Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

Dansk asylret – fra duks til strammer

For få år siden troede de færreste, at flygtninges adgang til asyl i Danmark ville blive styrket, hvis de danske bestemmelser fulgte EU-normen. Mens en fælles europæisk udlændingepolitik ser dagens lys, ændrer Danmark rolle fra at være liberalt EU-medlemsland til at blive strammer på det asylretslige område. Det fremgår af det nye nummer af etcetera. Nyhedsbrevet om integration og det flerkulturelle Danmark.

12. december 2003

Når EU fra 1. maj 2004 harmoniserer medlemslandenes asyl- og indvandringspolitik for at regulere strømmen af migranter til Europa, er Danmark pga. sine fire forbehold for Edinburgh-aftalen undtaget de fælles bestemmelser. Forbeholdene blev i sin tid indført bl.a. for at sikre en mere liberal dansk udlændingepolitik end hvad man kunne forvente fra EU-hold. Nu 10 år efter ønskes netop udlændingeforbeholdet fastholdt med den omvendte begrundelse: EU er nemlig i mellemtiden blevet mere invandrings liberalt end hvad den nuværende danske regering ønsker at være.

Lektor Bo Bøgeskov fra Roskilde Universitetscenter analyserer Danmarks rolle på det asylretslige område i nyhedsbrevet etcetera, og peger bl.a. på at Danmark ved at fasthold forbeholdet vil risikere at stå udenfør døren, når de vigtige beslutninger tages.

"Kun den fulde afskaffelse af det retlige forbehold vil gøre dansk udlændingepolitik lig EUs asyl- og immigrationspolitik. Uanset de historiske synspunkter på forbeholdene tyder intet på, at der vil være flertal i Folketinget for at anbefale den løsning. Alle iagttagere anser det for mest sandsynligt, at retsforbeholdet reduceres til et udlændingeforbehold, og at de øvrige forbehold afskaffes i forbindelse med Unionstraktaten", skriver Bo Bøgeskov.

Denne vurdering baseres på, at flere større lande sandsynligvis også vil insistere på forbehold eller forudsætninger for deres tilslutning til traktaten. For Danmarks vedkommende kunne et udlændingeforbehold endda arrangeres diskret, ved at Danmark tiltræder et allerede eksisterende protokollat, som Storbritannien og Irland fik indført i forbindelse med Amsterdam-traktaten. Protokollatet giver de to lande ret til at deltage i EUs asyl- og grænsesamarbejde i det omfang, de selv ønsker. Opnås udlændingeforbeholdet, vil regeringen kunne opretholde en udlændingepolitik, der er markant strammere end resten af Europas.

Læs hele analysen i "etcetera. Nyhedsbrevet om integration og det flerkulturelle Danmark" nr. 8. Abonnement se www.ms.dk

 

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Lisa Klöcker, redaktør, Mellemfolkeligt Samvirke, tlf. 7731 0008, lk@ms.dk

  • etcetera - giver indblik, overblik og graver med analyser et spadestik dybere end massemediernes flygtige debat om flygtninge og indvandrere.
  • etcetera - udkommer otte gange om året og udgives af Mellemfolkeligt Samvirke med støtte fra Integrationsministeriet.