Valg uden vold
16. marts 2005Den 31. marts 2005 er der parlamentsvalg i Zimbabwe. En dato, som alle har ventet på med stor spænding - eller rettere sagt nervøsitet for nogles vedkommende. Spændingen skyldes nu ikke forhåbninger om større politisk forandringer, eftersom præsident Robert Mugabe’s regeringsparti står til at vinde valget igen. Nervøsiteten gælder nærmere selve valgprocessen og angsten for uroligheder.
I Zimbabwe er valg ikke noget, som de fleste ser frem til endsige har lyst til at deltage i. Lad det være demokratiets gave til folket, men så længe ens valg ikke er frit, vil man hellere være fri. Den almene befolkning så det helst overstået så hurtigt som muligt af frygt for, at den politiske vold og intimidering, som har kendtegnet tidligere valgperioder, vil gentage sig.
Mærkelig rolig atmosfære
Overraskende nok er frygten for vold dog indtil videre blevet dæmpet betydeligt af en underlig rolig atmosfære. Uagtet enkelte overgreb mod politiske aktivister og anholdelser af oppositionsmedlemmer forløber valgmøder og kampagner hos både regeringspartiet og hos oppositionspartierne stort set fredelige. Endvidere har der heller ikke været mange beretninger om systematisk intimidering af vælgere i lokalområderne.
Nogle forklarer det med, at folk er for trætte og sultne til at skændes eller slås om politik. Andre siger, at regeringspartiet er så vis på sin sejr, at det ikke er nødvendigt at sende politiske håndlangere ud i lokalsamfundet for at sikre sig det nødvendige antal stemmer blandt vælgerne.
For det tredje ses nedtoningen af voldelige episoder også som et led i regeringens forsøg på blåstemple valget som frit og fair. Præsidenten har direkte opfordet alle partier til at støtte en fredelig valgproces og beordret politi og militær til at sætte ind overfor eventuelle oprørske tilhængere, der mener at skulle banke lokalbefolkningen til at sætte det ”rigtige” kryds. Den slags forstyrrelser ville klart belaste anerkendelsen af valget senere.
Foreløbig lav vold, men heller ikke lyst til at stemme
Og indtil videre kører det nogenlunde efter regeringens plan. At volden holdes på lavt niveau her og nu vil dog næppe fremme folks lyst til at stemme, mener iagttagere. Folk er stadig bange for at snakke åbent om politik i forvisning om, at sikkerhedspolitiets agenter lytter med over det hele. Selv ens egen familie stoler man ikke på. Anklager om at støtte oppositionen kan medføre al slags ubehagelige følger lige fra social isolation blandt venner og naboer til en fyreseddel på arbejde og i værste fald flere års fængsel.
Tiden vil vise, om regeringens løfter om et frit og retfærdigt valg bare er ren kosmetik, og kontrollen måske vender tilbage, så snart det viser sig, at vælgerne ikke makker ret. Eller om den politiske anerkendelse blandt nabolandene alligevel betyder så meget, at man reelt ønsker at genindføre mere demokratiske forhold.
Uanset hvad, så ånder befolkningen i Zimbabwe først engang lettet op og håber på et fortsat fredeligt forløb frem til valget. Alle var bange for en gentagelse af urolighederne ved sidste parlamentsvalg i år 2000, som sendte landet ud i en dyb økonomisk og politisk krise, der har spredt angst og vold i lokalsamfundet. Om end scenen ikke er pletfri, og der her og der forekommer politisk motiverede overgreb mod oppositionsfolk, så er omfanget af uroligheder ekstremt lav i forhold til valget i år 2000 samt præsidentsvalget i år 2002.
Nogle mener dog, at volden kun er sat i venteposition og fortæller, at hævnen kan følge efter valget, hvis oppositionen får for mange stemmer i bestemte valgkredse. Om regeringens overraskende skift til at følge mere demokratiske spilleregler holder ved også efter valget, får vi se. Det er derfor vigtigt, at en valgproces som denne følges helt til dørs, og at både lokale og internationale observatører fortsætter deres hverv et stykke tid efter, at stemmesedlerne er talt op.