dansk english Facebook Twitter
Uddannelse

    Training of Trainers - en ny uddannelse i at undervise unge

    Har du mod på at lave undervisning der rykker verden? Vil du lære at facilitere processer – alt fra brainstorms og dialog til kompetencegivende uddannelsesforløb?

    I september 2009 åbner vi dørene for MS’s nye deltidsuddannelse, Training of Trainers – en praksisorienteret underviseruddannelse, der giver dig kompetence til planlægning, organisering og udførelse af workshops og uddannelsesforløb for unge i at lave social forandring både i dansk og international sammenhæng. Training of Trainers er en værktøjsorienteret uddannelse der giver dig:

    Forståelse for hvordan teori om læring, didaktik og social forandring omsættes til praksis

    Redskaber i uddannelsesplanlægning samt facilitering af læreprocesser, dialog, kulturforståelse og gruppedynamik.

    Erfaring med at planlægge, udføre og evaluere uddannelsesforløb for unge i at drive social forandring

    Metode

    Til forskel fra de fleste underviseruddannelser i Danmark, bygger Training for Trainers sit pædagogiske grundlag på learning-by-doing – og det gennemsyrer alle moduler. Det betyder konkret at du vil opleve en meget stejl læringskurve, da du hele tiden bliver kastet ud i øvelser og afprøver metoder, værktøjer og workshops af i praksis. Vi gør samtidig meget ud af at understøtte din personlige udvikling som underviser ved at give dig løbende coaching og supervision fra dine medkursister samt fra professionelle uddannelseskonsulenter og undervisere. Derudover lærer du også gennem samarbejde og teambuilding på holdet, som består af 20-30 engagerede unge og som understøttes af topmotiverede undervisere. Du afslutter og består uddanelsen ved at afholde et professionelt kursus sammen med dine medkursister og undervisere på uddannelsen. Hvis du vil lære mere om vores træningsmetode, så læs mere her

    Hvad kan jeg bruge uddannelsen til og hvad kan jeg lære?

    Når du er færdig med uddannelsen, er du i stand til at planlægge, gennemføre og evaluere undervisningsforløb. Helt konkret betyder det, at du kan arbejde med uddannelsesplanlægning f.eks. opstille læringsmål og omsætte dem til kompetencegivende undervisning. Og fungere som facilitator f.eks. styre brainstorms og åbne diskussioner, facilitere gruppearbejde, inspirere til reflektion og motivere til handling. Derudover vil du blive en mere sikker kommunikatør og kunne begå dig som ansvarlig procestovholder i små og store grupper samt kunne udvikle gruppers evne til at samarbejde og lære sammen.

    Forløbet klæder dig på til at begå dig inden for mange områder: 

         Undervisning

         Møde- og konferencefacilitering

         Uddannelsesplanlægning i organisationer

         HR, ledelse og kommunikation

         Oplysningsarbejde

    Mere specifikt kvalificeres du til at blive en del af Mellemfolkeligt Samvirkes Globale træningsteam, der leverer undervisning på Mellemfolkeligt Samvirkes Globale Platforme i København, Kenya, El Salvador og Indien. Der gennemføres også kurser og uddannelser i Mellemøsten og Vietnam. 

    Du kan læse mere om uddannelsens indhold og struktur her

    Yderligere oplysninger

    Har du spørgsmål vedrørende Training of Trainers kan du kontakte Sine Johs på sjo@ms.dk og Thomas Owen Kiernan på tok@ms.dk eller ringe 27201128.

     


    Send til en ven   Print siden