Skoler i oprør over u-landsbesparelser
Lærere og rektorer protesterer mod udviklingsminister Ulla Tørnæs' forslag om at spare 32 millioner kroner på u-landsoplysningen.
Det skriver journalisterne Ulla Poulsen og Britta Søndertgaard i Kristeligt Dagblad 2. september, side 1.
"Ser man på gymnasiets overordnede mål, fremgår det blandt andet, at eleverne skal have lejlighed til at forholde sig til globaliseringen og kunne sammenligne deres eget liv med andres. Det er u-landsorganisationernes materiale med til at sikre. Det er en måde at skabe en interesse for den fattigste del af verden, som er værdifuld i undervisningen," siger Jens Bencke.
Han er rektor på Christianshavns Gymnasium og repræsentant for Rektorforeningen. Han mener, at skolerne nu vil få vanskeligere ved at skaffe relevant undervisningsmateriale. Også Danmarks Lærerforening er stærkt kritisk over for Tørnæs' udspil.
"Det har vidtrækkende konsekvenser for, om eleverne forstår behovet for u-landsbistanden, hvis udbuddet af undervisningsmaterialer forringes," siger formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.
Blandt de fagkonsulenter, der arbejder med u-landsområdet, er der også udbredt bekymring for fremtiden. Rektorforeningen, Gymnasielærerforeningen og en række elevorganisationer planlægger en fælles kampagne for at bevare bevillingen.
Læs hele artiklen hos Kristeligt Dagblad.



