Valg i Zimbabwe 2005:

Nedtælling til valget i Zimbabwe

Selv om ingen er i tvivl om, at sejren til regeringspartiet Zanu-PF er givet på forhånd, er der stor folkelig interesse for oppositionens kampagne anført af partiet MDC. MDC hævder, at den officielle valgliste rummer over to milioner personer, der enten er døde eller ikke er kendt i den kommune, de er opført som tilhørende.

30. marts 2005

Hvem havde troet, at alt ånder fred og ro dagen før et parlamentsvalg i Zimbabwe? Landets forrige valg har været kendetegnet af vold, uro og intimidering op til flere uger inden selve valgedagene. Men denne gang er kun tale om få tilfælde af politisk motiverede overgreb samtidig med, at oppositionen pludselig har fået lov føre sin valgkampagne uden indblanding og intimidering fra myndighedernes side. Det er hidtil uset i Zimbabwe, som har været styret af Mugabe og hans totalitære regime lige siden uafhængigheden i 1980.

Overmodig optimisme

I begyndelsen følte folk blot stor lettelse over, at det forestående valg så ud til at blive mindre voldeligt end de foregående. Man var sikker på, at Mugabes regeringsparti Zanu-PF ville vinde – på den ene eller den anden måde. Regeringens uventede kursskifte mod en fredelig og mere demokratisk valgproces blev nærmere set som ren kosmetik for at behage internationale observatører. En sultende befolkning, et valgsystem fyldt med indbydende muligheder for snyd, en forskræmt og underkuet opposition og mange andre kritiske forhold var årsag til en udbredt apatisk stemning blandt vælgere, og alt for ofte fik man kommentaren: ”de vinder jo alligevel!” 

Men nu er humøret vendt og stærkt blandet. Der hersker en overrasket og næsten forvirret stemning, som i nogle kredse ligefrem giver håb om en mulig sejr til oppositionen. Det førende oppositionsparti MDC (Movement for Democratic Change) har på kort tid formået sætte en kampagne i gang, og det tiltrækker folk i tusindvis. Ligesom resten af befolkningen er MDC overrasket over den pludselige åbenhed fra regeringens side, som blandt andet indebærer, at alle partier har lige adgang til medierne. Selv om oppositionen er sent på den med reklamer og valgmøder, så vokser den folkelige opbakning dag for dag.

Og folk bliver næsten overmodige. For bare et par uger siden var det utænkeligt, at en oppositionstilhænger ville turde gå med sin parti t-shirt i al offentlighed i hovedstaden Harares centrum. Det var utænkteligt, at folk på åben gade ville begynde at tale om politik og ytre sig kritisk om systemet. Men det ser man i dag! Det er som om en bølge af håbefuld optimisme skyller hen over landet.

Valgsnyd med måde

Mange iagttagere mener dog, at der er ingen grund er til at gøre sig store forhåbninger. Zanu-PF vil vinde uanset hvad. Kritikere anklager systemet for at være fyldt med mangler, der gør det muligt at snyde sig frem til det ønskede resultat på forskellige måder. Heriblandt det faktum, at de sidste fem år har været kendetegnet af omfattende politisk propaganda, vold og intimidering. Det sidder stadig fast i mange forskræmte vælgere – især blandt landbefolkningen. Derudover har regeringspartiet et forspring som følge af præsidentens ret til egenhændigt at udpege 30 af de i alt 120 pladser i parlamentet.

Andre kritikpunkter vedrører ændring af valgkredse til fordel for regeringspartiet samt den lov, der gør, at zimbabwere, der bor i udlandet, er frataget retten til at stemme. Det er netop oppositionstilhængere, der udgør størstedelen af eksilbefolkningen. Den største mangel ser folk dog i rygtet om, at den nationale vælgerliste er fyldt med fejl. Ifølge MDC indeholder den officielle liste navne på over to millioner lokale vælgere, som reelt ikke findes, enten fordi de døde for lang tid siden, eller fordi de ganske enkelt ikke er kendt i den kommune, som står angivet i dokumentet. Underligt nok har man før set disse usynlige vælgeres stemmesedler dukke op i urnerne i hobevis.

Bortset fra disse tekniske mangler kritiseres regeringen også for at donere gaver og goder til folk i et forsøg på at købe sig til deres stemmer. Samtidig er der rygter om, at staten nægter den sultende landbefolkning, som er kendt for deres støtte til oppositionen, adgang til fødevarehjælp.

Aprilsnar

Fredag den 1. april forventes valgresultatet at blive offentliggjort hen på aftenen. Så er det lige med at finde ud af, om det er alvor, eller om det drejer sig om en vovet aprilsnar. Hvad skal man tro på?

Den fredelige stemning er næsten for god til at være sand. Derfor frygter mange, at uroen følger efter valget, især hvis regeringen skulle få problemer med at sikre en stabil sejr. Der er også forlydender om uro fra oppositionens side. Visse grupper har udtalt, at de vil forsøge at organisere et ”fredeligt” folkeligt oprør mod Mugabe, hvis han bliver siddende på sin post. Det er blandt andet den katolske kirke, som er kendt for at være meget kritisk overfor den siddende regering. 

Hvad der kommer til ske dagen derpå, vil i høj grad afhænge af de forskellige observatørgruppers bedømmelse af valget og dets resultat. Man regner med, at de officielle observatører fra SADC-regionen samt andre internationale hold vil vælge at se gennem fingrene med mange af smuthullerne i systemet - at de kun kigger på overfladen, hvor scenen jo er sat til et frit og frejdigt valg.

Civilsamfundet spiller en afgørende rolle

Derfor spiller det civile samfund en meget betydningsfuld rolle, som kritisk iagttager af valgprocessen. Der er flere lokale NGO-netværk, som har gjort en stor indsats for at få lov til at uddanne flere tusinde lokale valgobservatører, som fornylig er blevet akkrediteret af myndighederne. En ulempe dog, at gebyret for observatører er for højt til, at svage NGO’er har råd til at sende mange ud.

Derudover har lokale NGO’er de seneste uger sendt oplysnings- og uddannelsesteams rundt i landet for at oplyse befolkningen om deres demokratiske rettigheder og selve valgprocessen. En anden vigtig funktion relaterer sig til NGO’ernes næsten daglige internetbaserede rapporteringer om valgprocessen og dens forløb. I disse rapporter oplyses offentligheden om kampagner, politisk motivererede overgreb og intimidering samtidig med, at der uddeles vigtig praktisk information, såsom hvordan vælgerne kan tjekke om deres navn er på valglisten, hvor valgstationer placeres, etc.

Den vigtigste rolle for civilsamfundet er dog at give en objektiv og kritisk vurdering af valget og dets resultat. Det gælder især, når de inviterede internationale valgobservatører har ry for at være forudindtagede, og når de sandsynligvis vil godkende valget på trods af de åbenlyse fejl i systemet. Civilsamfundets udtalelser og dokumenterede rapporter udgør derfor et vigtigt lod på vægten, når et system er i ubalance.