Mit livs rejse

Kan vi ikke lige støve begrebet ”dannelsesrejse” af? Mette Marie Vad Karsten beretter fra én af slagsen – to måneder i Sydafrika. Som Søren Kierkegaard sagde: "At vove er at miste fodfæstet for en stund. Ikke at vove er at miste livet".

Børnehaven i Phillipi i udkanten af Cape Town, foto: Mette Marie Vad Karsten.

SELV NU, i skrivende stund, er jeg stadig ikke helt sikker på, hvordan jeg fik den idé, at jeg ville til Afrika. Mit studieretningsprojekt i 3. g bærer nok en del af 'skylden' for mit valg, fordi jeg dér skrev om Sydafrika og dets overgang fra apartheid til demokrati. Min interesse var vakt, men da jeg så, at Mellemfolkeligt Samvirke tilbød en 'pakkeløsning' med en måneds forberedende højskole på Zanzibar og derefter to en halv måned i Sydafrika som frivillig – ja, så var der slet ingen tvivl om, at det var dét, mit sabbatår skulle bruges på, inden jeg skulle okse videre gennem uddannelsessystemet.

Mette Marie Vad Karsten blev student 2008. Hun har siden da været u-landsfrivillig i tre en halv måned for Mellemfolkeligt Samvirke.

Min tid i Sydafrika tilbragte jeg i Cape Town, hvor jeg boede privat hos en farvet familie, der boede ude i den største farvede forstad, townshippen Mitchell's Plain.

Ordet township forbinder mange med blikskure, jordveje, skidt og møg og kriminalitet på hvert et gadehjørne – sådan er det også nogle steder, og dér var jeg også, mens jeg var dernede. Men 'min' township var helt anderledes. Sammen med en tysk pige, der også var frivillig på mit projekt, boede jeg i den rolige del af Mitchell's Plain hos en farvet middelklassefamilie i et almindelig rækkehus med bil og minimal forhave, og her havde man to fjernsyn, computer, dvd-afspiller, mikrobølgeovn og alt, hvad man ellers har brug for i en almindelig familie. Nuvel, deres hus var ikke stort, og de havde ikke uanede mængder af penge – men de manglede ikke noget, og de var nogle af de mest elskelige og imødekommende mennesker, jeg nogensinde har mødt.

Min værtsfamilie bestod af Rita og Jonathan, et midaldrende ægtepar på hhv. 52 og 61 år, som havde været gift i ti år, og Ritas søn fra et tidligere ægteskab, samt hans kone og deres søn på ni mdr., og det var denne familie, som jeg blev en integreret del af de følgende to måneder.

MENS JEG BOEDE i Cape Town, arbejdede jeg som frivillig i en creche (det, der svarer til en børnehave herhjemme), som min værtsmor var projektkoordinator for som 'senior development worker' ved en privat organisation kaldet 'Cape Town Child Welfare', der arbejder med problembørn, børn i plejefamilier og børnehjem, og som derudover også har projekter med børnehaver rundt omkring i fattige forstæder. Den børnehave, som jeg var i, lå i et område kaldet Phillipi, der var et af de fattige landbrugsområder i udkanten af Cape Town.

I crechen var der omkring 20 børn, da jeg var der i februar og april, men normalt kunne der godt være op til 60 børn. Grunden til, at der var så få børn, var, at det stadig var starten af året, og at børnenes forældre derfor ikke havde fået sparet nok penge op endnu til at kunne betale for at have deres børn dér. Mange af forældrene i området var arbejdsløse, så derfor var det ikke altid lige nemt at betale de 160 Rand om måneden, som det kostede. Omregnet til danske kroner er det omkring 90-100 kr., og ens verdensopfattelse ændrede sig drastisk, når sådan nogle tal kom på bordet – det værste var, at det var en skam, hvis de børn ikke kom der, for de havde virkelig brug for det.

Mange af projektets børn var blevet alkoholskadede i fosterstadiet, fordi deres mor havde drukket under graviditeten, og det betød, at de var lidt langsommere end normale børn til at lære, og deres opførsel var også noget mere aggressiv end de danske børn, som jeg har stiftet bekendtskab med. Lederen af børnehaven fortalte mig, at det både var pga. alkoholskaden, og fordi de lærte hjemmefra, at der var sådan, man løste konflikter – ved at slå, sparke og rive i hinandens hår, og de havde tit svært ved at forstå, når jeg sagde nej til dem og forsøgte at opdrage på dem og fortælle, at der var noget, de ikke måtte gøre.

Det var noget af en udfordring at blive kastet ud i, må jeg indrømme, og det krævede en god portion tålmodighed og overbærenhed at have med børnene at gøre, og jeg var nogle gange nødt til at lægge bånd på mig selv for ikke at efterligne de voksne og slå børnene eller tage lidt hårdere fat på dem, hvis de ikke opførte sig ordentligt. Ikke fordi børnene havde gjort noget slemt eller noget forkert, men fordi det bare var en del af opdragelseskulturen, og fordi børnene tilsyneladende ikke altid respekterede mine ord lige så meget som de andre voksne.

MEN TIDEN i børnehaven var ikke kun opdragelse, frustrationer, uoverskuelige udfordringer og sprogvanskeligheder, fordi de små ikke kunne forstå engelsk, og jeg ikke kunne afrikaans. Tiden på projektet var fantastisk, og der er noget særligt og ejendommeligt ved at være omkring børn, der uden videre beder om at blive taget op på armen, selv om de aldrig har set én før. Jeg vil ikke sige, at børnene var anderledes end andre børn pga. deres alkoholskade – jeg vil i stedet sige, at de var specielle og helt fantastiske i deres væremåde og humør. Og jeg tror sjældent, man vil møde børn i Danmark, der kan blive så begejstrede over besøg fra et fremmed land, som de kunne, og som fra første øjeblik bare stoler blindt på, at man vil dem det bedste.

Børnene blev ellevilde hver morgen, når vi trådte ind i børnehaven, og man vidste, at de havde set os, når de begejstrede udråb (»Mommy, Mommy, Mommy!«) ramte os som en lydmur, og så var det ellers bare et spørgsmål om tid, inden de første fem unger ville tages op på armen. De var helt utroligt opmærksomhedssøgende over for os to frivillige, og jeg tror, at vi blev erstatning for den opmærksomhed og omsorg, som af og til kunne mangle derhjemme i deres egen familie. Derfor kunne man heller ikke få sig selv til at ignorere dem eller lade være med at kigge på deres krusedulletegninger for tiende gang i træk. Det var jo det, vi var kommet for – bare for at være der for dem og for at gøre deres dag lidt bedre.

Hvis vi kunne få dem til at smile og grine og give dem nogle gode oplevelser, så var vores gerning som frivillig gjort den dag. Nogle gange kunne det virke frustrerende, at man ikke kunne se nogen håndgribelige tegn på, at vi gjorde en forskel, og af og til spurgte man sig selv, om det overhovedet hjalp, at man var der - ja, til tider følte man sig næsten overflødig. Børnene legede jo alligevel bare de samme lege som før, så hvad forskel gjorde det, om jeg var med til at lave fingermaling eller skubbe gyngen? Jeg snakkede med min værtsmor om det, og hun sagde udtrykkeligt til mig, at jeg ikke måtte tvivle på, hvor meget vores hjælp blev påskønnet! Selv om man måske ikke sagde det til mig, så var alle omkring projektet meget taknemmelige for de frivillige.

DER ER GÅET15 år nu, siden apartheidstyret blev ophævet i 1994, og Sydafrika afholdt sit første frie valg med Nelson Mandela som ny præsident. I dag er Sydafrika et land, der stadig lider under klasseopdeling, arbejdsløshed, korruption, nepotisme, vold, kriminalitet og mangel på uddannelse, og der er lang vej endnu, inden alle sårene er helet. Men ting tager tid, og det gør genfødslen af et samfund også – og Sydafrika er på vej i den rigtige retning. Alligevel kan man stadig mærke arven fra apartheid, når man færdes blandt sydafrikanerne. Hvad enten man er sort, hvid eller farvet, så er alle enige om, at man skal forsone sig med hinanden, tilgive hinanden for, hvad der er sket i fortiden og bare komme videre – at man er én nation med ét folk.

Sådan er det de fleste steder, man kommer – men nogle gange er historien en anden. Generelt set er det typisk de ældre generationer - dvs. dem, der rigtigt kan huske apartheidtiden – der er mere fanget i de gamle racemønstre, i modsætning til den unge generation, som er mere blandet på tværs af etnicitet og hudfarve.

Men graver man lidt ned under overfladen, så finder man stadig rigtig mange mennesker, der endnu ikke er kommet sig over raceadskillelsen. På overfladen har alle det godt med hinanden, men under facaden ulmer fortsat en bitterhed, som er svær at komme af med. Man glemmer ikke, og tilgivelse er lettere sagt end gjort.

”Under facaden ulmer fortsat en bitterhed, som er svær at komme af med. Man glemmer ikke, og tilgivelse er lettere sagt end gjort.”

Denne holdning synes umiddelbart mest udbredt blandt de sorte, og den er – stadig – rettet mod de hvide, hvilket vi f.eks. mærkede, da vi på en tur gennem en sort township så et skilt med teksten 'All white people are devils'. Om skiltet var et levn fra fortiden, eller om det var nyt, er svært at sige. Men det var en realitet, at vi lige pludselig befandt os i et land, hvor vi hørte til mindretallet, og hvor vi oplevede at blive dømt ufrivilligt ud fra vores hudfarve, som blev forbundet med forfærdelige handlinger og holdninger, som vi ikke selv sympatiserede med, men som blev tillagt én pga. vores hudfarve.

MAN KUNNE TRO, at der kun var denne bitterhed blandt de sorte, men sådan forholdt det sig ikke. Fordomme, mistroiskhed og forbitrelse fandtes alle steder, både blandt hvide, farvede og sorte, og alle var lige gode om at være på vagt over for andre, der ikke var som dem.

Indtil flere gange oplevede jeg, at de hvide næsten var ved at tabe underkæben, når jeg fortalte, at jeg boede ude i det farvede Mitchell's Plain. De forstod slet ikke, at jeg turde bevæge mig rundt derude, for de havde hørt så meget om, hvor farligt, kriminelt og voldeligt området var. Jeg må indrømme, at jeg blev fuldstændig forbløffet over, hvor uvidende og fordomsfulde nogle af de hvide sydafrikanere var. De fortalte, at de ikke med deres gode vilje ville sætte deres ben derude, fordi det var for farligt, og vi mødte endda nogle, der havde svært ved at tro, at vi spiste den samme mad som de farvede og sorte familier, vi boede hos.

Hele hudfarveproblematikken fik endnu en drejning, da det gik op for mig, at mange sorte ikke turde bevæge sig ind i farvede townships. Jeg husker specielt en samtale, som jeg havde dernede med en af de farvede ansatte på min værtsmors arbejde: jeg spurgte ham undrende, hvordan det kunne hænge sammen, at de lokale sorte, som jeg lærte at kende dernede, ikke turde bevæge sig i nærheden af Mitchell's Plain af frygt for at blive skudt ned på åben gade, når jeg uden problemer kunne gå rundt derude og føle mig tryg. Han svarede, at: »Det er, fordi du er hvid. De tør ikke gøre noget ved dig, for hvis de gør det, vil alle farvede blive syndebukke i medierne pga. deres dumdristige handling, og det vil de ikke være skyld i. Men hvis det 'bare' er en sort, de skyder ned, så er sagen anderledes, og så er medierne og resten af verden ligeglade«.

Gang på gang var man ude for store og små oplevelser, der satte ens verdensopfattelse ind i et større perspektiv, og man begyndte at forstå, hvad det er for en paradistilværelse, som vi har herhjemme – ikke bare i sammenhæng med det arbejde, som vi udførte i børnehaven, men også gennem de oplevelser, som vi fik hos vores familie, og når vi færdedes på gaden i selve Cape Town. Hele vores tilværelse herhjemme blev vendt og drejet i forhold til det liv, vi havde dernede, og pludselig synes det helt absurd, når medierne herhjemme kan gå i selvsving over en ministers fiflerier med regnskaberne eller en enkelt persons død som følge af et skuddrama i Storkøbenhavn – det er småting i forhold til de udfordringer, som sydafrikanerne står ansigt til ansigt med hver dag, og de bange anelser, det bragte med sig, når f. eks. deres nyvalgte præsident Jacob Zuma undslap anklage på anklage om korruption, svindel og voldtægt.

NU LYDER DET måske umiddelbart, som om Sydafrika stadig er fanget af fortidens dæmoner, og at alt dernede drejer sig om hudfarve, bitterhed og kriminalitet. Det er ikke hele sandheden – kun en brøkdel af den. Jovist, de har mange kampe at udkæmpe endnu. Men Sydafrika er kontrasternes land, både på godt og ondt, og der var jo en grund til, at jeg kom til at holde så meget af Sydafrika og dets mennesker – for de besidder en varme, livsglæde, åbenhed, optimisme og gæstfrihed, som er så fantastisk, at det halve kunne være nok. Hvornår har du herhjemme oplevet, at det kan tage 20 minutter at købe en plade chokolade hos den lokale købmand, fordi han lige skal småsnakke lidt om øst og vest? Hvornår har du i Danmark oplevet, at folk efter anden gang, de møder dig, udbryder energisk og oprigtigt: »Ih, min ven – hvordan har du det!«? Og hvornår har du sidst oplevet at få så elskelige kram af mennesker, som du har kendt i to måneder, at man skulle tro, man havde kendt dem i et helt liv? Det er ikke hverdagskost her i Danmark, men nede i Sydafrika, dér kan de sådan noget.

DET VAR egentlig først, da jeg kom hjem til Danmark, at det slog mig, hvad det var, jeg lige havde gennemført. Da jeg kom hjem i min egen seng, til min familie, venner og veninder, gik det op for mig, at jeg havde været ude på mit livs første dannelsesrejse. Det lyder umiddelbart som en lidt malplaceret betegnelse for en ungdomsrejse anno 2009, men alligevel synes jeg, det er den bedste beskrivelse af min rejse. Måske er begrebet gået i glemmebogen, men er det så ikke ved at være tid til at tage det frem, støve det af, og tage det op til fornyet brug? Kan vi ikke alle have godt af at opleve, at der ude i verden findes andre mennesker ligesom dig selv, selvom de går med tørklæde, har en mørkere hudfarve eller taler et andet sprog, og at de faktisk kan lære os ting om os selv og livet, som vi ikke kendte til før?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på en af mine samtaler, jeg havde med min værtsfar Jonathan, hvor jeg midt i opvasken spurgte ham, hvad livet var. Han kiggede indgående på mig, studerede mit ansigt og overvejede, om jeg lavede sjov. Så svarede han langsomt, eftertænksomt og klogt: "Livet er kærlighed. Det vigtigste her i livet er at elske – og du må elske dig selv som det allerførste. Ellers kan du ikke elske nogen andre. Du må være egoistisk, om du vil. Bibelen siger, at man skal elske andre, som man selv elskes vil. Derfor er du nødt til at elske dig selv allerførst".

Min dannelsesrejse til Afrika har været mit livs mest intensive kursus i læren om kærlighed, livet, mennesker, kultur, åbenhed, tolerance, fordomme og - ikke mindst – mig selv, og jeg indrømmer blankt, at jeg ikke længere er den samme, som jeg var, da jeg tog af sted.

Søren Kierkegaard: "At vove er at miste fodfæstet for en stund. Ikke at vove er at miste livet".

Når jeg nu ser tilbage, kan jeg ikke være andet end usigeligt taknemmelig for, at jeg tog af sted. Som den danske filosof Søren Kierkegaard engang sagde meget dækkende for min dannelsesrejse: "At vove er at miste fodfæstet for en stund. Ikke at vove er at miste livet".