Når en landsby bliver målt op

Anne Mette Nordfalk

29. april 2009

 

"En af mine venners kone var meget syg. Men hun kunne ikke få behandling, for de havde ingen penge. Manden prøvede at få et lån i banken, men fik afslag, fordi han ikke havde papir på den jord, de boede på. Til sidst døde hans kone. Det er derfor vi skal have vores landsbyer målt op”.

Premlata Bhatta, et centralt medlem af National Village Block forum og jordrettighedsorganisationen KIDC (Kapilvastu Institutional Development Center), ser trist ud, mens hun fortæller historien om, hvordan jordcertifikater kom for sent til hendes landsby.

Ligesom mange andre fattige landsbyboere i det sydlige Nepal er Premlata og hendes familie bosat i en landsby, der er registreret som en enkelt blok, uden individuelt ejerskab.
Men på det seneste er fremtiden begyndt at se lysere ud i disse landsbyer.

På grund af intens landsbymobilisering og nationalt lobbyarbejde i forhold til medlemmerne af den grundlovsgivende forsamling og regeringen har KIDC formået at få jordopmåling indledt i ti landsbyer i distriktet Kapilvastu: "Vores organisation Gautam Buddha anmodede om, at vores jord blev målt op og nu er landsbyens grunde pænt adskilt", forklarer Mina Kewat, fra Tilaurakot, Kapilvastu, da vi besøgte hende landsby i det tidlige forår 2009. Gautam Buddha er et af ti mindre ngo'er, der tilsammen udgør KIDC og som støttes af Mellemfolkeligt Samvirke.
"Nu, hvor vi får jordcertifikater, kan vi tage lån og udføre aktiviteter. Det er vi meget glade for", siger Jaya Ram Kewat en ældre landsbybeboer, stående i sin flotte Chilimark. "Vi skændes heller ikke så meget nu", tilføjer en ældre dame, og hentyder hermed til alle de grænseskelsproblemer som landsbyen før døjede med.

Bedre sundhedsmuligheder, uddannelse, øgede indkomstmuligheder og landsbyfred er nogle af de goder der følger med jordcertifikater, fordi de giver ejerne mulighed for at tage lån.
Men for at komme til denne fase er en vigtig faktor nødt til at være overvundet.
Statsborgerskab er en nødvendighed
En barriere, som KIDC og landsbyboere måttet overvinde var kravet om nepalesisk statsborgerskab for at eje jord. Uden papirer ingen jord og særligt kvinder mangler ofte dette vigtige dokument. I Nepal skal man søge om statsborgerskab. Det udstedes fra man er 16 år og kvinder, der ikke lader sig registrere, før de gifter sig, skal have deres mands underskrift for at opnå statsborgerskab.

"I vores landsby var der 5-7 kvinder, som ikke havde borgerskab, men nu er de også registreret og klar til at modtage jord", siger Jaya Ram og tilføjer, at i hans eget tilfælde, er det kun hans kone, der står på familiens jord certifikat "Hvis der sker noget med mig, giver det færre problemer for hende", han smiler.
Retten til jord kan øge status for kvinder i familien, både før og efter ægteskabet mener Premlatta Bhatta: ”Som det er nu bliver du behandlet dårligt, hvis du føder en datter. Og når man som kvinde bliver gift, er ens familie nødt til at give medgift. Hvis ikke, risikerer man at få bank eller endog blive dræbt. Det er derfor, vi arbejder på at både sønner og datter får lige ret til deres fars ejendom".

Ti landsbyer er en god begyndelse
Ti landsbyer er som sådan en sejr for KIDC og hele jord rettighedsbevægelsen, men tiden er ikke inde til at KIDC kan læne sig tilbage og nyde deres resultater: "Vi blev lovet fire undersøgelseshold og fik kun et enkelt, så vi er nødt til at presse regeringen igen, for at få dem til at holde deres løfter, "siger Nirajan Lamsal, programmet koordinator for KIDC.