To mænd og propaganda i vejen for Zimbabwes samlingsregering

Hvis man ser bort fra besættelser af farme, en bortførelse og 100.000 koleratilfælde, så drejer Zimbabwes vigtigste politiske kamp sig om Zanu-PF's fortsatte kontrol med medierne. Og om to mænd, der hverken hedder Mugabe eller Tsvangirai.

Mens Zimbabwes presse for nylig kunne meddele, at partierne i samlingsregeringen mellem Zanu-PF og den tidligere opposition MDC nu havde fået udryddet 95 pct. af de tilbageværende uenigheder, så pegede alle andre tegn i sol, måne og stjerner nærmest på det modsatte. Eller også fylder de sidste 5 pct. bare uendelig meget mere end de første 95 pct.

Skal man tro Zimbabwes presse, så handler de sidste 5 pct. primært om to mænd, nemlig Nationalbank-direktøren Gideon Gono og statsanklageren Johannes Tomana – begge stærke støtter af Robert Mugabe og Zanu-PF.

Gideon Gono anses af mange for at have et personligt ansvar for den afgrundsdybe økonomiske krise, Zimbabwe befinder sig i. Nationalbankdirektører bliver udnævnt direkte af præsidenten, og Robert Mugabe gen-udpegede Giden Gono efter, at Zanu-PF og MDC havde underskrevet en aftale om magtdeling den 15. september 2008. I følge MDC havde Robert Mugabe ikke beføjelser til at udpege ham uden at konsultere MDC først, men dette lader Robert Mugabe dog til at se stort på.

Gideon Gono var ikke den eneste, der blev udnævnt udenom MDC efter underskrivelsen af aftalen om magtdeling. Det samme skete med den nye statsanklager Johannes Tomana.

Tomana støtter Zanu-PF
I et af de første interviews efter udnævnelsen sagde Johannes Tomana til den statskontrollerede avis The Herald, at Robert Mugabe og Zanu-PF havde hans uforbeholdne støtte – og den holdning har han ikke været sen til at demonstrere i praksis.

Alt tyder på, at det var efter personlig ordre fra ham, at menneskerettighedsaktivisten Jestina Mukoko og en række andre MDC-aktivister og journalister blev gen-arresteret i starten af maj, efter de var blevet løsladt mod kaution i marts. Efterfølgende gik han efter to redaktører fra den uafhængige avis The Zimbabwe Independent, og senest har han stået bag anholdelsen af en menneskerettigheds-advokat, som forsvarede flere af de arresterede.

Alle er dog blevet løsladt igen, da der ikke var nogen egentlig sag mod dem, og fordi statsanklageren ikke har bemyndigelse til at beordre nogen arresteret. Og hele forløbet har med al tydelighed vist, at arrestationerne var politisk motiverede.

Alligevel er det et af de punkter, hvor Robert Mugabe og Zanu-PF har nægtet at bøje sig.

Selv om 95 pct. af alle uenigheder efter sigende er blevet løst, så fylder især disse to sager stadig meget.

To mænd står i vejen for fremgang
Det kommer også til udtryk i en pressemeddelelse fra MDC den 26. maj, hvori det hedder:

”Dette handler ikke om personligheder, men om værdier og principper. Det handler om at bygge stærke nationale institutioner, der er gennemsigtige, og som står til regnskab for deres handlinger. Nationalbankdirektøren og statsanklageren står mellem Zimbabwe og fremgang. De står mellem Zimbabwes folk og fremgang. De er forskellen mellem fattigdom og udvikling. De er en national hæmsko for en ægte start på genopbygningsarbejdet.”

Den politiske kommentator Brian Kagoro siger i et interview med SW Radio Africa, at den eneste grund til, at samlingsregeringen ikke er brudt sammen på grund af disse sager, er at MDC er gået i bro for at få regeringen til at virke. Og han fortsætter: ”Man kan kun spekulere over, hvad der vil ske, hvis MDC skruer bissen på og står fast og til en forandring nægter at give sig på helt fundamentale områder. Hvis MDC vælger en ligeså kompromisløs stil, som Zanu-PF har valgt i sagen med Tomana og Gono og en række andre ting, så tror jeg for alvor, at samarbejdet i regeringen bliver sat på prøve.”

Et råb om hjælp
Selv om MDC synes at satse på en løsning gennem dialog, så har Morgan Tsvangirai – stærkt presset af sit bagland – nu henvendt sig til Den Afrikanske Union (AU) og til SADC (Southern African Development Community) for at få hjælp til at løse de tilbageværende problemer. Og det har mødt stærk kritik fra Zanu-PF og de "offentlige medier", som kalder denne beslutning for umoden og et tegn på, at MDC ikke er engageret i den nye samlingsregering.

Offentlige medier er Zanu-PF medier
De "offentlige medier" er en af de andre sager, der er en stadig kilde til uenighed mellem partierne i Zimbabwes samlingsregering. De offentlige medier er i princippet public service medier – mere eller mindre efter samme model som i Danmark. I princippet, altså. Som regel omtales de som de "statskontrollerede medier", men den betegnelse er ikke længere dækkende, efter at MDC er med i regeringen. De offentlige medier er i realiteten stærkt styret af Zanu-PF, og de har spillet en væsentlig rolle i Zanu-PF’s propaganda-apparat.

I det politiske grundlag for samlingsregeringen – den såkaldte GPA, Global Political Agreement – har de offentlige medier derfor fået et helt kapitel for sig selv. I GPA’en står der bl.a.: ”De offentlige medier skal afholde sig fra at bruge fornærmende sprog, som kan føre til fjendtligheder, politisk intolerance og etnisk had, eller som på uretfærdig vis underminerer politiske partier eller organisationer. Til dette formål skal samlingsregeringen sørge for forholdsregler, der skal sikre, at dette mål opnås.”

Indirekte tilsværtning af MDC
Hvilke forholdsregler, der er taget, er fortsat lidt uklart, men ud fra en generel observation er den næsten daglige – og åbenlyse – tilsværtning af MDC ikke så udpræget længere. I hvert fald ikke direkte. I midten af maj kritiserede MDC den fortsatte styring af de offentlige medier, der gjorde enhver dagsorden i medierne til en Zanu-PF-dagsorden, og som  medførte, at enhver kritik fra MDC enten blev fuldstændigt udeladt i medierne eller – hvis den blev nævnt – blev kritiseret for at være et udtryk for, at MDC modarbejdede  samlingsregeringen.

I radionyhederne fra Zimbabwe Broadcasting Corporation (ZBC) den 19. maj kommenterede Zanu-PF-medie-ministeren Webster Shamu de offentlige mediers dækning af det politiske landskab i Zimbabwe. Han sagde, at medierne i deres redaktionelle linje havde udvist følsomhed over for det ændrede politiske landskab og sagde, at han var meget tilfreds. Og han fortsatte:

”De offentlige medier har handlet hurtigt og bemærkelsesværdigt og har indfanget og udbredt det nye ethos af enhed. I den proces har de offentlige medier vist lederskab og støtte til den følsomme politiske proces.”

Men her sluttede det ikke. Speakeren fortsatte med at referere en udtalelse fra medie-ministeriet, denne gang med slet skjult henvisning til MDC:

”Ministeriet afviser og beklager visse anklager mod de offentlige medier, som udspringer fra et af partierne i samlingsregeringen. Anklager som ministeriet afviser som kyniske og ugyldige. Ministeriet opfatter kritikken som et kalkuleret forsøg på at intimidere redaktørers arbejde og den redaktionelle linje med det formål at sætte det pågældende parti og dets opmærksomhedshungrende medlemmer i rampelyset.”