Et sammenbrud med muligheder

Med et krav om en gigantisk kompensationspulje har Nicaragua sat en kæp i hjulet på forhandlingerne om en associeringsaftale mellem EU og Mellemamerika. Sammenbruddet giver nye muligheder, mener kritikerne.

Demonstranter markerer i Tegucigalpa deres utilfredshed med forhandlingerne om en associeringsaftale mellem EU og Mellemamerika. Forhandlingerne er nu brudt sammen, efter at Nicaragua har fremsat krav om en gigantisk kompensationspulje. Foto: Hanne Poulsen.

Den første uge i april var Honduras hovedstad Tegucigalpa vært for den syvende forhandlingsrunde mellem Mellemamerika og Europa på vejen mod en såkaldt associeringsaftale mellem de to regioner.

I Honduras brugte småbønder, arbejdere og andre lokalgrupper lejligheden til at samle tropperne og vise deres utilfredshed med aftalens indhold og den måde, forhandlingerne er foregået på. Mere end tusind personer fra hele landet var mødt op til et offentligt debatmøde om aftalens muligheder og farer, og bagefter samledes deltagerne til en demonstration foran den officielle forhandlingsbygning i Tegucigalpa.

Midt på ugen brød forhandlingerne sammen, fordi Nicaragua valgte at trække sig ud.

Manglende deltagelse

Forhandlingerne af aftalen startede tilbage i oktober 2007, og som i de øvrige EU-associeringsaftaler består den af tre dele: Politisk dialog, udviklingsstøtte og frihandel. EU har erklæret, at målet med aftalen er at fremme udvikling og integration i regionen, men fokus har næsten udelukkende været på frihandel. Af samme grund har dele af civilsamfundet i både Europa og Mellemamerika forsøgt at råbe forhandlere og politikere op, fordi de ikke mener, at en handelsaftale vil skabe udvikling i regionen – tværtimod.

Et af kritikpunkterne, som også MS har fokuseret på, er civilsamfundets manglende deltagelse i forhandlingerne. Der findes nemlig ikke noget velfungerende og repræsentativt forum, hvor den mellemamerikanske civilbefolkning kan give sin mening til kende og dermed påvirke forhandlingerne.

I Honduras har der været god respons på tiltag og anmodninger fra civilsamfundsgrupper. Men ifølge Jesús Garza fra MS’ partnernetværk CHAAC er det svært at vide, om det har nogen betydning og er med til at sikre en “befolkningsvenlig position”, når de mellemamerikanske forhandlere møder de europæiske.

Kortsigtede løsninger

Set fra et handelsmæssigt synspunkt kan det til tider være svært at forstå, hvordan de mellemamerikanske regeringer overhovedet kan have noget at forhandle med i forhold til en så meget større og veludviklet region som EU.

Integrationen i Mellemamerika mangler stadig meget, før en velfungerende samhandel kan foregå imellem landene selv, og størstedelen af de produktive sektorer består af små producenter med metoder og kapital, der langt fra er konkurrencedygtig i forhold til deres europæiske kolleger. Det er tilmed usandsynligt, at de egentlige konkurrencedygtige mellemamerikanske produkter som sukker, bananer og forarbejdet kaffe vil få bedre adgang til de europæiske markeder, end de allerede har gennem den såkaldte GSP+ ordning.

Så hvad er det egentlig, de mellemamerikanske delegationer forhandler? Jesús Garza har ofte stillet det samme spørgsmål til sin regering og er nu nået frem til følgende svar: ”Herfra fokuseres der på to hovedinteresser: Arbejdspladser og højere udviklingsstøtte til regionen”.

Kigger man på kvaliteten og flygtigheden af de arbejdspladser, udenlandske investeringer har skabt i regionen i de sidste årtier og især i lyset af den aktuelle økonomiske krise, må begge siges at være temmelig kortsigtede og på sigt blot medvirkende til at øge regionens afhængighed og sårbarhed.

Sigapore-emnerne ordnes bilateralt

Fordelene synes derimod at være på europæernes og de europæiske virksomheders side. Fra EU-siden fokuseres der efter sigende på udvikling, respekt for menneskerettigheder og miljø. Men samtidigt kræver de europæiske forhandlere mindst ligeså gode handelsvilkår og adgang til de mellemamerikanske markeder, som USA har fået igennem CAFTA-aftalen – en aftale som med nu tre år på bagen ikke har vist sig at være fremmende for fattigdomsbekæmpelsen, men som derimod har øget landenes sårbarhed overfor eksterne forhold.

Dele af det mellemamerikanske civilsamfund er især bekymret over, at europæiske virksomheder kan få samme rettigheder som nationale virksomheder inden for investeringer, konkurrence og offentlige indkøb. Det kunne nemlig ende med at gå ud over borgernes rettigheder til grundlæggende ydelser som adgang til vand og elektricitet. De samme punkter, også kaldt Singapore-emnerne, kan ikke forhandles i WTO-regi, og kritikerne mener derfor, at EU – ligesom USA har gjort det – benytter lejligheden til at forhandle dem på plads på bilateral vis.

Pesos og euro vejer tungest

EU har dog forpligtet sig til at lave en social og miljømæssig konsekvensundersøgelse som baggrund for forhandlingerne. Under den syvende forhandlingsrunde var denne undersøgelse endnu ikke færdig, og fra mellemamerikansk side findes der ikke nogen samlet og anerkendt undersøgelse, som man på regionalt plan bruger som baggrund for forhandlingerne. I de enkelte civilsamfundsorganisationer findes der store mængder af information omkring den formodede effekt af en associerings- og især handelsaftale med EU – megen med base i de resultater eller den effekt, de mellemamerikanske landes aftale med USA har vist.

Spørger man Jesús Garza, hvorfor disse undersøgelse ikke bruges, eller hvorfor man ikke laver et officielt forarbejde til en så vigtig aftale, siger han blot, at man må forstå, hvordan tingene foregår: ”En ting er at lave undersøgelser og gå den diplomatiske vej, som man burde. En anden, og det er den der altid vinder, er kort at kigge på, hvad der er mest rentabelt i pesos og euros på kort sigt.”

Som en repræsentant for de europæiske forhandlere udtalte foran demonstranterne i Tegucigalpa, så forhandler han EU’s interesser – og det er de mellemamerikanske forhandleres ansvar at gøre det samme for deres region. Men uden en velfungerende, mellemamerikansk platform og med den ringe inddragelse af civilbefolkningen i forhandlingerne burde man fra EU’s side overveje, hvis interesser der egentlig bliver forhandlet.

Time out og tænkepause

Der er dog på nuværende tidspunkt dømt tvunget tænkepause i forhandlingerne.

Nicaragua trak sig i løbet af den syvende runde efter manglende støtte til et forslag om, at der skulle oprettes en kompensations-pulje på grund af den store asymmetri mellem de to regioner.

Puljen skulle hjælpe små og mellemstore virksomheder til at udvikle deres konkurrenceevne og dermed muligheder for at klare sig i handelsaftalens kontekst. EU er blevet kritiseret for at ville presse forhandlingerne for hurtigt igennem uden at tage hensyn til de negative konsekvenser, og de kritiske, mellemamerikanske civilsamfundsgrupper håber nu på, at suspensionen af forhandlingerne vil trække ud, indtil den nyvalgte venstreorienterede regering i El Salvador er blevet indsat den 1. juni.

Det vil give mulighed for en mere samlet, kritisk tilgang og for at udøve indflydelse og dermed forhåbentlig mere ligeværdige og velgennemtænkte forhandlinger for en aftale med henblik på egentlig langsigtet udvikling i stedet for ren frihandel.