Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Globale Gymnasier vinder EU-pris for projekt med Operation Dagsværk og MS

Fire gymnasier modtager sammen med Operation Dagsværk og Mellemfolkeligt Samvirke en global uddannelsespris fra Europarådet. Prisen gives for et netværks-projekt som skal forbedre kendskabet til FNs 2015-mål.

24. marts 2009

Langkær Gymnasium, Københavns Åbne Gymnasium, Rosborg Gymnasium og Svendborg Gymnasium modtager sammen med Operation Dagsværk og Mellemfolkeligt Samvirke en pris for at styrke det globale udsyn i gymnasiet ved weekendens Global Education Week Evaluation Seminar i Budapest.  Det skriver Operation Dagsværk på sin hjemme side.

Europarådet uddeler hvert år prisen World Aware Education Award på 1.500 € til tre projekter i Europa, som igennem samarbejde og networking formår at inddrage globalt udsyn på en inkluderende og nytænkende måde i undervisningen. I år er det danske projekt Globale Gymnasier iblandt vinderne. 

Globale Gymnasier er et ambitiøst projekt opstartet af Operation Dagsværk, som skal sætte danske gymnasieelever i forbindelse med andre unge over hele verden. Igennem kommunikation og erfaringsudveksling skal elevernes kulturforståelse og globale udsyn styrkes. Igennem hele forløbet er det eleverne selv, der skal på banen – det er nemlig kun ved selv at deltage og få andre mennesker i tale, at ens horisont udvides. 

Målet med projektet er blandt andet at forbedre kendskabet til FN’s Millenniumerklæring også kendt som 2015-målene. Målene som skal sikre uddannelse, sundhed og bedre levevilkår i verden, er langt fra opfyldt, og ser heller ikke ud til at blive det, men ved at udbrede kendskabet til målsætningerne og styrke elevernes globale medborgerskab, kan man forbedre mulighederne for, at målene kan realiseres i fremtiden. 

Pt. består projektet af et samarbejde mellem de fire gymnasier samt Mellemfolkeligt Samvirke og Operation Dagsværk, og opbyggelsen af et globalt netværk er i gang. Projektet bliver desuden støttet af integrationsministeriet og udenrigsministeriet.

Fakta

Europarådet består af 47 stater i Europa og har til formål at fremme menneskerettigheder, demokrati og retsstaten. World Aware Education Award er en pris som uddeles hvert år af Europarådet for at fremme globalt udsyn og samarbejde.


World Aware Education Award blev overrakt under The Global Education Week Evaluation Seminar i Budapest d. 21.-22. marts 2009.


Siden gymnasiereformen har der været stillet krav om globalt udsyn i undervisningen i gymnasiet via Gymnasiebekendtgørelsen:


”[Eleven] skal opnå forudsætninger for aktiv medvirken i et demokratisk samfund og forståelse for mulighederne for individuelt og i fællesskab at bidrage til udvikling og forandring samt forståelse af såvel det nære som det europæiske og globale perspektiv”