Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Zimbabwes regering vil genoplive turismen

Zimbabwe har et af verdens mest spektakulære vandfald, men hvem har lyst til at rejse dertil i dag?

21. november 2003

En fantastisk smuk natur, et flertal af dyrerige nationalparker, de berømte ruiner Great Zimbabwe og et af verdens mest spektakulære vandfald Victoria Falls. Zimbabwe har meget at byde på. Men hvem har lyst til at rejse hertil i dag, er der mange der spør’?

Nyheder om politisk uro, økonomisk krise og en rask stigende kriminalitet får de fleste turister til at vælge et andet rejsemål end Zimbabwe. Men det vil regeringen nu rode bod på. Planen er at etablere et særligt turistpoliti, der kan beskytte de besøgende i hvert af landets yndede ferieområder. Tidligere var turismeindustrien en af Zimbabwes hovedindtægtskilder, og som følge af en akut mangel på udenlandsk valuta ønsker regeringen nu at genvinde rejsebranchens tillid og genoprette landets image som et turistmål i verdensklasse.

Eller gør den?

I løbet af de sidste uger har det zimbabwiske politi sat vagtposter op overalt i landet for at kontrollere folks besiddelse af udenlandsk valuta. Officielt er det tilladt at føre højst 250 US$ med sig, og resten konfiskeres på stedet. Der er dog også beretninger om, at folk har fået al deres udenlandske valuta inddraget, selvom de ikke lå inde med et beløb over det angivne.

I Victoria Falls, landets mest eftertragtede rejsemål, invaderede politiet de store turistagenturer og konfiskerede al deres forex. Ved landets nordlige grænse standsede politiet de rejsende for at indsamle deres udenlandske valuta. Studerende fra Zambia, som var på vej til Sydafrika, siges at være strandet, fordi politiet fratog dem alle deres penge.

Eksperter håner strategien som værende dømt til at slå fejl. De beløb, som man skulle formå at konfiskere gennem politiets razzia, vil på ingen måde kunne afhjælpe den enorme mangel på udenlandsk valuta, som regeringen bl.a. har brug for at kunne importere brændstof og strøm.