Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

U-landspolitik vigtigt for over halvdelen af danskere, når de vælger EU-kandidat

To nye undersøgelser fra MS viser, at både danskere og kandidater til EU prioriterer EU's u-landspolitik højt. Det er positivt, og vi vil holde øje med, om de valgte holder ord, siger MS' generalsekretær Frans Mikael Jansen.

29. maj 2009

Hele 53 pct. af danskerne synes, det er vigtigt for deres valg af kandidat til Europaparlamentet, at vedkommende bekymrer sig om EU's rolle i forhold til udviklingslande. Det fremgår af en undersøgelse Capacent har foretaget for Mellemfolkeligt Samvirke op til EP-valget den 7. juni.

Kun 11 pct. er uenig i, at kandidaternes holdning til EU’s u-landspolitik er vigtig, mens 27 pct. hverken er enig eller uenig.

”Det er positivt, at EU’s politik overfor verdens fattigste lande er afgørende for så mange danskere. EU er verdens største donor af udviklingsbistand, og bilaterale handelsaftaler med EU spiller en afgørende rolle for udviklingslandenes økonomi. MS presser ofte på for, at EU skal vise lederskab i forhold til ansvarlig u-landspolitik. Undersøgelsen her viser, at et flertal af danskerne er enige med os," siger Frans Mikael Jansen, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke.

Danskernes positive holding til EU og ansvarlig u-landspolitik afspejles også i EP-kandidaternes holdninger. Det peger en anden undersøgelse på, som Mellemfolkeligt Samvirke også offentliggør i dag. Her lover kandidaterne konsekvent mere og bedre bistand samt afskaffelse af EU's landbrugsstøtte.

Ud af 81 kandidater har 89 pcty. svaret, at de vil arbejde for, at EU bidrager til at realisere FNs 2015-mål og holde bistanden på 0,7 pct. af BNI. 96 pct. vil desuden arbejde for øget fattigdomsorientering og gennemsigtighed i EU's udviklingsbistand. Hele 71 pct. vil i modsætning til nuværende dansk og europæisk praksis ikke medregne udgifter til modtagelse af flygtninge og studerende fra u-lande i tallet for EU’s samlede bistand.

"De danske kandidater til EP-valget viser en positiv linie over for en progressiv u-landspolitik. Det er ellers ikke de toner, vi hører fra resten af EU, her er man generelt fodslæbende i forhold til at bedre forholdene for u-landene. Mellemfolkeligt Samvirke vil holde øje med om kandidaterne, der bliver valgt, holder ord og kæmper for en mere retfærdig u-landsbistand. De vil i så fald have danskernes opbakning til det," siger Frans Mikael Jansen, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke.

Stort set alle adspurgte kandidater mener desuden, at de godt 42 pct. af EU's samlede budget, som går til landbrugsstøtte, bør afskaffes. Knap halvdelen af danskerne mener ligefrem, at landbrugsstøtten er skadelig for de fattige landes udviklingsmuligheder.


Mellemfolkeligt Samvirke har i forbindelse med kommende europaparlamentsvalg foretaget to undersøgelser om hhv. kandidaternes og vælgernes holdninger til EU’s globale rolle, herunder bistand, klima og handelspolitik.

Undersøgelserne kan citeres mod kildeangivelse. Se dem nedenfor eller brug linket i højrespalten.

Capacent-undersøgelse for MS (pdf)
Kandidaternes svar (pdf)

For yderligere kommentarer kontakt Frans Mikael Jansen på 2028 0844
For yderligere informationer kontakt Henriette Winther, 7731 0043 eller hwi@ms.dk 

<p>Se ActionAid video om</p>
<p>EU-valget på YouTube<br /><a href="http://www.youtube.com/actionaidint" target=_blank>Vote to End Poverty</a></p>

Se ActionAid video om

EU-valget på YouTube
Vote to End Poverty



Logo