Lægestrejke i Zimbabwe
Hospitalerne ramt af lægestrejke for fjerde uge i træk
21. november 2003"Lægerne strejker. Kom tilbage i januar." Det var svaret til den lange kø af patienter for nylig foran Parirenyatwa Hospital i Harare, Zimbabwe. En kvinde sidst i 40’erne fortæller mig, at hun ligesom mange af de andre patienter var taget af sted tidligt om morgenen for at sikre sig en god plads i køen, så der ville være en chance for at nå ind til en konsultation. Et par dage inden havde hun ventet i over tre timer uden at komme til. Hendes vrede over igen at være gået forgæves er forståelig, da transporten ind til hospitalet koster hende 4000 Z$ (omtrent 5 kr). Selvom hun som hushjælp er heldig at få en månedsløn på 60 000 Z$ (mere end det dobbelte af minimumslønnen for husansatte), rækker dagens budget langt fra til at dække den slags udgifter.
Siden den 23. oktober 2003 har omtrent 500 læger fra de offentlige hospitaler strejket. De kræver en lønforhøjelse på 8.000 pct., hvilket begrundes med, at deres lønninger på mellem 400.000 og 800.000 Z$ om måneden forlængst er blevet undergravet af de hurtigt stigende leveomkostninger og landets løbske inflation på over 450 pct.. Eksperter vurderer, at inflationen vil overstige 700 pct. inden udgangen af 2003.
I løbet af den første uge sluttede godt 20.000 sygeplejersker sig til strejken. De vendte dog hurtigt tilbage til deres arbejdsplads efter en appel fra sundhedsministeriet og løfter om en rask revudering af deres lønninger. Selvom domstolen har erklæret strejken for illegal, nægter lægerne derimod fortsat at genoptage arbejdet. Ifølge loven defineres lægehvervet som en essentiel service og undsiger dem retten til at strejke. Overtrædelse af loven kan straffes med op til fem års fængsel.
Senere tilspidsedes konfrontationen med myndighederne, da politiet om fredagen anholdt tre af lægerne. De blev senere samme dag løsladt igen med påbud om at bringe deres ledere til politiet. På trods af politiets aktion eller domstolens formaninger er der dog ingen tegn på, at de strejkende læger vil vende tilbage til hospitalerne, inden myndighederne fremlægger skriftlige beviser for, at de vil gå ind på lægernes krav om lønforhøjelse.
Og i mellemtiden forringes forholdene på de offentlige hospitaler i rask tempo. Siden slutningen af 1990’erne er standarden i Zimbabwes sundhedssystem, der engang blev anset for et af de bedste i Afrika, faldet dramatisk som følge af landets voksende økonomiske krise. I dag hersker der alvorlig mangel på penge til lønninger, udstyr og medicin samt en stigende mangel på arbejdskraft. Mange læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale har i løbet af de sidste år forladt landet som følge af de ringe arbejdsvilkår. De finder arbejde i Europa, USA eller Australien samt i Sydafrika og Botswana, der drager stor nytte af nabolandets veluddannede personale.
For at afhjælpe den kritiske situation på hospitalerne er regeringen begyndt importere læger fra blandt andet Cuba og den Demokratiske Republik Congo (DRC). Endvidere har man som reaktion på strejken beordret lægepersonale fra politiet, militæret og fængslerne til at arbejde på de offentlige hospitaler. Men disse tiltag formår langt fra at opveje omfanget af det eksisterende gab. På skadestuerne kan man opleve, at der en enkelt læge til stede for at tage sig af nødstilfælde. Og patienter, der ikke har brug for akut hjælp, skal ikke regne med at kunne få foretaget nogen undersøgelse. Derudover fortæller folk også om store kommunikationsproblemer med de spansk- og fransk-talende læger fra Cuba og DRC.
Et sundhedsvæsen, som er på grænsen til at kollapse, og en lægestrejke, der trækker i langdrag. Der er ingen tvivl om, hvem der er taberne i dette spil. Det er den lille mand, som knap nok kan skaffe midler til et ordenligt måltid om dagen. Det er kvinden, som gik forgæves, og som ikke kan være sikker på, hvornår hun vil kunne blive undersøgt af en læge. Måske til januar, hvis hun på daværende tidspunkt stadig kan få råd til at finansiere transporten?