Artikel fra MS-revy 2/1992

Leder: Bøvl og begejstring

Knud Vilby samler i lederen op på den debat, der er blevet skabt efter Kelm-Hansens debatartikel "Er de frivillige pengene værd?"

Af Knud Vilby

20. marts 1992

DE OPGAVER, vi stiller os i MS, er store. Og skal vi bevæge os i rigtig retning, har vi brug for konstant debat og kritik, for selvan­fægtelse og andres ­an­fægtel­ser, for udfordring og foran­dring.

MS er ikke en forretning, som sælger bistand og kultur­tilbud, og som blot kan glæde sig over vækst i omsæt­ningen. MS er derimod en organisation af menne­sker, som skal finde nye og svære veje til i samar­bejde med andre at give større håb og mulig­heder. "Udvikling" er i den proces ikke noget, vi kommer med til andre, men noget vi må kræve af os selv. Kun hvis MS hele tiden ud­vikler sig, kan MS give relevante bidrag til forbedrin­ger.

Som andre har vi rutiner at arbejde efter, men den dag, selve det vi gør bliver en rutine, kan vi godt lukke. Fornyelsen skal være et perspektiv hele tiden - for MS-poli­ti­kere, medlemmer og aktivister og for ansatte i alle hjørner.

SÅ MEGET for at takke for de sidste ugers offentlige debat om MS. Ikke alle de stød, der blev sat ind mod MS, var rene, og det er ærger­ligt at skulle forsvare sig mod løgn­agtighed med demen­tier. Men den bedste del af debatten illustrere­de reelle styrker og svag­heder hos os. Den viste også, at vi har styrke til hurti­ge æn­drin­ger.

Få, der beskæftiger sig seriøst med ud­vik­lingsbi­stand, undgår selvransagende spørgsmål og tvivl om hele bistandsbe­grebet. Der er stadig lidt almissepræg over bi­stands­dråberne til de fattige i en verden bygget på uretfærdighed og ulighed. Det er ikke nemt at gøre bistandstænkning til soli­darisk mellemfolkelig politik eller at finde en donorrolle, som reelt styrker de lokale kræfter og mulig­heder.

Selv om MS har udviklet frivilligprogrammet meget gennem de sidste år, og det er blevet positivt evalueret, er det godt for os, at Kelm-Hansen stiller spørgsmål om værdien af de frivillige i for­hold til omkostningerne. Her har vi med god sam­vittighed kunnet sige, at vi står inde for både pris og kvalifika­tionskrav, men at vi netop derfor må lade os vurdere på kvaliteten i arbejdet og i placerin­gerne. Og naturligvis er alt ikke godt.

Vi skal nå længere i retning af at tilpasse vor as­sistance til modta­gernes behov. Vi skal kunne støtte ansættelsen af lokale i lokale organisationer. Vi skal nok afgive mere magt over vores program til nationale programud­vik­lingskomiteer, og vi skal måske have færre udsend­te.

Vi skal ikke vælge det sikre for at undgå fejl, men på grund­lag af kvalitet og erfarin­ger være parate til at eksperimen­tere og hele tiden stille ind­holdsmæssige krav både til os selv og til MS. Og vi er os alle­ - aktivi­ster, ansatte, frivil­lige, lokale pro­gramme offi­cers, administra­torer og koordina­torer.              

DE SIDSTE - administratorerne og koordinatorerne - var den anden store del af pressestormen. Påpegningen af at de 25 ud­sendte ledere i gennemsnit tjener 330.000 kroner skatte­frit om året, førte til voldsom kritik af "million­løn­ninger".

Forretningsud­valget besluttede fem dage efter, at kri­tikken var rejst, at reducere lønningerne med 25 pct. Det fik vi en vis aner­kendelse for, men også ny kritik. Nogle kaldte det en panik­handling, andre så det som udtryk for, at ledelsen intet anede om organisationens egne løn­ninger. Og sandt er det, at det havde været langt bedre, om vi selv havde rejst løndebatten.

I al enkelhed er sagen, at MS-lønninger for udsendte ledere efter opfordring fra udenrigsministeriet følger Danidas regler. Det vidste vi naturligvis godt. Vi havde det i ledel­sen godt med at give gode lønninger til lederne af et stort og vigtigt frivilligprogram. Vi stiller store krav og giver et stort ansvar. Ofte må et par forlade to stillinger hjemme for at få én løn ude, og vi tror ikke på en logik, hvor seri­øst arbej­de i en solidaritetsorganisation skal betales væsent­ligt dårli­gere end tilsvarende arbejde i en organisa­tion med en ringere målsætning.

Men det er rigtigt, at vi ikke havde fulgt med i, hvor stærkt løn­ningerne på få år var røget opad, især som følge af voksende landetillæg. Derfor var nogle af os lidt cho­kerede. Det blev de også i Udenrigsministeriet, hvor de uanset udenrigs­mini­sterens påstande om det modsatte heller ikke havde styr på overblikket.

Konklusionen var den hurtige MS-beslutning om at ned­skære lønningerne. Ikke fordi vi har gjort noget for­kert, eller vore folk ikke skal lønnes for et professio­nelt ansvar, men fordi løn­ningerne skal kunne for­svares og accepteres som rimelige i en dansk of­fentlighed. Det kan disse lønninger ikke. Og ændrin­gen er naturlig­vis ikke slutningen, men begyndelsen på en intern diskussion.  

DEBATTEN har ikke været kedelig. I de samme hektiske uger var MS i store dele af pressen i stand til også at trænge igennem med syns­punkter på dansk global miljøpolitik og bistandspo­li­tik. MS er ikke dårlig til at påvirke debatten, og der er stigende for­ståelse for det, vi står for, men naturligvis er vi ikke ene om at bestemme hvor og hvornår, der skal diskuteres.

Virksomhedsforskeren Niels Villemoes taler i en ny bog om, at bøvl er det givne vilkår, og mener at bøvl er forudsætningen for fornyelse og fremgang. Det tyder godt for MS­. Kravet til fornyelse er imidlertid også et krav om, at vi selv indefra ser proble­mer­ne så hurtigt som muligt og selv er i stand til at handle. Bøvlet må godt komme indefra. Gerne sammen med begej­string over de opgaver, vi har.