Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Sydsudan

Skrøbelig stat ramt af nye uroligheder

Invalide soldater gjorde i denne uge oprør i Sydsudan. Mellemfolkeligt Samvirke arbejder i en af de fire ramte byer.

Af Janne Bruvoll, informationsmedarbejder MS Sudan

21. marts 2009

Seks måneder uden løn. Det blev for meget for de sårede og invalide krigshelte fra Sydsudans hær, og i denne uge gik de på barrikaderne i en samlet aktion. I fire af Sydsudans største byer lukkede soldaterne veje og drev folk væk fra markeder og gader.

”Det her var ikke et tilfældigt oprør, og de har en legitim sag. Den sydsudanesiske regering har anerkendt, at de invalide soldater stadig er ansatte af hæren og skal modtage løn. Så er det ikke et urimeligt krav at stille, at man gerne vil have sin løn efter seks måneder,” mener Lars Anderskouv, som er chef for Mellemfolkeligt Samvirke i Sydsudan.

MS' kontor er placeret i Yei, som er en af de fire byer, der blev ramt af urolighederne. Da hovedvejene blev barrikaderet, og butikker og banker lukkede, måtte MS' ansatte væbne sig med tålmodighed.

”Dette er et typisk eksempel på, hvorfor Sudan kategoriseres som en skrøbelig stat. Det, at en aktion som denne lammer en af Sydsudans største byer i tre dage, illustrerer, hvor skrøbelig situationen her er. Fordi der ikke er nogen parlamentarisk kontrol over hæren, udgør de væbnede styrker en destabiliserende magtfaktor, som ikke kan ignoreres. Præsidenten måtte jo smide alt, hvad han havde i hænderne, og rejse til Yei med en kuffert med penge,” siger Lars Anderskouv.

Efter to dages uroligheder ankom præsidenten for Sydsudan, Salva Kiir Mayardit, til Yei med to måneders lønninger til soldaterne. Det har fået roen til at falde over Yei.

”Men det er episoder som det her, der viser, hvorfor vores arbejde her er så vigtigt. Vi arbejder for, at Sydsudan skal blive et reelt demokrati, hvor staten prioriterer sine ressourcer efter folkets ønsker og behov,” siger Lars Anderskouv.

I Sydsudan arbejder Mellemfolkeligt Samvirke for at styrke nærdemokratiet og øge folks indflydelse på deres eget liv – bl.a. ved at støtte lokale medier og borgeroplysning om demokrati og menneskerettigheder.