Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Gennembrud i Ugandas korruptionsbekæmpelse

En hård dom til økonomidirektøren for Ugandas hemmelige politi for svindel med fondsmidler markerer et gennembrud for korruptionsbekæmpelse – et af MS’ fokusområder i landet.

Af Vibeke Quaade, informationsmedarbejder for MS i Uganda

10 års fængsel og en tilbagebetaling på i alt 110 millioner Uganda Shilling, 300.000 DDK. Det var straffen, da den 51-årige Teddy Cheeye, økonomidirektør for Ugandas hemmelige politi, Internal Security Organisation, den 8. april blev dømt for grov svindel med Global Fund midler.

Global Fund er øremærket til forebyggelse og behandling af hiv/aids, tuberkulose og malaria, og i 2003 blev 201 millioner amerikanske dollars bevilget til Uganda til udbetaling over en femårig periode. Men allerede i 2005 blev bevillingen stoppet igen, da den globale fond fik mistanke om, at der fandt storsvindel sted med de på det tidspunkt frigivne 45,4 millioner amerikanske dollar.

Fordi pengene var beregnet til bekæmpelse af dødelige sygdomme, vakte den kyniske svindel røre både national og internationalt. Forargelsen blev ikke mindre af, at det øjensynligt var en række folk på betroede regeringsposter, som var indblandet, herunder Teddy Cheeye. Under kendelsen den 8. april lagde dommeren heller ikke fingrene imellem, da han sammenlignede Cheeye’s handlinger med massemord.

Analytikere vurderer, at Cheeye-sagens udfald markerer en ny epoke i landets korruptionsbekæmpelse, fordi der endelig falder straf for grov svindel på højeste plan.

”Dommen er et gennembrud i Ugandas korruptionsbekæmpelse. Indtil videre har korrupte topfolk haft frit spil og handlet ud fra overbevisningen om, at de aldrig skulle stå til regnskab. Det sætter denne dom en stopper for”, siger Jasper Tumuhimbise, som er koordinator for ”Anti Corruption Coalition Uganda”, en landsdækkende paraplyorganisation for Ugandas civilsamfundsgrupper, som bekæmper korruption.

De ugandiske medier er enige i den vurdering. Medieopbuddet var massivt under retssagen, og regeringsavisen New Vision har den 9. april afsat seks sider, herunder forsiden, til at dække sagen. I oppositionsavisen Daily Monitors leder står der: "Må Cheeye-sagen ikke stå alene, lad den være begyndelsen på et korruptionsfrit Uganda".

Medvirkende til optimismen efter Cheeye-sagens domsafsigelse er også, at den stod sin prøve i Ugandas nye anti-korruptionsdomstol. Den er etableret som en særlig afdeling under Højesteret og blev indviet i sidste måned.

Især den danske og den hollandske regering har været medvirkende til at få den særlige domstol oprettet. Indtil videre har donorerne ikke bidraget økonomisk til domstolen, som anses for at være unik i bekæmpelsen af korruption.

”Det er for den ugandiske stats egen regning, at anti-korruptions domstolen er oprettet, og det signalerer god vilje”, mener Jasper Tumuhimbise. Han taler dog også for, at det på sigt vil blive nødvendigt at få udenlandsk støtte for at sikre, at domstolen har tilstrækkelig kapacitet til at klare landets mange alvorlige korruptionssager.

Foreløbig er det Global Fund sager, som har førsteret. I de kommende måneder forventes tre tidligere sundhedsminstre; Jim Muwezi, Mike Mukula og Alex Kamugisha at skulle i retten.

Uganda lå i 2008 som nummer 126 på Transparency Internationals liste over opfattelsen af korruption blandt embedsmænd og politikere. Det er gået tilbage. I 2005 var placeringen 105.