Artikel fra MS-revy 2/1992

De frivillige er pengene værd

Ideen om, at frivillige skal leve på de lokales vilkår, afsporer diskussionen og skaber en myte om, at der ikke er klasseforskelle mellem udsendte og den lokale befolkning, skriver Titus Moetsabi i et svar på Chr. Kelm-Hansens artikel: "Er de frivillige penge værd?". Titus Moetsabi er ansat som senior programmedarbejder på MS-kontoret i Zimbabwe.

Af Titus Moetsabi

17. marts 1992

DET CENTRALE i diskussionen er konflikten mellem ønske­tænk­ning og udviklings­landenes virkelighed her ved tærsklen til det 21. århundrede.

Hvad får Afrika ud af, at en kompetent dansker sover i en hytte på lige fod med lokalbefolkningen, uden ressourcer og med vand, der skal hentes 10 km væk? Jeg er glad for, at MS har været dynamisk nok til at fjerne sig fra ideen om, at de frivillige skal leve på de lokales vilkår, for den afsporer diskussio­nen fra det virkelige emne - udvikling af hvad, af hvem, for hvem og hvordan - alt mens man skaber en myte om, at der ikke er klasse­for­skelle mellem udviklingsarbejderen og den lokale be­folkning. Folk fra nord, som kommer for at arbejde i syd, kan på trods af disse skel skabe alliancer med fattige bønder og danne bro over kløften mellem rig og fattig.

Jeg tror på, at essensen i udvikling er en total menneskelig udvikling, som samfund har en ret til at kræve. Disse samfund må selv må skaffe sig de fødevarer og indtægter, som skal til for at opfylde deres behov. Det er folket selv, der er agenter for foran­dring og ud­vikling.

Den lokale udvikling skal i første række komme dem selv til gode og i anden række brede sig til hele menneskeheden i form af bæredygtige løsninger. Efter min mening bør udvikling starte med at udnytte de indre og ydre menneskelige ressourcer og derefter inddrage andre ressourcer, f.eks. økonomiske.

Men det er ikke nogen hemmelighed, at manglen på ressour­cer hos os nødvendiggør en holdning, hvor vi samar­bejder med andre, der har de nødvendige færdigheder og ressour­cer. Og hermed er vi tilbage ved spørgsmålet: "Er de frivillige pengene værd?" Det tror jeg, de er.

AFRIKA SYD for Sahara er ved at blive kvalt i klimatiske og økologi­ske kriser. Det har ført til forringet vegetation, mangel på nedbør, fejlslagne afgrøder, sult, hungersnød, energikri­se, gæld, krise i den økonomiske styring osv. Og forsøger man at støtte forandring ved at lade en udsendt leve fattigt i en landsby uden køretøj, så bidrager man ikke til strategier, der er bæredygti­ge nok til at overleve disse krisers dødsfælde.

De sidste 50 års bistand til Afrika har både omfattet romanti­ske strategier og ortodokse vækststra­tegier. I den periode er de afrikanske lande blevet koloniseret med milliarder af bi­standspen­ge, som reelt har ført til under­udvikling og en ny slags kolonialis­me, hvor modtagerlandene er blevet kørt mere ud på et sidespor og fast­låst i håbløs fattigdom.

DET SKAL IKKE forstås sådan, at Kelm-Hansen ikke har en pointe. Jeg mener heller ikke, at en dansk lærer bør undervise i "lokalsam­funds-udvikling" hvor som helst. Men det er ikke det vigtigste. Hovedsagen er rationelle placeringer i et teknisk bistand­spro­gram, og hvis penge eller transport er problemet, så er det ikke en opgave for MS, og så bør andre tage sig af det.

Vi søger en effektiv metode til at få de fattige samfund ud af dødvandet, og her bygger den alternative form for udvikling på selvforsyning, på at støtte sig på egne kræfter, på opbygning af evner og på samarbejde. Norden har både penge, information og regerings­styrke, og det spændende for mig er, hvordan alt dette kan brin­ges ud i landsbyerne og hér demonstrere demokrati, folkestyret dialog og det lokale samfunds tillid.

MS' nuværende metode, hvor man støtter lokale folkelige organi­sationer, diskuterer ansættelse af lokale i projekterne, "lokaliserer" programmet og arbejder med lokale samarbejdspart­nere - alt dette er en positiv nyorientering af det internationale udviklingssamar­bejde.

Hjerneflugten mod Nord og til Sydafrika understreger be­hovet for yderlige personelbistand til udviklingslandene. Landom­råder­ne med deres håbløse fattigdom har brug for fagfolk med den nød­vendi­ge opbakning fra en infrastruktur, så de er effektive og ikke fru­strere­de i de 24 måneder, de er ude.

Men de udsendte bør efter min me­ning altid fungere som råd­givere og ikke som ledere. Menings­fuldt samarbejde bør baseres på at integrere de udsendtes færdig­heder med lokalsamfundets erfaringer og viden. Vi bør undgå "eks­pert-syndromet", hvor man ikke kommer for at lytte, men for at diktere.

UDVIKLING ØGER farten i kursen mod social retfærdighed. Derfor er både lokale og eksterne udviklings­arbejdere­ nødt til at finde kreative måder til at sikre modtagernes op­timale ud­nyttelse af ret spar­somme ressourcer.

Jeg tror, at mange lokale og internationa­le udviklingsorgani­satio­ner står over for dette dilemma - at hjælpe de fattige mest muligt ­for at bygge bro mellem fattig og rig, snarere end kun at støtte de fattige minimalt og dermed dels skabe et flertal af frem­med­gjorte fattige og dels skabe en lille rig elite.

Jeg vil derfor i al beskedenhed til slut påstå, at frivilligpro­gram­met er penge­ne værd, og at MS bør fortsætte sine bestræbel­serne for at sikre en optimal effekt på græsrodsniveau.