Stemningen efter valget

Der hviler en larmende stilhed over Harare, hovedstaden i Zimbabwe. Dagligdagen er i fuld gang og umiddelbart er det svært at få øje på, at der faktisk har været parlamentsvalg for nylig. Under overfladen kan man dog tydeligt mærke frustrationen og håbløsheden blandt en stor del af befolkningen. Mange vælgere føler sig snydt, især i byerne, hvor oppositionen har størst tilslutning.

I princippet kom Zanu-PF regeringens sejr dog ikke som en overraskelse. Længe inden valget var folk sikre på, at regeringspartiet ville vinde ”på den ene eller den måde.” Men det er rygterne om manipulation og valgsnyd, der sætter sindene i kog. Endvidere frygter oppositionen, at regeringen vil bruge sit 2/3 flertal i parlamentet til at ændre forfatningen og undergrave demokratiet yderligere.

Frygt for økonomisk krise
Den almene befolkning er mere bekymret for, at landets økonomiske krise vil forværres. Det er der allerede tegn på nu. Få dage efter valget steg priserne på med 25 -50 % på forskellige basisvarer så som mælk, brød og madolie. Det rammer de fattige hårdt, som i forvejen har svært ved at få råd til et ordentligt måltid om dagen. Benzinkøerne er også vendt tilbage. Nu må bilejerne atter bruge flere timer af deres travle arbejdsdag på at stå i kø ved de få tankstationer, der har lidt benzin tilbage.  

Der hersker forskellige rygter om årsagen til de pludselige prisstigninger og knapheden på benzin og diesel. Regeringen siger, at oppositionsvenlige leverandører prøver at skabe kaos på markedet. Oppositionen derimod beskylder regeringen for at ville straffe folk for at have stemt på oppositionen ved at øge priserne og reducere forsyninger. Økonomer mener til gengæld, at det handler om en lavere produktion som følge af mangel på udenlandsk valuta.

Vil freden fortsætte?
Nogle iagttagere ytrer forhåbninger om, at omverdens og især nabolandenes bevågenhed vil anspore regeringen til at fremme fred og åbne op overfor flere demokratiske reformer. Specielt nu hvor Zanu-PF sidder sikkert på magten og oppositionen ikke længere udgør en trussel i den grad. Indtil videre er der dog ingen tegn på konkrete tiltag i denne retning.

Og der er heller ingen grund til for oppositionen at ånde lettet op. Rundt om i landet meldes der om politisk motiverede overgreb mod ”formodede” tilhængere af oppositionen. Det drejer sig ofte om lokale Zanu-PF aktivister, der truer familier med straf og vold, og i mange tilfælde har familierne måtte flygte fra hus og hjem. Angsten er vendt tilbage. Hvor man kort til inden valget kunne høre folk åbent diskuttere politiske anliggender på gaden, er politik igen blevet tabuemne.

Folkeligt krav om demokrati
Allerede inden valget var der forlydender om, at oppositionen ville at mobilisere folket til at kræve deres demokratiske rettigheder i form af et folkeligt oprør mod regeringen. Rygterne svirrer stadig, men det førende oppositionsparti MDC (Movement for Democratic Change) har endnu ikke meldt klart ud, hvordan man har tænkt sig at reagere på Zanu-PF’s overvældende sejr, som MDC siger er vundet på udemokratisk vis.  

Mange oppositionstilhængere er dybt skuffede over, at oppositionen ikke har en håndfast plan parat, fordi det stod klart, at regeringen ville vinde valget. Det har ført til en dybere splittelse indenfor MDC, hvor den aktive ungdomsfløj siges ikke have tålmodighed til at vente på nye forhandlinger via rettens vej. De ønsker aktion nu og vil se folk kæmpe for deres rettigheder.   

Den mere moderate fløj kritiserer dog ideen om et folkeligt oprør, som de mener vil blive slået ned med hård hånd fra regeringens side og blot medføre død og elendighed. Endvidere hævder de, at man ikke kan forvente, at en forskræmt og udhungret befolkning har kræfter til at kæmpe for deres demokratiske rettigheder.

Mad før demokrati
Og det er måske ganske rigtigt taget i betragtning af, at over 70% af befolkningen i dag lever under fattigdomsgrænsen. De sidste 5 års krise har medført en skarp stigning i fattigdommen og i år frygter man en alvorlig humanitær krise, som følge af en dårlig høst og ringe fødevareproduktion. Snart slipper fødevarelagrene op og så er landet, som tidligere har været selvforsørgende, anvist på nødhjælp udefra.  

Landbefolkningen er ikke kun sulten. Mange har ganske enkelt mistet troen på demokrati og civile rettigheder. De har lært at det er bedre at holde sig langt fra politik, hvis man ikke vil risikere at blive forment adgang til fødevarehjælp og andre essentielle tjenesteydelser. Munde kan hurtigt mættes, men langt vanskeligere er det at genskabe folks tillid og interesse for demokrati.