Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

EU's samarbejde med ulandene

Der er brug for nye visioner! Årtusindskiftet bør markere en ny vision for EU's handel og samarbejde med ulandene. MS hilser det derfor velkomment, at Udenrigsministeriet i morgen (fredag den 14. marts) afholder en konference om EU's fremtidige samarbejde med en række af verdens fattigste lande, når den nuværende samarbejdsaftale, Lomé IV konventionen, udløber i år 2000.

02. august 2005

Europa står ved indgangen til det 21. århundrede med en historisk mulighed for at skabe en langsigtet og visionær strategi for det fremtidige handelssamarbejde med ulandene. MS ønsker med udgivelsen af publikationen - Fra Nordkap til Kap det Gode Håb - visioner for fremtidens handelsaftaler mellem Europa og u-landene af Christian Friis Bach, der er cand. agro., Ph.D. samt medlem af MS' styrelse, at bidrage til udviklingen af en sådan vision.

Det er MS' opfattelse, at det nuværende handelssamarbejde i højere grad bygger på historiske forhold end på saglige økonomiske og politiske argumenter. Desuden er systemet præget af kvantitative, tidsmæssige og regionale begrænsninger samt oprindelsesregler og gradueringsbetingelser, som gør systemet til en ørkenvandring mellem paragraffer, toldtariffer, formler og fodnoter. Resultatet er at nødvendige investeringer udebliver.

Hvis der skal skabes grobund for de nødvendige investeringer, er der på kort sigt brug for en forenkling og nyorientering af EU's handelspræferencer, så de i langt højere grad bliver i overensstemmelse med bistandsmålsætninger og behov. Det indebærer bl.a., at de mest omfattende præferenceaftaler skal målrettes mod de fattigste u-lande, mens landene i Middelhavsområdet bør indgå i egentlige frihandelsaftaler.

På langt sigt er det nødvendigt med betydeligt mere vidtgående politiske visioner, især når det gælder det kriseramte afrikanske kontinent. Europa bør benytte år 2000 til at formulere en vision om et frihandelsområde fra Nordkap til Kap det Gode Håb. Et frihandelsområde der - kombineret med de nødvendige følgepolitikker - kunne genskabe optimismen i Afrika og få kontinentet ind på det rigtige spor. Samtidig kunne det genskabe interessen for Afrika i et Europa, der i stigende grad vender blikket mod Øst.

Med venlig hilsen
MELLEMFOLKELIGT SAMVIRKE

For yderligere oplysninger kontakt venligst generalsekretær Bjørn Førde tlf. 3332 6244 eller priv. 48248442.
Fra Nordkap til Kap det Gode Håb kan rekvireres gratis hos MS.