Regeringskrise kan kaste Nepal ud i borgerkrig
To unge fra Kongrespartiet er rede til at slås med maoisterne, mens en maoist forsikrer, at de er fredselskende og tror på et flerpartisystem.
|
|
Bevæbnet politi i Kathmandu.
|
05. maj 2009
”Vi er meget glade i dag, for maoisterne er ikke længere i regering,” siger Sunil, som er studerende på universitet i Kathmandu. Hverken han eller hans ven Rajesh vil have deres efternavn eller billede i avisen, selv om det er en dansk avis. ”Måske i morgen når vi har set, hvad der sker,” siger Rajesh. De er som mange andre bange for uroligheder, efter den maoistiske premiereminister meldte sin afgang mandag den 4. maj.
Nepal har en idyllisk og mystisk klang for mange mennesker. Men det er kun tre år siden en 10 år lang borgerkrig sluttede, og med regeringens opløsning frygter mange, at volden kan komme tilbage.
Facts om Nepal
4 gange større en Danmark
8 af verdens 10 højeste bjerge
10 års borgerkrig
25 partier i parlamentet
28 millioner indbyggere
200 års strengt hinduistisk monarki, som blev afskaffet af det maoistiske oprør i 2006.
Krisen kort
Maoisterne ville fyre hærchefen fordi han modarbejdede den del af fredsprocessen som gik ud på at de tidligere oprørsstyrker skulle lægges sammen med hæren.
Regeringspartneren, UML, nægtede sammen med de andre store partier i parlamentet at bakke op om fyringen.
Maoisterne forsøgte alligevel at fyre hærchefen.
Præsidenten, som er fra det største oppositionsparti, bad hærchefen om at blive på trods af maoisternes fyreseddel.
UML trådte ud af regeringen.
Maoisterne har også meldt deres afgang som regeringsparti.
Ingen partier kan danne regering alene.
Parate til kamp
Sunil og Rajesh er med i ungdomsdelen af det største oppositionsparti Nepali Congress, og har selv deltaget i flere demonstrationer og slåskampe de sidste dage. Rajesh siger, at de er parate til at kæmpe for, at maoisterne ikke kommer tilbage til regeringsmagten: ”Hvis de vil slås, så slås vi også, og hvis de kommer med knive, så kommer vi også med knive.”
Men endnu er stemningen i Kathmandu ganske rolig. Der er blevet brændt nogle få dæk af og råbt en del slagord. Men de fleste mennesker i byen har vænnet sig til risikoen for uroligheder og lever deres liv som normalt.
Et fredselskende parti
Lidt længere nede af vejen er et par tusinde tilhængere af maoistpartiet samlet til demonstration, og mens taleren på scene bryder ud i sang, fortæller en mand midt i 30’erne, at han har været soldat i den maoistiske oprørshær og siger: ”Nu skal vi måske til at kæmpe for vores demokrati igen”.
Han hedder Ram og vil heller ikke have sit efternavn og billede i avisen. Men han fortæller gerne om sin tid, før han sluttede sig til oprørshæren. ”Jeg var soldat i hæren og arbejdede for kongefamilien i paladset,” siger han og spytter på jorden i foragt.
Ram er stolt over at have været med til at indføre demokrati og forsikrer, at maoisterne er et fredselskende parti, der tror på et flerpartisystem og helst ikke vil kæmpe igen.
Ude på gaden er folk på vej hjem fra arbejde, og de fleste af dem er sikkert ligeglade med hvilket parti, der leder landet, bare de kan sørge for, at der er strøm og vand, og at deres børn kan komme i skole, og de selv kan komme på arbejde. Men det er nok for stort et håb at gøre sig i Nepals spæde demokrati.
