Når volden flytter hjemmefra
Gennem Musasa Project er det lykkedes at reducere volden i hjemmene – f.eks. i GuruGuru-området i det sydlige Zimbabwe. Musasa Project modtager støtte fra Kvinder for Indflydelse.
|
|
For Netty Mazunga har mødet med Musasa Project været et skridt på vej mod et bedre liv uden vold.
|
I området GuruGuru i det sydlige Zimbabwe har vold i mange hjem været en integreret del af kontakten mellem mand og kone og i opdragelsen af børn. Sådan er det ikke længere. Siden Musasa Project begyndte at arbejde i området, er opfattelsen af kønsroller ændret drastisk.
”Der var masser af vold i landsbyen Mazunga – især når folk havde fået lidt for meget at drikke. I dag er der fred i min landsby. Musasa Project har hevet os op af mudderet. I dag ved vi bedre – vi er uddannede. Jeg sætter stor pris på Musasa Project.”
Sådan siger Netty Mazunga, en kvinde midt i fyrrene, der bor i Mazunga landsby. For hende og andre beboere i området har mødet med Musasa Project været et skridt mod et bedre liv – med mindre vold.
Politikere og høvdinge med på holdet
Vejen ind i GuruGuru har gået gennem lokalpolitikerne og landsbyoverhovederne. Ikke alene er de vigtige at have med på holdet, hvis man skal påvirke de almindelige beboere i området – men de skal også uddannes. Og de skal lære at respektere hinanden – ikke mindst deres kvindelige kolleger.
|
|
Mavis Mahubaba har fået det lettere som lokalpolitiker efter Musasa Projects indsats.
|
Mavis Mahubaba er lokalpolitiker i GuruGuru-området, og hun fortæller:
”Som kvindelig politiker gad mændene ikke lytte til mig, og de så direkte ned på mig. Da Musasa Project begyndte at arbejde med os, lærte de os, at vi har samme rettigheder og muligheder, at vi alle sammen er ens, og at kvinder godt kan lave det arbejde, som mænd typisk har udført. Alle forstår nu, at det eneste en kvinde ikke kan – som en mand kan – er at gøre nogen gravid. Nu bliver jeg respekteret, der bliver lyttet til mig, og vi arbejder sammen. Alle bliver involveret i beslutninger i området – også børn og de ældre. Vores største udfordring nu er ressourcerne.”
GuruGuru ligger i Zvishavane-distriktet i det sydlige Zimbabwe. Musasa Projects har en afdeling i byen Gweru cirka 80 km derfra, og denne afdeling støttes af MS-Zimbabwe og den danske gruppe af kvinder fra Kvinder for Indflydelse. Musasa Projects hovedkvarter ligger i hovedstaden Harare.
Pengene fra Kvinder for Indflydelse i 2009 er øremærket til uddannelse af 1000 kvinder i deres rettigheder og af 40 mandlige ledere, som skal arbejde for kvinders rettigheder på politisk niveau.
Hovedfokus på vold i hjemmet
Musasa Projects hovedfokus er på vold i hjemmet og voldsramte kvinder – et stort problem i Zimbabwe. F.eks. er det generelt accepteret at slå sine børn som del af opdragelsen – og også kvinder bliver ofte opfattet som børn, der kan være "urimelige" og "hysteriske". I sådanne tilfælde er det generelt accepteret at slå sin kone for at få hende til at "falde ned". Selv hos veluddannede familier i de større byer ser man dette mønster – og i landområderne er det en meget udbredt praksis.
Helt fra barnsben lærer zimbabwere altså, at vold er en acceptabel måde at løse konflikter på. Og det er netop denne opfattelse, som Musasa Project arbejder for at ændre.
Prostitution og vold
Musasa Project har bl.a. gjort en stor indsats for prostituerede kvinder. De har indsamlet personlige historier fra de prostituerede, og et fællestræk ved stort set alle historier er, at de kommer fra en familiebaggrund præget af vold.
En af historierne fortæller Nunu Mdala, som er i starten af 30’erne. Efter hendes mor døde begyndte hendes stedmor at tæske hende. Hun fik ikke mad hjemme, ingen skolepenge og intet tøj – og som konsekvens kunne hun ikke gå til sin folkeskoleeksamen. Som 17-årig begyndte hun at sælge sig selv på de lokale værtshuse. Hun forklarer, at et job som sexarbejder ikke kræver et CV, arbejdserfaring eller andre kvalifikationer. Hun fik tilnavnet "Ada Atora", som løst oversat fra lokalsproget shona betyder "gratis (sex) til den, der ønsker det".
Nunu havde aldrig hørt om kondomer – og hendes kunder gjorde ikke noget for at oplyse hende om dem. Til gengæld gik der ikke lang tid, før hun fandt ud af, hvad en række kønssygdomme indebærer. En del af Nunus kunder nægtede også at betale, og hun er blevet tæsket og voldtaget flere gange, end hun kan huske. Politiet var ikke til meget hjælp. Ofteblev hun og andre prostituerede arresteret for prostitution, som formelt er ulovligt i Zimbabwe, og den eneste måde at slippe ud igen var at gå i seng med politifolkene.
”Politiet blev vores fjende,” siger Nunu om deres forhold til politiet. Gennem en organisation, der søger at hjælpe prostituerede i området, kom Nunu i kontakt med Musasa Project. Her lærte hun om sine rettigheder som kvinde, hun lærte om kondomer og kønssygdomme og om sine rettigheder, når hun går til politiet.
”Jeg har nu en fast partner, men jeg vil ikke holde op med at bruge kondomer. Jeg er ikke afhængig af en mand til at forsørge mig, for jeg har min egen forretning. Jeg lytter til min krop og søger behandling, hvis jeg har det skidt. Jeg kan nu deltage i lokalsamfundet, fordi jeg har noget at bidrage med, og fordi jeg har fået selvværd. Jeg er ikke længere bange for at opsøge politiet, for jeg kender mine rettigheder. Og jeg føler også, at politiets holdning til vold over for kvinder har ændret sig.”
Musasa Project har i samarbejde med andre organisationer i området fået bragt antallet af prostituerede væsentligt ned. Nunus historie illustrerer også, hvor udbredt volden er i området, og at langt de fleste kvinder affinder sig med det, fordi det er den eneste virkelighed, som de kender til.
Fredsklubber
I lokalsamfundet har Musasa Project oprettet en række "fredsklubber", som fungerer som fora, hvor vold kan diskuteres åbent, og hvor alle kan deltage. Fredsklubberne består af en lille kerne af folk fra lokalsamfundet, som modtager træning fra Musasa Project, og disse folk inddrager så alle medlemmer af lokalsamfundet – mænd, kvinder, gamle, unge, høvdinge, lokalpolitikere, hjemmegående osv. Og det er ikke alene vold, der bliver diskuteret, men også muligheder for udvikling af lokalsamfundene.
|
|
Zodwa Tsaurai deltager i en "fredsklub" i landsbyen Mahubaba, hvor Musasa Project lærer dem at leve mere harmonisk i familierne uden vold.
|
Zodwa Tsaurai bor i landsbyen Mahubaba og er med landsbyens "fredsklub". Hun fortæller:
"Musasa Project har lært os at leve som mand og kone i harmoni i vores familier og uden vold. Vi har også lært at inddrage vores børn i familiens beslutninger. En mand kan aldrig få en familie til at fungere alene – og det bliver tydeligt, når vi diskuterer og inddrager alle omkring beslutninger i familien."
Samarbejdet rækker videre end den enkelte familie. Fordi fattigdom tit spiller en væsentlig rolle i den vold der foregår i hjemmet, er fredsklubberne gået i gang med projekter, der skal hjælpe medlemmerne med at tjene penge. Pengene skal f.eks. kunne hjælpe en kvinde til at forlade en voldelig mand eller give en mand selvværd, så han ikke slår på sin kone, fordi han føler sig utilstrækkelig. Zodwa Tsaurai fortæller:
"Lige nu overvejer vi at starte et projekt, hvor vi bager brød. Vi skal købe mel, bage brød og sælge til de andre i landsbyen. I øjeblikket har vi have-projekter, hvor vi dyrker en masse grøntsager som løg, tomater, rødbeder, bønner og majs. Hvis vi kunne få lidt hjælp til at starte nye projekter, så ville vi kunne tjene flere penge – især fra det brød, vi kunne sælge i landsbyen."



