Zimbabwes samlingsregering fylder 100 dage
Den 22. maj 2009 er det præcis 100 dage siden, at et spinkelt håb blev tændt i Zimbabwe, da de to arvefjender Robert Mugabe og Morgan Tsvangirai slog pjalterne sammen i en samlingsregering. Nu er spørgsmålet på alle læber – har samlingsregeringen sejret eller skuffet?
14. maj 2009Da Robert Mugabes Zanu-PF, Morgan Tsvangirais MDC-T og den lille udbrydergruppe MDC-M med Arthur Mutambara i spidsen endelig enedes om at indgå i en samlingsregering i januar 2009, var det efter måneders tovtrækkeri omkring fordeling af ministerposter, magt og indflydelse. De sidste afgørende punkter for MDC-T var bl.a. løsladelsen af politiske fanger, fordelingen af guvernørposter i provinsen (som Zanu-PF egenhændigt havde fordelt blandt loyalister) og så gyldigheden af udpegelsen af den meget omstridte nationalbankdirektør Gideon Gono, som mange anser for at have et stort personligt ansvar for Zimbabwes økonomisk deroute.
Derudover var der også utilfredshed med udnævnelsen af en ny statsanklager, Johannes Tomana, der i den statskontrollerede avis The Herald gav udtryk for, at han var glødende tilhænger af Zanu-PF og Robert Mugabe.
Disse punkter blev der ikke opnået enighed om, men det var punkter, der på gentleman-vis skulle håndteres så hurtigt som muligt efter dannelsen af samlingsregeringen.
Selv om mange egentlig godt vidste det på forhånd, så har de sidste 100 dage med al tydelighed vist, at man ikke skal indgå gentleman-aftaler med Robert Mugabe og Zanu-PF.
Politiske fanger
De politiske fanger, som MDC talte om, var en håndfuld MDC-aktivister (inklusive et barn på to år), journalister og så Jestina Mukoko og Broderick Takawira fra Zimbabwe Peace Project, der overvåger politisk vold og uretfærdighed i Zimbabwe – og deres arbejde lader til at være den direkte årsag til bortførelsen. Officielt blev de sigtet for terrorisme og forsøg på at vælte Robert Mugabe, da de endelig kom for en dommer.
Jestina Mukoko blev bortført af statsagenter i starten af december og dukkede først op i politiets varetægt tre uger senere. Hun og de andre sad altså stadig fængslet i januar, da MDC og Zanu-PF gav håndslag på at indgå i en samlingsregering. De sad også fængslet, da regeringen blev taget i ed i midten af februar, og det blev de ved med frem til 3. marts, hvor de blev løsladt mod kaution. Men dermed var deres trængsler ikke forbi.
Flere fængslinger
To måneder senere blev de i starten af maj igen arresteret – efter kraftigt pres fra statsanklageren Johannes Tomana. Det vakte dog så stor opstandelse i Zimbabwe, at de begge blev løsladt dagen efter. Tre andre af de genfængslede sad dog stadig fængslet og kom først ud efter knap en uge.
I mellemtiden fik de selskab af Vincent Kahiya og Constantine Chimakur, der er henholdsvis redaktør og nyhedsredaktør på den uafhængige avis The Zimbabwe Independent. Deres forbrydelse var, at de havde trykt navnene på de statsagenter, der havde bortført Jestina Mukoko i starten af december. Oplysningerne havde The Zimbabwe Independent fået fra offentligt tilgængelige retsdokumenter fra retssagen. I løbet af uge 20 var alle dog ude af fængslet igen mod kaution. Men sagerne er ikke droppet mod nogen af dem.
Regeringen laver selvmål
Arrestationerne af redaktørerne fra The Zimbabwe Independent faldt sammen med en medie-konference i Kariba i det nordlige Zimbabwe. Konferencen havde regeringen indkaldt for at diskutere en opblødning af den rigide medie-lovgivning, der i praksis gør det tæt på umuligt for uafhængige medier at arbejde. Og som gør, at journalister risikerer retsforfølgelse – og det der er værre – hver gang de får trykt en historie. På forhånd havde en række organisationer valgt at boykotte konferencen i lyset af de seneste arrestationer og Zimbabwes journalistforbund kaldte arrestationerne af redaktørerne for et "selvmål" fra regeringens side.
Delte vande politisk
Politisk er der delte vande. Da partierne i første omgang udpegede deres respektive kandidater til ministerposter, stejlede Zanu-PF kraftigt mod at udpege den tidligere hvide landmand Roy Bennet som vice-landbrugsminister for MDC. Faktisk var Zanu-PF så utilfreds, at Roy Bennet blev smidt i fængsel ganske kort efter, at han var kommet tilbage til Zimbabwe efter fem års eksil i Sydafrika. Han blev senere løsladt mod kaution, men Robert Mugabe nægter fortsat at indsætte ham som minister.
Også en anden af MDC’s ministerposter har været præget af uro – posten som informationsminister. Indtil marts var Nelson Chamisa fra MDC minister med en portefølje, der bl.a. inkluderede telefonselskaber og internetudbydere. Denne del er nu blevet overflyttet til et Zanu-PF-styret ministerium i marts. Telefonselskaber og internetudbydere har været – og er stadig – en vigtig del af Zanu-PF’s overvågning af civilsamfundet, medierne og politiske modstandere. Bl.a. skal internetudbyderne registrere indholdet af alle korrespondancer i en log, der også indeholder billede, navn og andre personlige oplysninger om abonnenten.
I de første uger efter samlingsregeringen meldte en række lande sig på banen med moralsk opbakning og økonomisk støtte – dog næsten udelukkende til humanitær assistance udenom regeringen. Danmark, Norge og Sverige var blandt de første lande til at besøge Zimbabwe og love støtte. Disse første dages beruselse har nu lagt sig, og de seneste dage har forsiden på den statskontrollerede avis The Herald og overskrifterne i de statskontrollerede elektroniske medier været, at en delegation fra Nordkorea har givet udtryk sin uforbeholdne støtte til Zimbabwe og er klar til at investere!
Bilerne, der sværtede MDC
MDC har heller ikke været moralsk uangribelige. Da nye biler skulle uddeles til ministrene fra MDC, stod der splinternye Mercedes klar – og nationalbankdirektøren Gideon Gono supplerede med en håndfuld store biler. Alle ministre på nær én tog imod bilerne, selv om der i partiets bagland – og i befolkningen generelt – var opstandelse over, hvad der blev opfattet som et forsøg på at købe ministrene. Den eneste minister, der nægtede at lade sig købe, var undervisningsministeren David Coltart, som tilmed er fra det mindre udbryderparti MDC-M, som ikke sorterer under Morgan Tsvangirai. David Coltart er også den eneste hvide minister i regeringen, efter at Roy Bennet ikke blev udnævnt. Dette understregede for mange en lokal anerkendt sandhed – nemlig at når en afrikansk politiker får magt, så er det bare et spørgsmål om tid, før han er korrumperet.
Personlig tragedie giver albuerum
Morgan Tsvangirai har dog formået at holde sin sti nogenlunde ren – og han har stadig sympati i befolkningen. I løbet af de første 100 dage af samlingsregeringens levetid har han været ude for to store personlige tragedier. Hans kone blev dræbt ved et biluheld, hvor han selv var involveret, og i forbindelse med hans families sammenkomst i Harare til begravelsen, druknede hans barnebarn i en svømmepøl. Disse to tragiske hændelser – og den medfølelse, de har medført – har ud fra et politisk synspunkt givet ham lidt albuerum, selv om det på det personlige niveau naturligvis er dybt tragisk.
MDC – glasur og stribede lys
Derudover er det småt med resultater fra den nye samlingsregering. Landbrug ejet af hvide bliver fortsat invaderet, medierne bliver chikaneret, og arrestationer forekommer stadig. Tilsyneladende er der en gruppe af høge i Zanu-PF, der i et forsøg på at sabotere samlingsregeringen gør alt for, at MDC ikke får noget som helst gennemført. Og indtil videre lader de til at have magt, som de har agt. Ingen af de mere moderate fløje i Zanu-PF lader til at kunne gøre noget og da slet ikke MDC. Det lader mest af alt til, at MDC er en gang glasur og stribede lys, der er strøget ud over lagkagen – indholdet er stadig plumråddent.
Civilsamfundsorganisationer har flere gange påpeget, at de politiske forandringer, der har fundet sted i de øverste politiske lag i Zimbabwe, langt fra har manifesteret sig længere nede i regeringsstrukturerne. Den politiske analytiker Lovemore Madhuku siger til den sydafrikanske Mail andGuardian:
"Det eneste nye, vi har set, er, at i modsætning til tidligere, så er der ikke nogen åbenlys politisk kamp. På alle andre områder bevæger vi os fremad i sneglefart."
Økonomi
Selv om de politiske forandringer er vigtige, så er der et andet område, der især har zimbabwernes bevågenhed – nemlig økonomien. Især om lønningerne kommer regelmæssigt og er i en størrelsesorden, så man kan leve af dem. Og her lades der meget tilbage at ønske.
Efter nationalbanken valgte at skrotte den inflationsramte Zim-dollar til fordel for udenlandsk valuta, så har økonomien stabiliseret sig en smule, inflationen er nu med minus foran, og der er en forventet vækst i økonomien i 2009. Men det hjælper ikke de fleste zimbabwere, der enten ikke har et job eller ikke har adgang til udenlandsk valuta.
Så selv om supermarkederne nu er propfyldte med varer, og delikatesseafdelingerne har adskillige franske og italienske oste, så er det en ringe trøst for langt de fleste i Zimbabwe. De har nemlig ikke råd til at købe noget.
Arbejdsløshed på 90 pct.
I januar blev arbejdsløsheden anslået til ca. 90 pct., og selv om der muligvis er kommet lidt mere luft under økonomien, er ikke ret mange flere kommet i arbejde. Staten har erklæret, at den er bankerot og har brug for en saltvandsindsprøjtning på omkring 8 milliarder USD for at blive kickstartet. Regeringen har sagt, at det ikke er muligt at betale løn, og har i stedet tilbudt offentligt ansatte et vederlag på ca. 500 kr. om måneden. For at sætte det i perspektiv, så koster et halvt kilo hakket kød 15 kr., en liter yoghurt 18 kr. og en sodavand 5 kr. – priserne på mange dagligvarer ligger altså tæt på danske priser.
De statskontrollerede medier skyder stadig skylden for den kollapsede økonomi på de "ulovlige sanktioner", og hvis det er en sandfærdig gengivelse af, hvad i hvert nogle i regeringsapparatet mener om årsagen til den økonomiske deroute, så er der lang vej igen. Bl.a. er de hvide farme en af Zimbabwes få indtægtskilder – og disse farme overtages stadig i stor stil af folk med forbindelser til Zanu-PF.
De næste 100 dage
I løbet af uge 19 og 20 har de tre partier siddet i møder for at diskutere godt og skidt ved de første 100 dage – og hvad man vil fokusere på politisk i de næste 100 dage. Onsdag den 13. maj fremlagde Morgan Tsvangirai resultatet af møderne og sagde, at samlingsregeringen ikke kan holde til sprækker i viljen til at få samarbejdet til at fungere. Mere specifikt henviste han til høgene i Zanu-PF som den vigtigste hindring for, at regeringen kan gøre fremskridt i de næste 100 dage.
Den anden ting, der kan få samlingsregeringen til at kollapse, er den fortsatte mangel på midler til at betale lønninger. Og her appellerede han til hjælp fra det internationale samfund. Han sagde samtidig, at de to ting er uløseligt forbundet. At så længe der er høge, der ikke vil acceptere samarbejdet mellem Zanu-PF og MDC, ligeså længe må Zimbabwe vente på, at det internationale samfund åbner op for pungen.
