EU giver MS-partner 1,4 mio. kr.
Med inspiration fra MS Mozambiques arbejdsmetoder søgte MS-partneren CCM Inhambane EU om støtte og fik 185.000 euro til opbygning af lokaldemokrati i fire kommuner.
|
|
Fattige mozambikanere på landet kender stort set intet til deres rettigheder og muligheder. Det hæmmer udviklingen af deres lokalsamfund. Foto: ActionAid International
|
11. juni 2009
Kig MS i kortene, inden du søger om hjælp til projekter; så forbedrer du dine chancer for at få kontanter. Sådan konkluderer Aníbal Cuamba, formand for MS Mozambique-partneren CCM Inhambane, efter at hans organisation søgte EU om støtte og fik 185.000 euro (ca. 1,4 mio kr.) til opbygning af lokaldemokrati i fire kommuner i det sydlige Mozambique.
”Inden vi søgte om pengene, fulgte vi nøje MS Mozambiques arbejde med at skabe en distriktsplatform (en base for borgermøder, hvor organisationer fra civilsamfundet informerer lokalbefolkningen om deres rettigheder og muligheder, red.) i Inharrime Kommune. Erfaringerne fra MS´ indsats brugte vi som inspiration til vores projektbeskrivelse og ansøgning til EU om penge til at opbygge distriktsplatforme og styrke civilsamfundet i fire kommuner,” fortæller Aníbal Cuamba.
|
|
Aníbal Cuamba, formand for CCM Inhambane, er overbevist om, at opbygning af lokaldemokrati giver de bedste resultater på langt sigt. Foto: Henrik Lomholt Rasmussen
|
Grundigt forarbejde
Som en af de afgørende grunde til blåstemplingen af CCM´s ansøgning peger Aníbal Cuamba på et grundigt forarbejde og en lige så tilbundsgående projektbeskrivelse.
”Med MS´arbejde i baghovedet lavede vi en undersøgelse af landbefolkningens kendskab til loven om decentralisering og de syv mio. meticais (ca. 1,2 mio. kr; årlig offentlig udviklingsstøtte til hver af Mozambiques 128 kommuner, red.),” fortæller Aníbal Cuamba.
Undersøgelsen viste, at bønderne stort set intet vidste om lokalregeringens funktioner, eller om hvordan man søger om penge til indkøb af f.eks. en traktor. De kendsgerninger brugte Aníbal Cuamba og CCM som som argument for relevansen af deres projekt i EU-ansøgningen, som også nøje beskrev, hvordan pengene skulle bruges.
”F.eks. forklarede vi, hvad vores aktivister, der skal hjælpe borgerne med at lave distriktsplatforme, skal have i løn, lige som vi angav prisen på en bil og fire motorcykler til transport,” fortæller Aníbal Cuamba.
Resultater forude
Han er ikke i tvivl om, at CCM´s indsats for at styrke lokaldemokratiet i Inhambane-provinsen vil give resultater.
”For tiden er brugen af de syv mio. meticais meget ringe. Ingen ved, hvorhen pengene forsvinder, og ingen ved, hvordan man får indsigt i, hvad og hvem pengene går til. Men når vores projekt er fuldført om 17 måneder, vil vi se stærke distriktsplatforme, der, uafhængigt af de lokale politikere, vil være i stand til at støtte borgerne og fungere som grupper, der kan lægge pres på den kommunale ledelse,” fastslår Aníbal Cuamba.
På den baggrund erklærer han sig som en stor tilhænger af MS´ arbejde med at opbygge lokaldemokrati.
”Selvfølgelig ville det være nemmere at bygge nogle brønde og skoler og så sige: ´Se, hvilken udvikling vi har skabt!´. Men skal udvikling være bæredygtig, skal man investere i human kapital. Det giver de bedste resultater på langt sigt,” siger Aníbal Cuamba.¨
På MS Mozambiques kontor i hovedstaden Maputo glæder landechef Ulla Strøbech sig over CCM Inhambanes succes.
"At CCM selv har været i stand til at ansøge om pengene efter at have fulgt vores arbejde er endnu et eksempel på, at vores indsats er med til at styrke civilsamfundet," påpeger hun.



