Unikt specialbibliotek er truet
På MS Biblioteket kan skoleelever, lærere m.m. få opdateret deres viden om ulandsforhold, men det er lukningstruet, hvis regeringen fastholder sit forslag om at fjerne u-landsoplysningen.
|
Mellemfolkeligt Samvirke driver et offentligt bibliotek, som hidtil har været finansieret af midler fra Danidas Oplysningsbevilling samt fra Integrations- og Kulturministeriet.
Det er et godt eksempel på, at oplysningsbevillingen bruges til det brede folkelige oplysningsarbejde, som når ud til flere målgrupper:
- Undervisningssektorens folkeskolelærere, gymnasielærere og elever/studerende på de videregående uddannelser
- Praktikere i bistandssamarbejdet og på integrationsområdet, organisationsfolk og erhvervslivet
- Journalister, medier og politikere
Ét bibliotek – tre samlinger:
1. MS Biblioteket – u-lande og global udvikling
40.000 bøger og tidsskriftartikler om økonomi, politik, sociale og kulturelle forhold i den tredje verden samt om globale spørgsmål.
2 .Minoritetssamlingen
7.500 bøger om etniske minoriteter, indvandrere, flygtninge og efterkommere - med hovedvægt på forholdene i Danmark.
3. Mediateket
2.100 danske og udenlandske dvd- og videofilm om tredje verdens forhold samt om flygtninge/indvandrere.
Brugerudtalelser:
"Tak for enestående hjælp til min projektopgave om vietnamesere i Odense – jeg har slet ikke kunnet få de samme materialer andre steder. Det var rigtig god service, at jeg kunne få bøgerne sendt til min adresse i Odense."
Karen Margrethe Nielsen, cand.mag., diplomstuderende til underviser i dansk som andetsprog for voksne
"Tak for den gode hjælp og vejledning – langt ud over hvad man kunne forvente."
Marie Danø, lærerstuderende fra Københavns Dag- og Aftenseminarium
Se evt. www.msbiblioteket.dk



