Hvad Zumas valgsejr i Sydafrika betyder for Zimbabwe
Både sydafrikanerne og mange zimbabwere glædede sig over valget af Jacob Zuma som præsident i Sydafrika. Men der er også mange zimbabwere, der ikke tør glæde sig for tidligt.
27. april 2009Der var jubel blandt almindelige sydafrikanere i townships rundt omkring i Sydafrika, da resultaterne fra det sydafrikanske valg blev offentliggjort. Stuepiger, vejarbejdere, arbejdsløse og andre lavtlønnede var strømmet til valgurnerne i en grad, der gjorde valgdeltagelsen til den højeste siden Sydafrikas første frie valg efter apartheids afskaffelse i 1994.
På trods af at ANC lige akkurat ikke fik 2/3 flertal i parlamentet, så er der ikke meget tvivl om, at ANC med 65,9 pct. af stemmerne var et populært valg blandt sydafrikanere – og det skyldes ikke mindst præsidentkandidaten Jacob Zuma.
Reaktionerne i Zimbabwe
I nabolandet Zimbabwe har reaktionerne på udsigten til fem år med Jacob Zuma ved magten varieret fra glade lykønskninger til mere forsigtig optimisme. Ministre fra det tidligere oppositionsparti MDC i Zimbabwes nye samlingsregering har hilst Zuma velkommen i håb om, at det kan føre til et øget pres på Robert Mugabe.
Jacob Zumas datter er gift ind i et højstående MDC-medlems familie, og mange i MDC håber derfor, at det gøre Jacob Zuma mere venligt stemt over for MDC.
Og Jacob Zuma har også været meget kritisk over for Robert Mugabe og hans parti Zanu-PF – især i forbindelse med de omdiskuterede valg i Zimbabwe i 2008. Men nogle mener, at det er hans personlige holdning – og at det er mere tvivlsomt, hvorvidt den vil afspejles i hans officielle holdning som præsident for Sydafrika.
Det siger Solomon Chikohwero, en MDC-aktivist i Sydafrika med tætte forbindelser til ANC:
”Som leder af ANC kan han være kritisk over for Mugabe til et vist punkt, men hvordan han vil forholde sig til situationen i Zimbabwe som Sydafrikas præsident, ved vi endnu ikke.”
Mange observatører mener dog, at Jacob Zuma vil repræsentere et skift i den sydafrikanske politik over for Zimbabwe i forhold til Sydafrikas tidligere præsident Thabo Mbeki, der førte en politik med det "stille diplomati", hvilket mere eller mindre betød, at Sydafrika blandede sig uden om Zimbabwes interne anliggender. Denne politik gav Robert Mugabe et stort råderum til at gøre stort set, hvad der passede ham. Dette "stille diplomati" har blakket Thabo Mbekis ry alvorligt, og ikke mindst Zuma har kritiseret ham for denne politik.
Forventer mere ærligt diplomati
Tendai Biti, der er finansminister for MDC i Zimbabwes samlingsregering, sagde i den forgangne uge:
”Jeg forventer et mere direkte, ærligt og håndgribeligt diplomati. Jacob Zuma er ikke Thabo Mbeki, og det betyder meget. Jeg kender manden og møder ham regelmæssigt og ved, hvordan han tænker.”
Præcis hvordan Jacob Zuma vil forholde sig til Zimbabwe som Sydafrikas nye præsident, vil han sandsynligvis løfte sløret for, når han holder sin åbningstale om små to uger, siger Solomon Chikohwero:
”Det er for tidligt at sige noget om hans officielle standpunkt i forhold til Zimbabwe, men jeg er sikker på, at han vil tage sig tid til at uddybe dette, når han holder sin åbningstale.”
Ry for at være populist
Blandt almindelige zimbabwere i Sydafrika og Zimbabwe er der blandede forventninger. Jacob Zuma har ry for at være en populist, der appellerer bredt til den almindelige befolkning – i Sydafrika. Og selv om han har været kritisk overfor Robert Mugabe og Zanu-PF’s voldelige måde at føre politik på, så mener mange også, at det skyldes hans – og ANC’s – tætte forbindelser til det sydafrikanske kommunistparti og den stærkt venstreorienterede fagforening COSATU (Sydafrikas LO). Især sidstnævnte har været en stærk allieret for den zimbabwiske opposition, som også har sine rødder i fagbevægelsen.
COSATU og kommunistpartiet har været stærke forbundsfæller for Jacob Zuma i hans opstigning til magtens tinder. Men nu hvor fået magten, er spørgsmålet, hvor meget af hans kritik af Robert Mugabe, der har haft til formål at glæde COSATU og kommunistpartiet.
Sydafrikas Zimbabwe-flygtninge
Et andet indenrigspolitisk spørgsmål er, hvordan han vil forholde sig til de mange zimbabwere, der er flygtet fra Zimbabwe til Sydafrika. De udgør en stor gruppe flygtninge, der er meget upopulære i Sydafrika, og som i maj 2008 blev overfaldet og tæsket i flere af de store townships i Sydafrika – under hvad der er kendt som "de xenofobiske angreb". Netop fordi mange anser Jacob Zuma for at lade sig styre af populistiske sager, frygter mange zimbabwere derfor, at de endnu engang kan blive målet for fremmedfjendtlige angreb – både politisk og fysisk.



