Civilsamfundet under fornyet pres i Zimbabwe
Udkast til en ny NGO-lovgivning vækker bekymring blandt lokale og internationale organisationer i Zimbabwe
02. juli 2005Usikkerheden kan tydeligt aflæses i ansigterne på repræsentanter fra de civile organisationer i Zimbabwe, og deres bekymringer er berettigede. Regeringen har udarbejdet et udkast til en ny NGO-lovgivning ”The Non-Governmental Organisations Act 2004”, som skal fremlægges for parlamentet om nogle uger. Vedtagelsen af den nye lov vil betyde et stort tilbageskridt for friheden til at operere som uafhængig organisation, uanset hvilket område man som forening beskæftiger sig med.
Lokale organisationer i Zimbabwe har i de senere år set sig konfronteret med stigende restriktive tiltag fra myndighedernes side. Civilsamfundsgrupper og oppositionspartier kan i dag forhindres i at holde offentlige møder og gennemføre demonstrationer. En ny medielovgivning har i løbet af det sidste år ført til lukning af lokale, private aviser og til miskreditering af uafhængige journalister. Den nye NGO-lovgivning ses som regeringens næste skridt til at opnå endnu større kontrol over samfundet og hindre uafhængige, kritiske stemmer i at udtale sig om den politiske situation i landet i tiden op til næste års parlamentsvalg.
Den nye lovgivning vil erstatte ”The Private Voluntary Organisations Act” fra 1995, som allerede har været genstand for omfattende kritik. Denne lov giver bl.a. regeringen beføjelser til at udskifte en organisations styrelse med en ny regeringsudpeget styrelse. Den nye NGO-lov vækker dog større bekymring end nogensinde og har sat det lokale civilsamfund i alarmberedskab.
Meget stærk kontrol - også med internationale NGOer
Under den nye lovgivning vil enhver lokal og international organisation være forpligtet til at lade sig registrere og arbejde under tilsyn af et nyindsat statsligt NGO-råd. Det nye NGO-råd skal bestå af 5 repræsentanter fra lokale organisationer samt 9 repræsentanter fra forskellige lokale ministerier og en registrator som øverste ansvarlige embedsmand. Alle rådsmedlemmer skal udpeges og godkendes af ministeren fra Ministry of Public Service, Labour and Social Welfare. I tilknytning til registering af NGO’er har det nye NGO-råd til opgave at monitorere organisationers aktiviteter, administration og finanser. Rådet kan til enhver tid annullere en organisations registreringscertifikat. Ministeren har som øverstbefalende ligeledes til en enhver tid beføjelse til at iværksætte undersøgelser af enhver organisations arbejde og aktiviteter.
Forskellen til den hidtidige lovgivning er, at den nye NGO-lovgivning ikke alene strammer kontrollen med lokale organisationers virke, men også retter sig mod internationale organisationer og deres mission. Den nye lov påbyder, at ingen udenlandsk NGO må registreres, hvis organisationens virke inkluderer eller involverer promovering af aktiviteter i relation til politiske emner som "good governance" og menneskerettigheder. Tilsvarende må ingen lokal organisation modtage udenlandske midler til udførelsen af aktiviteter, som berører rettigheds- eller governance-relateret arbejde. Definitionen af ”governance and right issues” er meget bred.
Proklameringen af den nye NGO-lov har derfor sat både lokale og internationale NGO’er i alarmberedskab. I de større byer holdes ugentlige møder i et forsøg på at mobilisere en fælles civil aktionsfront mod indførelsen af den nye lov. Den nationale paraplyorganisation for NGO’er i Zimbabwe – NANGO (National Association of Non-Governmental Organisations) har opfordret alle lokale og internationale NGO’er til at konfrontere regeringen og mobilisere regional og international solidaritet for at forhindre vedtagelsen af den nye lov.
I samme vendinger som lokale og internationale rettighedsorganisationer har kritiseret udkastet til den nye lov, kritiserer NANGO også regeringens lovforslag for at underminere national udvikling, demokrati, forenings- og ytringsfrihed i og med, at den nye lov giver myndighederne hidtil uset vide beføjelser til at suspendere NGO’er udfra rent politiske interesser. Som national fortaler for civile organisationer vil NANGO fortsætte sit lobby- og advocacy arbejde i et forsøg på at etablere en konstruktiv dialog med regeringen, men opfordrer samtidig alle kræfter i det civile samfund til at stå sammen og opponere det nye lovforlag.
Rammer ikke bare civilsamfundet, men de fattige som helhed
Hvis regeringens lovforslag bliver vedtaget, er det ikke alene ensbetydende med endnu et markant ovegreb på civilsamfundets rettigheder, men også en uforsvarlig underkendelse af den vitale rolle, som NGO-miljøet spiller for landets udvikling. Siden slutningen af 1990’erne har udviklingen i Zimbabwe været kendetegnet af en eskalerende økonomisk krise, politiske uroligheder og hurtigt stigende fattigdom. 70-80 pct. af befolkningen lever i dag under fattigdomsgrænsen, arbejdsløsheden har de sidste år ligget på 60-80 pct. og den offentlige sektor, der tidligere kunne forsyne sygehuse og skoler med de nødvendige midler, er i dag drænet for ressourcer. Derudover er Zimbabwe et af de lande, der på verdensplan er værst ramt af HIV/AIDS epidemien. Over en million børn er blevet forældreløse, og op mod 25 pct. af befolkningen er smittet med HIV.
Mulighed for vilkårlig miskreditering af lokale og internationale NGO’er under den nye lov er derfor ikke alene ensbetydende med en trussel mod det lokale civilsamfund, men truer også med at ramme et fattigt samfund og en stærk trængt befolkning som helhed. Lokale og internationale NGO’er har i de senere år i stigende grad overtaget mange vigtige funktioner og servicer, som tidligere blev udført af de offentlige myndigheder – specielt indenfor sundheds- og uddannelsessektoren. Forhindres organisationer i fortsat at yde støtte til fremme af udviklingen og yde hjælp til fattige og syge, er det atter de svageste grupper, der bliver ramt hårdest.



