Townships i ruiner

19. juni 2005

”Operation Restore Order” – regeringens landsomfattende oprydningsaktion var i første led rettet mod uformel og illegal forretningsvirksomhed så som gadesalg og loppemarkeder. Men kort tid efter at grøntsagssælgerne var blevet jaget hjem og markedsboderne fjernet, blev aktionen udvidet til de fattiges boligkvarterer – de såkaldte townships.

Over hele landet rykkede politiets paramilitære enheder ind i folks hjem for at ”rydde op”. Nu gjaldt det al slags ’illegitim’ bebyggelse – inklusive nydelige murstenshuse, forretninger og  boliger. Uanset om huset, hytten eller frisørsalonen havde været en del af kvarteret i 5,10 eller 20 år, fik folk besked på at pakke sammen og rive deres bygninger ned.  

Hundredtusinder bliver hjemløse
Igen startede de nye tiltag i hovedstaden Harare. Mere eller mindre systematisk drog politi- og militærstyrker fra kvarter til kvarter for at beordre folk til at rive al illegal bebyggelse ned, inklusive eventuelle småforretninger, der endnu ikke var blevet opdaget.

Som følge af landets krise og nøden, der især er stor i landområderne, er tusindvis af borgere i årenes løb søgt ind til byerne. Her hersker både stor boligmangel og stor arbejdsløshed, hvilket har ført til, at den eneste mulighed for at finde logi er at bo til leje i meget billige tilbygningsrum eller simple hytter.

Mange steder har iderige logerende oprettet en slags kooperativer, hvor man med strukturel planlægning udlejer jordlodder til boligsøgende og via andelsaktiviteter sparer op til opbygningen af en vis infrastruktur, vandforsyning, strømforbindelse og ordentlige sanitære forhold.

I princippet ret sociale og fattigdomsorienterede samfundsprojekter, hvor folk i fællesskab sørger for at selv de fattigste med tiden kan få et pænt murstenshus at bo i. Men uanset hvor gamle eller veludviklede bosættelserne er, så er de efter sigende ikke del af myndighedernes byplaner. I dag ligger de fleste kooperativer i ruiner.

Hele kvarterer jævnes med jorden
I forfærdelse har befolkningen i byernes townships måttet se på, at deres huse og bygninger blev jævnet med jorden. Ofte blev folk tvunget til selv at rive deres huse ned, hvis ikke de ville risikere bøder, og hvis de ville have en chance for at redde bygningsmaterialer fra at blive sønderknust af oprydningsstyrkernes bulldozere eller militærets tanks, der fulgte i hælene på politiets patruljer.

Med egne hænder blev man således tvunget til at rive sit murstenshus, sin hytte, sin kiosk, sin telefonshop og endda sin vuggestue ned. Bygninger og forretninger, som man havde brugt al ens energi og midler på at oprette. Aktiver, som havde kostet mange års sved og arbejde, blev ødelagt i løbet af få timer.  

Flygtningestrømme
Fra den ene dag til den anden stod hundredtusinder af familier boligløse ved vejen. Hvor skulle de hen? Mange havde mistet næsten alt, de ejede. Myndighederne var der dog ingen hjælp at hente hos: ”de kunne bare tage tilbage, hvor de kom fra.”

Kritikkerne siger, at aktionen er en bevidst strategi fra regeringens side, som ønsker at drive folk ud på landet for at svække oppositionens tilløb i byerne. Under sidste valg i marts 2005 vandt oppositionen de fleste sæder i byerne. Strategien virker.

Som eneste udvej ser tusindvis af hjemløse borgere sig nu tvunget til at drage ud på landet for at søge husly hos familien i landsbyerne. Lastvogne og pick ups kommer kørende i hobetal med folks møbler og ejendele. Og hvis man ikke har råd til transport, må man gå.

Der findes næsten ikke en eneste familie, der ikke har måtte give husly til et par ekstra familiemedlemmer, der er blevet hjemløse. I townships’ne bor folk nu endnu mere stuvet sammen i små værelser end tidligere. Værst er det for lejerne, der ofte mister deres lejemål til fordel for udlejerens familiemedlemmer, som har brug for husly.  

Sover under åben himmel
Der er også dem, som ikke har noget andet sted at tage hen. I omegnen af Harare er der efterhånden opstået en slags flygtningelejre. Folk sover under åben himmel. Det er vinter i Zimbabwe og temperaturerne kommer helt ned under frysepunktet om natten.

Hårdest går det ud over børnene, der ofte må sove på tom mave og mister muligheden for at fortsætte deres skolegang, da deres forældre ikke længere har mulighed for at sende dem i skole eller tjene ind til dagens måltider.

Desperat henvender ofrene sig til hjælpeorganisationer, der plejer at formidle uddele fødevarer og hjælp til nødlidende grupper. Men i de allerfleste tilfælde bliver de nødlidende sendt tomhændet tilbage med svar om, at man ikke kan hjælpe dem, da det hverken drejer sig om en naturkatastrofe eller krigssituation.

*     *     *

Skal der virkelig et jordskælv til eller skal folk virkelig begynde at skyde hinanden, inden man kan hjælpe de sultne, frysende og fattige børn og voksne, som fra den ene dag har mistet deres eksistensgrundlag?