Tvivl om legitimiteten af Mugabes jordskredssejr
Mugabe blev onsdag morgen officielt erklæret vinder af præsidentvalget med 52,6% af stemmerne.
14. marts 2002Mugabe vandt præsidentvalget med 56,2 % af stemmerne imod oppositionens kandidat Morgan Tsvangirai, som fik 41,9% af stemmerne. I alt var der lige i underkanten af 3 millioner gyldige stemmer.
Allerede fra morgenstunden onsdag morgen stod det klart, at Mugabe ville vinde valget. I nyhederne klokken 9 blev det offenliggjort, at Mugabe havde vundet i 59 ud af 120 valgkredse med flere tusind stemmer. I 11-nyhederne blev befolkningen opfordret til at modtage resultatet med ro og værdighed, og det blev sagt, at hæren var udkommanderet og var i allerhøjeste beredskab for at bevare freden, når valgresultatet blev kendt.
Klokken 12.10 blev resultatet offentliggjort. Oppositionen blev slået med mange længder i landområderne, men vandt i by- og hovedstadsområdet. Få landdistrikter gik til oppositionen. Enestående er landdistriktet Binga i det nordlige Zimbabwe, hvor oppositionen fik 26.000 stemmer imod Mugabes godt 5.000 stemmer.
" Folk danser på markedspladsen. De fejrer et godt resultat, men man er også meget kede af det, for oppositionen har jo tabt, " siger en medarbejder ved Binga Craft Center.
Binga-distriktet er på størrelse med Sjælland og huser Tongafolket, en minoritet i Zimbabwe.
Reaktionerne fra de lokale og regionale observatører begyndte at komme ind allerede før offentliggørelsen af valgresultatet. Foreløbige rapporter er kommet ind fra Norges mission, SADC-landenes observatører, den Sydafrikanske mission og de lokale organisationers netværk.
The Southern African Development Community (SADC) Parliamentary Forum konkluderer i deres foreløbige rapport, at "Zimbabwe har været præget af ustabilitet siden parlamentsvalget i 2000, og det i en sådan grad, at valgprocessen ikke kan siges at opfylde de normer og standarder for valghandlinger i SADC-Regionen, som landene har vedtaget."
De folkevalgte i SADC-landene er altså ganske uenige med ministermissionen, som betegner valget som grundlæggende frit og retfærdigt.
"Resultatet kan umuligt passe !" udbryder Tendai, receptionist ved en NGO i Bulawayo. "Tallene er forkerte. Der er fundet seriøs valgsvindel sted," fortsætter han. I Bulawayo har været fredeligt efter offentliggørelsen af valgresultatet.
"Men alle er deprimerede og kede af det, og byen er underligt affolket," siger Linda Ncube informationsmedarbejder. Bulawayo har som de andre byer givet Morgan Tsvangirai solid støtte.
Ligeså fredeligt er der ikke i Harares fattige forstæder. I Mbare og Glenare var folk på gaderne for at demonstrere, men demonstrationerne døde hurtigt ud.
"De har snydt, truet folk eller købt sig til stemmerne på landet," siger Annie fra Mbare. "Folk sulter allerede, og nu ender vi tilbage i de samme køer for at købe majsmel – hvis da der overhovedet bliver nogen mennesker tilbage i det her land," fortsætter hun.
Zimbabwes Election Support Network (ZESN), et uafhængigt valg-monitoreringsnetværk bestående af ca. 40 organisationer, udsendte allerede dagen efter valget en pressemeddelelse, som konkluderer at valget umuligt kan beskrives som grundlæggende frit og retfærdigt. Og argumenter er der nok af:
- Registreringen af vælgere var diskriminerende og uigennemskuelig,
- gennemførelse af nye valglove umiddelbart før valgdatoen gjorde det umuligt at nå at træne valgobservatører, hvoraf langt størstedelen kom fra politiet og hæren, samt
- de voldelige episoder, endda på valgdagene, hvor oppositionens valgfunktionærer og de neutrale valgobservatører blev hindret i at udføre deres rolle.
"Blot for to dage siden stod folk i valgkøen og spurgte hinanden: Vælger du fremtiden (oppositionen) eller vælger du fortiden (Mugabe)? Nu ser det ud, som om fremtiden er blevet til fortid, og fortiden med Mugabe i spidsen er Zimbabwes fremtid," slutter Annie fra Mbare filosofisk.
Fremtiden byder på store udfordringer. Forsoning af den splittede befolkning og økonomisk genrejsning er elementære problemer. Spørgsmålet er hvordan Mugabe kan få standset den økonomiske nedsmeltning som er i gang. EU og US har indført sanktioner, så Mugabe må vende sig imod andre valutakilder som Malaysia og Libyen. I valgkampagnen var sloganet: "Økonomi er jord," og Mugabe vil formodentlig fortsætte sin nye 6-årige præsidentperiode med at distribuere jord til landets befolkning og forsøge at modbevise økonomernes afvisning af, at det skal kunne forbedre landets økonomi markant.
"På det politiske plan vil vi blive vidne til en transformation i Zanu PF’s rækker fra et "bad boys-image" til "pæne drenge fra Zimbabwe-image" siger Masunungure, lektor ved statskundskab på University of Zimbabwe.
"Høgene i partiet vil trække sig tilbage og give duerne i partiet plads, og jeg tør endda spå, at Mugabe vil trække sig tilbage om godt to år, når han har gennemført sin historiske mission og givet befolkningen jord".



