Hele 7829 kilometer hjemmefra

Frederikshavnerpigerne Astrid Knudsen og Marie Jæger er blevet eksperter i kropssprog. De har nemlig boet blandt bembaerne i Zambia de sidste tre måneder – gennem MS' rejseprogran Global Contact.

Marie Jæger (tv) og Astrid Knudsen med deres zambianske familie.

De to Frederikshavnerpiger, Astrid Knudsen og Marie Jæger, er blevet eksperter i kropssprog. De har nemlig boet blandt bembaerne i Zambia de sidste tre måneder.

Men sproget er ikke den eneste udfordring, når man er så langt hjemmefra.

Edderkopper er blevet en del af inventaret. Men den nat, der var en flagermus inde under myggenettet, hørte alligevel til de sjældne.

"I starten kunne vi kun høre en mærkelig lyd. Det viste sig at være en flagermus, der fløj rundt under sengen og bankede hovedet op i sengebrædderne. Pludselig fløj den op og var 20 centimer foran mit ansigt, og jeg råbte Aaaastrrid og kastede mig ud af sengen af bar skræk. Det vækkede vores "mor", og så måtte vi stå og lave pibende flagermuslyde og flakse med armene for at få forklaret hende, hvad der var galt. Hun taler nemlig ikke engelsk. Men vi er blevet ret gode til kropssprog," fortæller Marie Jæger.

19-årige Marie Jæger og 20-årige Astrid Knudsen, der sidste sommer blev studenter fra Frederikshavn Gymnasium, har de sidste tre måneder boet hos en familie i en meget lille landsby i Zambia. Og det er en oplevelse, der har lært dem at håndtere meget andet end flagermus.

De to piger er ellers kendt for at kunne klare lidt af hvert derhjemme, hvor de bl.a. har været aktive i SF's ungdomspolitiske arbejde, startet Frederikshavns Gymnasiums skoleblad og været involveret i Ungdomsnetværket og Ambitionsfabrikken.

Pigernes landsby, Lubwe, ligger lige ved siden af den smukke Bangweulu sø.

Frodigt og fredeligt
Men Afrika slog alligevel lidt benene væk under dem den første uge, de var her.

"Vi skulle vænne os til alting. Til at toilettet var omme i haven og til kakerlakker alle vegne og til at spise majsgrød hver dag. På et tidspunkt gik det op for os, at vi ikke havde en eneste rutine, der var ligesom derhjemme. Jeg havde jo nok forestillet mig, at det ville blive anderledes, men det var alligevel en overraskelse", siger Astrid.

Inden pigerne tog af sted, vidste de dårligt nok, hvor Zambia lå henne. De ville bare gerne ud at rejse et sted i Afrika, hvor der ikke var så mange turister. Men rygsækrejsen var for dyr, og de ville gerne have mulighed for at lære en anden kultur at kende indefra.

Derfor besluttede de sig for at rejse ud med Mellemfolkeligt Samvirkes rejseprogram Global Contact, hvor man indkvarteres hos lokale familier og arbejder for en lokal organisation.

"Der stod på MS' hjemmeside, at Zambia var frodigt og fredeligt, så vi tænkte, at det nok lige var os", smiler Astrid.

Storesøster Jande følger koncentreret med i, at Astrid syr en nederdel.

En sjælden følelse
Og der er absolut ingen turister i den lille by, Lubwe, hvor de har boet. Faktisk er der kun et enkelt andet hvidt menneske i byen, en amerikaner, der arbejder for en lokal organisation.

"Han hedder Patrick, så nu kalder folk også os for Patrick af og til, det er ligesom vores fællesbetegnelse", siger Marie.

Storesøster Jande hjælper Astrid og Marie med at sy nederdele.

Efter tre måneder har pigerne vænnet sig til deres afrikanske hverdag, selv om der ikke er mange lighedspunkter med Danmark.

"Alting er meget mere afslappet her. I Danmark skal du planlægge alting hele tiden, og der er meget mere bekymring og stress. Men her har vi haft en masse aftener, hvor vi bare har kunnet se på solnedgangen og stjernerne og vidst, at den næste dag nok skulle udfylde sig selv, selv om der ingen planer er. Det er en rimelig sjælden følelse i Danmark", konstaterer Astrid.

Selv uden den store planlægning er det dog ikke, fordi pigerne har manglet noget at tage sig til. De har været tilknyttet en lokal organisation, der bl.a. forsøger at mobilisere grupper af ældre piger, storesøstre, til at sørge for grupper af yngre piger, lillesøstre, som igennem storesøstrenes initiativer kan få finansieret deres skolegang.

I praksis har Astrid og Marie derfor været rundt hos forskellige grupper og skoler i området, hvor de bl.a. har holdt foredrag om ligestilling mellem mænd og kvinder, om betydningen af en god uddannelse, og hvorfor man ikke skal gifte sig, før man har fået den.

Og den slags emner har givet dem et indblik i både afrikansk og dansk kultur.

"Vi har stået og diskuteret med drenge i 3. g, som helt seriøst mener, at de er mere intelligente end piger. Det begrunder de med, at pigerne jo bliver gravide hele tiden og derfor ikke tager deres uddannelse seriøst. Og vi har mødt piger, der var enige! Det var lidt chokerende at blive konfronteret med", siger Astrid.

Og Marie supplerer:

"Når man diskuterer kvinderettigheder, bliver man også tit mødt med argumenter fra biblen, som folk tager helt bogstaveligt. Det kan godt være lidt vanskeligt at argumentere mod.

Marie lærer at bruge en strikkemaskine. Flere af storesøstrene fra deres organisation tjener penge til de yngre ved at deltage i sygrupper.

Barske realiteter
Diskussionerne har tit givet dem et nyt perspektiv på Danmark.

"Man kan godt forstå, at folk tager religion så alvorligt, når man ser, at de bliver undervist i biblen på samme måde, som vi bliver undervist i, at 2+2 er lig 4. Og når selve undervisningsmetoden i skolerne er så autoritær, og eleverne bare skal skrive af efter læreren på tavlen. Men det giver også et helt nyt perspektiv på det danske uddannelsessystem", siger Marie og Astrid tilføjer:

"Det går pludseligt op for én, hvor meget det betyder at blive stimuleret i opdragelsen. Vi lærer at bruge vores intelligens på en helt anden måde derhjemme, fordi vi lærer at observere og gøre vores egne erfaringer i stedet for bare at kopiere.

Afrikas barske realiteter har også på andre måder været en kontrast til Danmark.

"Døden kommer meget tæt på hernede. Vores "mor" går til begravelse en gang om ugen, og der er stort set ingen, der ikke har mistet familiemedlemmer."

"Det er jo ikke noget, man snakker særligt meget om derhjemme, men her er det bare en af livets realiteter," fortæller Astrid.

Derfor har zambiernes generelle livsindstilling også været noget af en overraskelse.

"Jeg troede, at folk ville være mere triste, men det har været en utrolig god oplevelse at se, at folk kan have så få penge og så mange døde familiemedlemmer og alligevel være så livsglade og åbne og imødekommende," siger hun.

Og Marie er enig:

"De har så mange tårnhøje problemer, og alligevel har alle en overbevisning om, at det jo nok skal gå alt sammen. Takuli bwafiya, som det hedder på lokalsproget bemba. Det er en fantastisk livsindstilling at have."

Astrid Knudsen og Marie Jæger vender hjem til Danmark i slutningen af juni.

Astrid og Maries zambiske mor, Christina, steger søde kartofler til pigerne.