Nepal: Magt, løgn og videobånd
Regeringens afgang i Nepal har kastet landet ud i en krise, der kan få den spinkle fredsproces til at gå i stå, og som er en alvorlig trussel for det vordende demokrati. Spørgsmålet er, om borgerkrigen egentligt er forbi, eller om den bare bliver videreført i parlamentet.
Af Rasmus Holm, informationsmedarbejder MS-Nepal13. maj 2009
Det tidligere hinduistiske kongerige, der ligger klemt inde mellem de store lande Kina og Indien, er i sin alvorligste krise siden afslutningen på borgerkrigen i 2006. Det begyndte med uenighed om, hvem der skulle være hærchef, og endte med regeringens opløsning. Når der forhåbentligt snart bliver dannet en ny regering, vil det være den 18. regering på 19 år.
For et år siden var optimismen stor i det nepalesiske samfund. Efter 10 års borgerkrig var der indgået en fredsaftale, valget til den grundlovsgivende forsamling var gennemført og kongen var blevet afsat. Med de maoistiske oprøreres overvældende valgsejr på 38 pct. så det ud som om de ville træde ind på den demokratiske sti. Det gav håb om forandring i det gamle politiske system, der reelt var meget lig det tidligere aristokrati.
I dag er der ikke meget tilbage af den optimisme. Maoisterne har siddet i regering siden august sidste år, og har skuffet næsten lige så meget som de gamle partier, der skiftevis var ved magten op gennem 90'erne. Befolkningen er trætte af de evindelige magtkampe og af, at maoisterne ikke har været bedre at løse almindelige menneskers problemer som sikkerhed, vand, el og uddannelse.
Maoisternes to tunger
Oveni i dette ser det nu også ud som om, maoisterne har vildledt offentligheden under hele fredsprocessen. Sidste uge dukkede pludseligt et bånd op med en tale, som formanden, Prachanda, havde holdt til en gruppe tidligere oprørssoldater. Heri fortæller han, hvordan FN blev snydt til at tro, at den maoistiske oprørshær var fire gange større end i virkeligheden, og hvordan det betyder, at Folkets Befrielseshær stadig i dag tæller knap 20.000. Det er en væsentlig del af fredsaftalen, at den skal integreres med den nationale hær, og Prachanda fortæller i sin tale, hvordan det vil sikre maoisterne 'total kontrol over staten'.
I talen, som blev holdt kun fire måneder før valget til den grundlovsgivende forsamling, siger Prachanda desuden, at maoisterne fortsat køber våben, og at de kun ville tillade afholdelsen af et valg, såfremt de er sikre på at vinde. Han slutter sin tale med at sige, at borgerkrigen ikke er slut, men bliver videreført politisk, og henviser til, at både Stalin og Mao indgik kompromiser med fjenden for at opnå deres mål.
Videoen har cirkuleret i politiske kredse de sidste par uger og har spillet en væsentlig rolle i opfattelsen af, hvorfor Prachanda ville fyre hærchefen og indsætte en mere maoist-venlig på posten. Den spiller helt sikkert også en rolle i de nuværende politiske forhandlinger om en ny regering og bliver flittigt brugt af anti-maoist hardlinere i de andre partier.
En ny borgerkrig
Derudover har videoen skudt en kile ind mellem den maoistiske ledelse og det internationale samfund. Nepal er dybt afhængig af udenlandsk støtte – både i form af almindelig bistand og i forbindelse med fredsprocessen. De sidste par uger har der været hektisk aktivitet af biler med diplomatplader foran Prachandas bolig, og senest har Verdensbanken krævet en afklaring på hele affæren, før de vil udbetale støtte til de maoistiske soldater i de 17 lejre rundt om i landet.
Der er en udbredt frygt for, at krisen skal kaste Nepal ud i endnu en borgerkrig, og den maoistiske ledelse forsikrer igen og igen, at de er demokratiske og vil konsensus, men lige nu taler deres handlinger ikke fuldstændigt for den udlægning. De maoistiske medlemmer af parlamentet blokerer for al aktivitet – inklusiv dannelse af en ny regering – ved at marchere rundt i parlamentet og råbe slagord, og der er rapporter om både politiske drab og alvorlige trusler mod medlemmer af andre partier.
Om det går så galt som en ny borgerkrig, er umuligt at spå om, og det skal retfærdigvis siges, at maoisterne har en stor folkelig opbakning ude på landet, ikke mindst fordi det er lykkedes dem at sætte en ny dagsorden i Nepal. En dagsorden som betyder, at der i dag er en højere repræsentation af kvinder og dalitter (kasteløse) i parlamentet, og hvor man alvorligt taler om jordreformer, der kan gøre op med det gamle feudalsystem.
Her og nu er det bedste man kan håbe på nok, at borgerkrigen bliver i parlamentet og ikke rykker ud derfra. Det ser ikke ud til, at det vil lykkes at danne en samlingsregering med maoisterne, og så er spørgsmålet, om de gamle højkaste-mænd, der så igen kommer magten, kan gøre det bedre denne gang – og om de får lov til at prøve.



