Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Læserbrev i Randers Amtsavis 3. september:

Mørklægning af u-landene?

06. september 2005

Da regeringen kom til magten, gjorde den det på et valgprogram, der lovede nedskæring af Danmarks u-landsbistand.

Derpå omdefinerede den "Afrika", så det ikke længere kun omfattede u-landene syd for Sahara, men også Nordafrika og Mellemøsten. Og flyttede dermed ressourcer fra verdens allerfattigste lande til bl.a. olieproducerende arabiske stater.

Nu kommer så dens næste træk: Danskerne skal ikke længere oplyses om forholdene i u-landene for skatteydernes penge! 

Regeringens finanslovsforslag stryger nemlig de 32 mill. kr., som u-landsorganisationerne får til oplysning om forholdene i u-landene. Og udviklingsminister Ulla Tørnæs begrunder det med, at organisationerne altså ikke skal have penge til at fortælle om sig selv.

Må jeg være fri! Det mindste, man kunne forvente, var dog, at regeringen undersøgte, hvad pengene rent faktisk bruges til, før de beslutter at "omdirigere" dem med et pennestrøg. 

For Mellemfolkeligt Samvirkes vedkommende handler det om 8 mio. kr., der bruges til undervisningsmaterialer, foredrag, videoer, dvd'er og diverse andet informationsmateriale. 

Ikke om Mellemfolkeligt Samvirke, men om de mennesker, som Danmarks udviklingsbistand sigter på at hjælpe (Se www.ms.dk). Og der indgår betydelige mængder frivilligt (ulønnet) arbejde i denne informationsindsats, så materialerne i virkeligheden er mange flere penge værd!

Regeringen har talt meget og længe om vigtigheden af, at vi danskere rustes til at møde globaliseringens udfordringer. 

Men det gælder altså åbenbart ikke skoleeleverne, der i øjeblikket tilbydes alskens information om mennesker i den fattige del af verden - i form af gratis materialer og foredrag samt adgang til MS' bibliotek med 40.000 bøger, 450 tidsskrifter og 2.100 video- og dvd-film. 

Den slags oplysning insisterer regeringen og dens støtteparti åbenbart på at nedprioritere.

Og det er selvfølgelig ikke, fordi der så afsættes flere penge til skolernes slunkne materialekonti. Næh, hvis skolerne fremover skal have adgang til den slags materiale, så skal pengene åbenbart skaffes ved hjælp af raslebøsser.

Mener regeringen mon, at skatteyderne og deres børn i øjeblikket over-informeres om forholdene i verdens fattigste lande?

Jette Møller, lektor
tidl. udviklingsarbejder i Zambia
Byleddet 14
Randers