Tanzania i klemme mellem udvikling og heksekraft

Tanzanias premierminister opfordrede i slutningen af januar 2009 befolkningen til at dræbe heksedoktorer, der slår albinoer ihjel. Han kom med andre ord til at opfordre tanzanierne til selvjustits.

200.000 mennesker ud af Tanzanias 40 millioner indbyggere lider angiveligvis af albinisme - en medfødt sygdom, som hindrer pigmentdannelse i hud, hår og øjne. I følge officielle kilder er 46 albinoer blevet myrdet mellem juni 2007 og januar 2009, fordi der hersker en udbredt tro på, at albinoernes hår, blod eller kropsdele brugt i en troldomseliksir kan gøre folk rige.

Tanzania mønstrer sig af at være et land i udvikling, et land godt på vej. Præsidenten, Jakaya Kikwete, trådte i januar af efter et succesrigt år som formand for Den Afrikanske Union, og er stadig medlem af Den Danske Afrika Kommission. Tanzanias image har imidlertid lidt skade under de seneste års omtale i international presse, der har fokuseret på det store antal albinoer der er blevet slået ihjel.

I Tanzania – såvel som i andre dele af Afrika - hersker en udbredt tro på, at albinoernes hår, blod eller kropsdele brugt i en troldomseliksir kan gøre folk rige. Regeringens officielle tal sætter tallet af albinoer til 8000, mens Albino Association of Tanzania anslår, at 200.000 ud af Tanzanias 40 millioner lider af albinisme - en medfødt sygdom, som hindrer pigmentdannelse i hud, hår og øjne. I følge officielle kilder er 46 albinoer blevet myrdet mellem juni 2007 og januar 2009, og i aviserne kan man læse, at albinokropsdele – afhængige af størrelsen - kan indbringe alt fra 2000 til 28.000 dollars.

Mob justice som løsning

Men ingen er endnu blevet retsforfulgt for mord på albinoerne. Til gengæld er 2869 mennesker, i følge avisen ’The East African’ den 23. marts, i samme periode blevet slået ihjel, fordi de er blevet mistænkt for mord på albinoer. Kontrasten mellem disse to tal blev ikke mindre interessant da Tanzanias premierminister, Mizengo Pinda, i slutningen af januar tog sagen i egen hånd og opfordrede landets borgere til selvjustits med ordene: ’Hvis du ser en person dræbe en albino, så dræb ham på stedet!’ Den lokale betegnelse herfor er ’mob justice’ – et velkendt begreb i Afrika, hvor både skyldige og uskyldige afstraffes på stedet med forhåndenværende redskaber.

Troen på det overnaturlige lever i bedste velgående i Tanzania: Folk der har et tydeligt 'W' eller 'M' i deres håndflade siges bl.a. at være attraktive for en heksedoktor.

Premierministerens reaktion markerede med al tydelighed, at Tanzania ikke kun har et praktisk problem med selve håndteringen af heksekunst og drab på albinoer. Tanzania har også et identitetsproblem - her fanget mellem en ældgammel, traditionel kultur og et stærkt ønske om at se sig selv som en moderne nation der lever op til vestlige idealer. Regeringen har påtaget sig opgaven med at få landet til fremstå attraktivt, men hvordan gør man lige det, når en stor del af indbyggerne stadig konsulterer heksedoktorer?

I juni 2008 udtalte Salvator Rweyemamu, en talsmand for regeringen i Tanzania, til New York Times: ’Det handler om de stereotype forestillinger folk har af Afrika, og som vi skal forsøge at distancere os fra’. Rweyemamu giver hermed forklaring til en del af drivkraften bag det ukonventionelle forslag, som Tanzanias statsminister kom til at gøre sig til talsmand for.

Oppositionen forlangte at premierministeren tog sin afsked, men kritikken løb langsomt ud i sandet, da statsministeren den 29. januar begræd sine udtalelser i parlamentet: Mizengo Pinda tog sine duggede briller af, pudsede næse i lommetørklædet, og var på avisernes forsider dagen efter med en appel om tilgivelse fra Gud. Regeringens håndtering synes imidlertid at fortrænge de grundliggende årsager til problemet – at tanzanierne landet over i vid udstrækning stadig benytter sig af de traditionelle heksedoktorer, angiveligvis med lokale lederes accept.

Uventet debat om demokrati
Premierministerens udtalelse satte til gengæld skub i en anden type debat om hvad en politiker kan tillade sig sige fra en talerstol. Debatten tog i begyndelsen af februar form af debatindlæg i aviser, pressemeddelser med holdningstilkendegivelser og som demonstrationer på gaden, hvor albinoerne prompte reagerede til fordel for Mizengo Pinda.

Journalisten, Makwaia wa Kuhenga, gav i den tanzaniske avis, ’The Citizen’, d. 2. februar 2009, to mulige forklaringer på hvorfor tanzanierne roder rundt i begreberne. Han mener, at tanzanierne er besatte af at blive rige, og eksemplificerer med at det er en offentlig hemmelighed at selv landets ledere benytter sig af heksedoktorer. Den anden – at brugen af waganga er et rodfæstet kulturelt fænomen - og at det dermed er en national selvmodsigelse at forbyde heksedoktorer.

En underviser i jura fra universitet i Dar es Salaam, Dr. Sengondo Mvungi, udtalte den 5. februar i ’The Express’, at ’at drab og forfølgelser aldrig stopper, hvis der ikke finder rettergang sted.’

Centret for Menneskerettigheder i Dar es Salaam tog også afstand fra Mizengo Pindas opfordring i en pressemeddelse, samt opfordrede Mizengo Pinda til rette sin indsats mod politiets administration og f.eks. gøre noget ved korruptionen og forsinkelserne i den strafferetslige efterforskning.

Mizengo Pinda har imidlertid Præsident Kikwetes støtte, som i sin nytårstale til nationen den 31. december 2008 bekendtgjorde at regeringen agter at gennemføre (dengang ikke præcist definerede) foranstaltninger, hvor borgere hemmeligt kan angive, dem som de mistænker for at være heksedoktorer, og som dræber og sælger albinoer. Igen en selvtægtsløsning, som delvist praktiseres allerede, hvis man kigger på antallet af de folk, der er blevet slået ihjel og som aldrig fik en retssag, fordi de blev kategoriseret som heksedoktorer.

Kommer Tanzania til bunds i problemet?
Den 5. marts lancerede regeringen så endelig den lovede foranstaltning - en ’hemmelig, skriftlig angivelse’, hvor tanzaniere nu kan angive dem, de mistænker for heksekunst, gravskænderi og narkotikasalg m.m. I ’The East African’ skriver den faste kommentator Karl Lyimo, den 23. marts, at der i praksis ikke er den store forskel på denne metode og mob justice, samt at initiativet er retsmæssigt tvivlsomt. Angiver man f.eks. en person fra sit nabolag, man ikke synes om, kan vedkommende blive smidt i fængsel uden rettergang - hvis vedkommende overhovedet når så langt.

Tanzaniernes dagligdag og liv er - som indbyggerne i mange andre afrikanske lande - en dynamik mellem nogle meget traditionelle afrikanske grundværdier og vestlig indflydelse. Der er imidlertid meget stor forskel på om man befinder sig i storbyerne eller langt ude på landet. Størstedelen af overgreb på albinoer finder sted i området omkring Viktoriasøen, hvor både den mentale og geografiske distance mellem det traditionelle og det moderne Tanzania, er meget lang.

Fattigdom – men også mangel på oplysning og debat - får folk til at ty til det de kender. Men osse den kendsgerning – at problemet har rod i det overnaturlige, heksekraft og nogle grundlæggende traditioner – er noget som mange tanzaniere – men sandelig også deres politikere – ikke synes om at diskutere i detaljer.

Tanzania har endnu ikke fundet løsningen. Men debatten, der de seneste måneder er intensiveret i medierne og blandt politikerne, er måske et skridt på vejen?