Bananmanden bliver fredsløs

19. juni 2005

Uden varsel startede det hele torsdag den 23. maj, hvor politi og paramilitære enheder  marcherede gennem centrum i hovedstaden Harare og begyndte at jage gadesælgere og indehavere af markedsboder hjem med besked om, at de fra i dag af ikke længere måtte sælge deres varer eller tilbyde serviceydelser på gaden eller markedspladsen.

Beskeden indebar også, at boder og anden markedsbebyggelse skulle rives ned samt alle varelagre tømmes samme dag. Ellers ville myndighederne selv destruere boderne og konfiskere alle goder. I mange tilfælde var politiet hurtig til at arrestere handlende, som protesterede og mange mistede deres varer på stedet.

Det gjaldt alle salgs varer: tyggegummi og grøntsager, møbler og byggematerialer, tøj og elektronisk udstyr. Det afrikanske marked er kendt for at kunne tilbyde næsten ethvert tænkeligt produkt. Nu er alt forsvundet, og dermed også livsgrundlaget for op mod 1 million mennesker, der gennem den uformelle sektor havde fundet en levevej som sælger på gadehjørnet, loppemarkedet eller i township-kiosken.  

Regeringens argument
Ifølge regeringen er aktionen et nødvendigt skridt for at komme salg af smuglervarer og illegal valutahandel til livs. Især sidstnævnte er regeringen desperat for at få stoppet, da landet lider hårdt under en akut mangel på udenlandsk valuta. Nu vil man i stedet oprette strukturerede markedspladser, hvor sælgere skal søge om tilladelse til at handle med godkendte varer.  

Indtil videre vil de nye planer, som myndighederne har travlt med at reklamere for i de offentlige medier, dog kun kunne imødekomme behovne hos en meget lille procentdel af de tusindvis af forretningsfolk og sælgere, der fra den ene dag til den anden mistede deres job.

Oppositionen anklager regeringen for at bevidst at intimidere bybefolkningen som straf for, at de stemte på oppositionen ved parlamentsvalget i marts 2005. Derudover hersker der rygter om, at myndighederne ønsker at mindske den lokale konkurrence overfor kinesiske butikker, som dukker op alle steder og er et produkt af Zimbabwes nye venskabsbånd med Kina.

Forskellen på en dealer og grøntsagskonen
Måske kan den ene og den anden dealer snuppes ved sende politiet ud på markeder. Men der er ingen tvivl om, at den slags kriminalitet vil fortsætte andetsteds nu. Og at ”udrensningsaktionen” har taget hundredtusinder af fattige og uskyldige borgere med i købet, der nu har mistet deres eksistensgrundlag, tages ikke hensyn til.

Hjælpeorganisationer skønner, at op mod 300 000 børn må forlade skolen, fordi deres forældre nu ikke længere har råd til at betale skolepenge. Og mange flere børn går sultne i seng, fordi deres mor eller søster, som plejede at sælge et par grøntsager eller frugter i vejkanten ikke længere har denne indkomstmulighed for at bidrage til familiens overlevelse.

Den uformelle sektor
Det er svært at forstå dette voldsomme overgreb, der rammer samfundets fattigste og svageste grupper. I løbet af de senere år har landets eskalerende økonomiske krise tvunget flertallet af befolkningen ud i dyb fattigdom. Arbejdsløsheden ligger i dag på omkring 80%. Den eneste vej for at sikre familiens overlevelse er den uformelle sektor.

Den uformelle sektor plejede at fremvise imponerende eksempler på folks gå på mod og innovative ånd. På basis af næsten ingenting fik en alenemor til fem børn etableret en lukrativ grøntsagsbod eller også tog hun turen til et af nabolandene for at købe varer hjem, der er vanskelige at få i Zimbabwe og derfor kunne sælges til gode priser på loppemarkedet.

Fra den ene dag til anden blev det svært at genkende de veje man plejer at gå langs ad, fordi grøntsagsdamen og skopudseren er forsvundet sammen med markedet ved siden af busstoppestedet. Alt er jævnet med jorden og resterne er fejet væk. Tilbage står en larmende tomhed i gadebilledet. Udefra ser alt pænt og ordentligt ud, men under den stille overflade ulmer utilfredsheden blandt befolkningen.

Fortiet utilfredshed
Indtil videre har folks vrede dog kun vist sig i mindre oprør mod politiet og militærets hjælpestyrker. Oppositionens opfordring til folk om at tilslutte sig en to-dages generalstrejke i protest mod aktionerne fik kun ringe opbakning blandt de arbejdende i byerne.

Folk er bange for at miste endnu mere ved at protestere, og derudover har de nu endnu mere travlt med at overleve fra den ene dag til den anden. Dertil må politiets og militærets styrker ikke underkendes. Myndighederne sender stadig tropper rundt i de forskellige kvarterer for at holde folk i skak, og man er hurtig til at sende flere tusinde bevæbnede folk ind i tilfælde af uroligheder.

Stormen er ikke over
Mange troede, at alt ville vende tilbage til det normale, når først stormen havde lagt sig. Men det er der indtil videre ikke meget der tyder på. Om end alle landets byer efterhånden er blevet finpudset er politiet stadig i gang. Aktionen er også udvidet til landsbyerne, hvor små markeder og individuelle boder forsvinder en efter en.

Og ve’ den, som vover at stille papkassen med frugt frem igen! Vedkommende risikerer både tæv og fængselsstraf. Hist og her, ser man dog personer, der desperat forsøger at fortsætte gadehandlen og konstant må holde et øje med, om politi eller militær kommer gående eller kørende forbi. I så tilfælde, bliver varerne i løbet af få sekunder gemt i buskadset.

Kører man ud af byerne kan man såmen også stadig se en del af de landsbykvinder, der i årevis har solgt afgrøder som kartofler, majs, og al slags grøntsager ved vejen. Deres varer står ikke længere vist frem som før, men er nu gemt i grøften eller længere inde i bushen. Ikke desto mindre daler salget drastisk også for dem.
 

*     *     *

For os, der har fast arbejde, betyder det, at vi nu må tage hele vejen hen til shopping centret for at købe en banan til frokost pausen, istedet for bare at gå hen til næste gadehjørne. For bananmanden betyder det, at han er blevet fredløs, arbejdsløs og endnu fattigere!