Du er hvad du spiser!

- Hvis du altså får noget at spise. Tanzania er et landbrugssamfund, og en stor del af landets 40 millioner er dybt afhængige af adgangen til jord for at få mad i maven. Adgang til dyrkbar jord er nemlig lig med noget at spise.

På trods af at Kisarawe ligger ganske tæt på den største by i Tanzania - Dar es Salaam stopper asfalten ved Kisarawe by. I regnsæsonen bliver jordvejene, der går videre herfra til de mindre landsbyer, til rødt mudder.

Cirka en trediedel af de 40 millioner mennesker, der bor i Tanzania, lever for under en dollar om dagen. Størstedelen – ca. 80% - af de fattigeste tanzaniere bor på landet, og er dermed afhængige af det de kan dyrke på deres jord, enten for selv at spise udbyttet eller for at sælge det videre.

Men befolkningstallet stiger i Tanzania. Det vil rent praktisk sige, at der bliver mindre jord per indbygger. Hertil kommer, at udenlandske investorer, ofte i samarbejde med staten, opkøber jord af landsbyerne til stordriftslandbrug, dyre- og naturreservater, safariturisme samt biobrændsel. Dette udkonkurrerer og tvinger de lokale beboere til at flytte. Problemerne forstærkes af korruption, befolkningstilvækst og skader på miljøet.

På det helt konkrete daglige plan har det afgørende betydning for hvad og hvor meget den enkelte tanzanier får at spise til hverdag.

Biobrændsel giver mindre dyrkbare jord
Da de stigende energipriser sidste år i bl.a. Europa og USA satte ekstra fokus på brugen af biobrændsel, begyndte firmaet, Sun Biofuel Tanzania Ldt., at opkøbe jord i Kisarawe distrikt med det formål at dyrke ’jatropha’ – en plante som producerer oliefrø, der kan anvendes til produktion af biodiesel - et alternativt brændstof til de dyrere fossile brændstoffer (se boks nederst).

2840 husstande fordelt på 11 landsbyer i Kisarawe distrikt solgte sidste år dele af eller hele deres jord til dette firma, hvilket samlet løb op i 9000 acres. Virksomheden antager, at den de første fem år vil producere mellem 50 og 75 millioner liter biodiesel, omkring 10% af Tanzania's årlige behov.

Fordelene for beboerne i Kisarawe er endnu ikke indlysende. Den udvikling de er blevet lovet, synes at lade vente på sig. Der hersker desuden en udbredt forvirring, fordi folk i landsbyerne ikke kan gennemskue konsekvenserne af, at de nu ikke har adgang til at dyrke jord eller til at hente træ fra skoven.

En klar kendsgerning er imidlertid, at dem der har solgt deres jord, nu ingen jord har at dyrke, samt at den trækulproduktion, som mange mennesker i Kisarawe har tjent penge paa, vil blive begrænset.

Mangara Ramadhan og Wazage Mfaume er henholdvis 15 og 13 år, og bor begge i Palaka, en lille landsby i Kisarawe distrikt. Wazage Mfaume starter med at fortælle:

’Min far har solgt al vores jord for 12 måneder siden. Jeg ved ikke præcist hvor meget jord, vi havde, men nu har vi ikke noget tilbage. Min far dyrker nu et andet stykke jord i en anden landsby, som han har fået af en ven. Jorden ligger langt væk fra vores landsby. Jeg ved faktisk ikke helt hvorfor, at min far solgte vores jord’, siger Wazage.

Mangara Ramadhan fortæller, at hans mor stadig dyrker majs, durra, kassava, kokosnøder og bønner:

’Mine forældre solgte ikke alt deres jord, men kun et mindre stykke jord der i forvejen lå meget langt væk fra deres hus’.

Mangara Ramadhan er 15 år og Wazage Mfaume er 13 år. De bor begge i Palaka, en lille landsby i Kisarawe distrikt, hvor de går i samme klasse.

Mad på bordet
I Tanzania er det velanset at kunne spise sig mæt hver dag, og en stor, tyk mave er symbol på velstand. Men det handler også om, hvad man har råd til at spise.

Tanzaniernes opfattelse af fattigom og hvor fattig man er, hænger sammen med hvilken mad der er tilgængelig, samt hvad man må betale for den.

En undersøgelse foretaget af Tanzanias regering i 2007 viser, at 67% af de voksne tanzaniere anser udgifter til mad og andre basale behov for at være et af deres største problemer i dagligdagen. I undersøgelsen spurgte man bl.a. om folk fik fisk eller kød til hverdag, om folk syntes de fik nok mad, samt hvor mange måltider folk spiste om dagen. Kun 55% af de adspurgte tanzaniere, der bor på landet, svarede at de fik tre måltider mad om dagen.

Det mest almindelige måltid i Tanzania er 'ugali', som er en slags grød kogt af mel fremstillet af majs eller kassavarødder. De heldige tanzaniere kan tilføje kød, bønner og grøntsager, men mange må nøjes med ugali. Ugali fremstillet af majs indeholder mere næring end kassava. Men kassava er billigere, bl.a. fordi planten kan vokse selv i tørke, og fordi man kan bruge både blade og rødder.

Mindre jord – mindre mad
Selvom drengene ikke kan overskue de store konsekvenser, kan de mærke forandringerne i det daglige. Mangara og Wazage sammenligner sidste år med i år, hvor begge familier nu har mindre jord at dyrke. Wazage Mfaume forklarer: ’Fordi den nye jord er mindre, får vi nu mindre mad. Nu dyrker vi kun bønner og kassava, og vi får mindre måltider. Sidste år plejede jeg, at spise mere mad og mere forskelligt, fordi vi også dyrkede majs og durra. Nu lever vi af den kassava, som vi kan dyrke på vores nye jord. Det er sjældent, at vi køber mad - måske køber vi bare lidt salt. Vi har f.eks. ikke råd til grøntsager, fordi priserne er for høje’ (se boks nederst).

Begge drenge har prøvet ikke at have mad nok og at være sultne. I ovenævnte undersøgelse fra 2007 foretaget af Tanzanias regering underbygges drengenes erfaringer, idet at 19% af landbefolkningen svarede, at de tit oplevede sult, og at 43% oplevede, at det skete ind i mellem.

Obed Mahenda, der arbejder for Vijana Vision Tanzania - en lokal organisation, der arbejder med at oplyse folk om deres rettigheder i forhold til jord og naturressurser, og som desuden arbejder for at dokumentere konsekvenser af biobrændselproduktionen – bakker op om de to drenges udsagn.

Obed Mahenda fortæller desuden. at det oftest er mænd der modtager betaling for jorden, og at pengene ikke altid anvendes langsigtet - f.eks. på deres børn: ’Det er desuden en almindelig antagelse, at når hvide mennesker kommer til landsbyen er det lig med udvikling og forandring til det bedre.'

Obed Mahenda forklarer, at mange mennesker nu derfor også er skuffede. Folk forventede dels flere penge for deres jord, men folk haevder også at de endnu ikke har set noget til de 4000 arbejdspladser som biobraendselfirmaet angiveligvis har lovet som erstatning for den jord, de nu ikke kan dyrke. Fast arbejde er ikke et dårligt bytte i Kisarawe, hvor folk ellers må rejse til Dar es Salaam. Obed påpeger imidlertid, at udsigterne stadig er usikre, fordi folk ofte mangler uddannelse - f.eks. noget så simpelt som et kørekort. Han forklarer, at folk ofte konkluderer, at de jo bare kan kigge efter noget andet jord: 'Men det er jo ikke gangbart i længden. Når folk rejser andre steder hen, skaber det pres på andre landsbyer der således får det samme problem: - Mindre jord og dermed færre muligheder for at forsyne sig med mad.'