, sørger for at børnene får mad og kommer i skole. Kvinderne spiller en afgørende rolle for hvordan familien fungerer, og dermed landsbyen.

Det ekstra skub

Kvinderne fniser lidt, da jeg spørger dem direkte, om det er rigtigt. Om hvad det er de som kvinder kan og vil lave om på, hvis flere af dem var med til at bestemme. En af kvinderne tager ordet. Man skal ikke tage fejl. Bare fordi at kvinder her ikke inddrages i de formelle strukturer, som vi forestiller os fra et dansk demokrati, betyder det ikke at de ikke ved, hvad de ville gøre anderledes. 'Når kvinderne skal være med til at lede, så vil de deltage i alle møder (indforstået at det gør mænd ikke). En kvinde ved at hun skal bidrage og deltage. Hun vil nemlig tale for børnenes uddannelse, og for at udviklingen kommer alle mennesker til gode. Hun vil tilstræbe at være en person, man kan stole på’ (igen underforstået, at mændene ikke lever op hertil).

Og mændene er tilsyneladende med på det. I det mindste på papiret, og når vi snakker løst og fast. Det er svært ikke at spørge, hvad der så nu skal til for at give det et ekstra skub. Undervisningen, som MS har været med til at støtte, har helt sikkert rykket ved nogle grænser. Dels har den rent konkret givet flere kvinder adgang til jord, men den har også gjort både kvinder og mænd i Kiserian mere åbne og opsøgende, så de nu forsøger at praktisere det nye, de lærer.

Derfor er undervisningen stadig vigtig, og netop et argument for at retten til jord ikke kun handler om at få et papir på jorden. Udviklingen handler også om de ting, der sker inde i hovedet på både mænd og kvinder, men som er langt sværere at måle.