U-landene og finansloven

Bistanden til de fattige skal ikke gøres til et finanspolitisk redskab

Regeringens finanslovsforslag viser, at bistanden til udviklingslandene målt i løbende priser er steget mere end andre offentlige udgifter i perioden siden 1993. Det er en direkte konsekvens af folketingsbeslutningen fra 1994, som fastslår at Danmark skal yde 1% af bruttonationalindkomsten i bistand til verdens fattige.

Når dette kobles med to andre konstateringer - underskuddet på statsbudgettet og andre landes beskæring af udviklingsbistanden - er det ikke overraskende, at visse politikere og politiske kommentatorer stiller spørgsmålstegn ved rimeligheden i at leve op til 1994 beslutningen.

Hvorfor ikke - synes tankegangen at være - benytte lejligheden til at slå to fluer med ét smæk: At komme tættere på balancepunktet på statsbudgettet; og samtidig hjælpe Danida med at komme af med nogle af de penge man alligevel ikke kan komme af med, eller som man alligevel spilder på ubrugelige og tvivlsomme aktiviteter (ikke mindst når det gælder bistanden til de multilaterale organisationer).

Mellemfolkeligt Samvirke er tilhænger af en aktiv og fordomsfri debat om dansk udviklingsbistand. Men netop fordi den internationale tendens til nedskæringer på udviklingsbistanden er så markant i disse år, kan der være grund til at mane til besindighed. Derfor vil vi pege på:

At den voksende globale ulighed, som beskrives i UNDPs Human Development Report for 1996, mere end nogensinde stiller krav til den rige verden om at vedkende sig et ansvar for at stille et minimum af ressourcer til rådighed for de fattigste lande, især lande i Afrika.

At selvsamme rapport med stor grundighed påviser, at investeringer i menneskelig udvikling og større lighed - som også er central målsætninger i den danske bistandsstrategi - bidrager positivt til økonomisk vækst. Men at det i de fattigste lande forudsætter tilførsel af ressourcer udefra.

At flertallet af industrilande lader kortsigtede nationale finanspolitiske overvejelser gå forud for langsigtede globale og fundamentale moralske hensyn bør ikke forlede danske politikere til at begå samme fejltagelse.

At Danida i 1995 havde afløbsproblemer (og måske også får det i 1996) er ikke et udtryk for, at der ikke er behov for midlerne. Det er snarere et udtryk for flaskehalsproblemer i selve Danida (herunder mangel på rådgivere/eksperter i dele af systemet), kombineret med den tid det tager at opbygge nye langsigtede sektorprogrammer i de tyve samarbejdslande.

At der også fra Mellemfolkeligt Samvirkes synspunkt er aktiviteter, som er mere fornuftige end andre. Det gør vi med jævne mellemrum opmærksom på og diskuterer gerne med ministerium og minister. Men vi ved også af egen erfaring, at bistandssamarbejde kan være både besværligt og risikobetonet, og at resultaterne først viser sig efter mange års ihærdig indsats.

At der er al mulig grund til at Danmark forholder sig kritisk til det arbejde, der udføres af det multilaterale system, herunder af FN-organisationerne. Men det er netop hvad Danida gør med vedtagelsen af strategien for "aktiv multilateralisme", som MS støtter.

Derfor finder vi det beklageligt og uansvarligt, hvis Danmarks bidrag til en menneskeværdig global udvikling skal gøres til et finanspolitisk anliggende. Det kan vi ganske enkelt ikke være bekendt - især ikke i en situation, hvor stort set alle parter er enige om, at Danmarks økonomiske situation er ganske fornuftig!

For at undgå enhver misforståelse vil vi understrege følgende: Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde i Afrika, Asien og Mellemamerika er fuldt og helt finansieret af Danida - og dermed af u-landsbevillingen. Men størrelsen af vores bevilling er ikke bundet til stigningstakten i den samlede Danida-bevilling. I de sidste tre år er MS' bevilling kun blevet reguleret i overensstemmelse med de almindelige prisstigninger.

Med venlig hilsen,
Knud Vilby, Formand
Bjørn Førde, Generalsekretær.